Kunsthuset Kabusos sommerudstilling Sett alle rede er i udgangspunktet dialogisk. Her er to generationer sat til at konversere: Arvid Pettersen (f. 1943), som med sin fartstid helt fra 70’erne bør være godt kendt, og Gabriel Johann Kvendseth (f. 1984), som afsluttede sin MA på Kunsthøgskolen i Bergen i 2013. Måske er det netop værkernes ivrige samtaler, og at der er gode åbninger hvor man kan falde ind i konversationerne som værkerne er sprunget ud af, som gør at det ellers tomme rum ikke føles stille. Måske var jeg en smule træt efter en ikke helt vellykket bustur fra Bergen, men noget her frisker mig op. Hoved og værker kan lege sammen, ligesom værkerne allerede er i spil med hinanden.
Flere af Arvid Pettersens delikat kolorerede oliemalerier åbner op til indre rum og dybe perspektiver. Der er et sug i billederne, for eksempel ind mod det mystiske monument som lyser op i en fjern jungle (Botswana Moonlight, 2019), eller den turkisgrønne drypstenshule over noget vand (Oppkomme, 2019). Alle hans motiver er hentet fra naturen, men det er en underliggjort natur som lige så godt kunne tilhøre andre planeter. Kvendseths readymadeskulpturer af modererede stativer og redskaber gør perspektiverne i Pettersens billeder dybere, og forstærker fornemmelsen af at rejse til fremmede verdener. Længere inde i udstillingsrummet kommer Pettersens bjergmotiver langt voldsommere imod tilskueren, men her har Kvendseth udspændt et fletværk af rappellingreb (Ixtab, 2019) som bryder de dominerende, vertikale strukturer i malerierne op.
Kvendseths redskabssamlinger kunne stamme fra en antropologisk udstilling. Her er våben som kan stikke, skære og slå, men de er alle pimpet med diverse plastikblomster og bånd i stærke farver som får dem til at se ud som rituelle artefakter. Er det en opfindsom fremtidsgadebandes hjemmelavede våben og værktøj? Nogen har modereret disse efterladenskaber til andre kroppe end dem vi kender. Solbriller til ansigter med tre øjne, for eksempel. Her kan en skjortebøjle sidde sammen med en tennisketcher, og en indianerpil munde ud i en husnøgle. I hvilken verden er der brug for sådanne redskaber? Det er her imaginationskraften hurtigt kan løbe løbsk, og det er en ganske god følelse. Hvordan ser et våben ud som ikke kan kaldes fallisk? Det kan virke som om redskaberne er modererede til en magisk fremtidsverden, de har alle fået nye funktioner som tryllestave. Adressen til det amerikanske samfund er klar. Her hænger et modereret amerikansk flag lavet i et florlet blomstret stof som vifter i trækken fra airconditionsystemet. En dag vil vor tids kolde drabsredskaber forhåbentlig blive approprieret til fredeligere formål.
