I den tyske børnebogsforfatter Michael Endes fantasyroman Momo fra 1973, dukker en lille pige, Momo, i en slidt frakke op i udkanten af en storby. Med den netop nytilkomnes undren iagttager hun, hvordan mennesket løber forhastet rundt for at spare tid sammen, der kan indsættes i De Grå Herrers tidsbank. Momo selv har den særlige evne, at hun kan lytte til mennesket, dets bekymringer og problemer: Hun har al tid i verden.
All the time in the world er titlen på Simon Dybbroe Møllers første soloudstilling i København i over et årti. Igennem de senere år har han primært udstillet i udlandet og fungeret som professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi, før han i sommers viste soloudstillingen Hypnic Jerk på Kunsthal Aarhus. Det er værker herfra, der nu har fundet vej til Palace Enterprise, hvor de er ledsaget af kunstner Jaakko Pallasvuos poetisk-abstrakte tekst med en tegning af netop Momo på forsiden.
Det er oplagt at tænke på Dybbroe Møller som en slags Momo; som den, hvis sensible, udefrakommende blik kan omdanne selvfølgeligheder til spørgsmål og fundne objekter til skulpturer. Installationen Watchtowers (2023), som fylder hele Palace Enterprise smalle butikslokale, består af en serie af den slags glatte, kommercielle displays, man bruger til at udstille ure i. Urene er væk, og de høje slanke montrer står tilbage, stadigt oplyste og gabende af tomhed, mens de snurrer meningsløst rundt. På hylderne, hvor de dyre forbrugsobjekter lå, er der nu kun støv, glasskår og små stykker plastik at finde.
I fraværet af de objekter, vitrinerne skulle udstille, bliver deres egne skulpturelle kvaliteter tydelige. Sikke nogle underlige dimser, egentlig. Hvor er det mystisk, at man konstruerer sådan en stor, oplyst og snurrende maskine, der kun eksisterer som beholder for andre objekter, tænker Momo. Et forunderligt alter for fetischering af luksuriøse genstande, ikke ulig det kommercielle galleri, vi befinder os i.
Som de står der side om side i gallerirummet ligner de den slags forladte modernistiske boligblokke eller tomme butikscentre, man finder i storbyens randområder. Utopiske projekter, der måske aldrig blev færdige, eller som er kollapset under en forestående økologisk katastrofe forårsaget af vores kolossale overforbrug. Resterne står som retrofuturistiske genfærd med smadrede ruder, der åbner op til bygningens indre tomhed. Måske er det observationstårne, Watchtowers, som titlen lidt Orwellsk antyder, eller de tidsbanker, hvor De Grå Herrer ophober menneskets sammensparrede tid?
I galleriets baglokale finder vi endelig et begærsobjekt – eller rettere et fotografi af det, for som i displays’ne er den egentlig genstand fraværende. Det er en såkaldt fleischstein, en stenart, hvis overflade ligner marmoreret kød. For fleischstein gælder det, at jo mere de ligner kød, jo mere værdifulde er de, og der findes dedikerede samlere af netop denne sten. Således placerer stenen sig, som Watchtowers, mellem flygtige tilstande: Som et objekt, hvis værdi er bundet op på det, der ligger udenfor genstanden selv; på det, den ligner; eller på det, vi har brug for, at den repræsenterer.
For selvfølgelig handler det også om kunst, om at skabe den, udstille den og indsamle den, i en samtid præget af forbrugerisme, kapitalisme og det begær, der ikke lader sig tilfredsstille. Hvis det, vi hungrer efter, er tid, nærvær og bløde kroppe, giver All the time in the world os umiddelbart det modsatte: Tomhed, fravær og sammenbrudte relationer mellem genstandes ydre fremtoning og indre væsen. Miniatureverdener af støv og knuste utopier.
Og så alligevel, for nok lader Simon Dybbroe Møller Momo optræde som protagonist, og med hende står vi udenfor og observerer det menneskelige begærs umulige vanvid. Men som billedkunstner gør han det modsatte: Skaber et subtilt hylster, et display og måske endda en genstand, vi kan placere længslen i. Generøst, sådan set.
