Det er en underlig tid at lave kunst i. Mens vi andre sidder hjemme og sukker efter fysiske udstillinger, kæmper kunstnere og institutioner fortsat med, hvad man skal stille op med en nedlukning, som ingen ved hvor længe varer. Efter fredagens pressemøde i Statsministeriet står det klart, at de udstillinger, som de håbefulde har sat op i januar, forbliver lukkede – i hvert fald frem til marts – og måske aldrig bliver set af nogen. Frog Chorus på Møstings Hus er sådan en udstilling, der efter planen lukker inden den overhovedet får lov at åbne – en lille hemmelighed af fysisk og materiel tilstedeværelse, gemt bag lukkede døre, midt i en tid, der er todimensionel og digital.
Den fysiske udstilling er som udgangspunkt et sted i tid og rum, hvor værker mødes og danner mening sammen og hver for sig. Men forud for det ligger en lang proces, som publikum sjældent får indblik i. En proces med lange emailkorrespondancer, deadlines, fundraising, ansøgninger og produktion, men også en kreativ proces som er fuld af tvivl, samtaler, udvekslinger og kamp for at finde tid og ro. Det er den proces, Frog Chorus cirkler omkring, og som er fint beskrevet i en ledsagende tekst, skrevet af Malene Dam.
De syv kunstnere bag udstillingen har tidligere arbejdet sammen om en udstilling med et beslægtet tema, nemlig Det ku’ være politisk, som blev vist i Janusbygningen i 2016. Også dengang kredsede de om kunstnerens rolle og vilkår i et kapitalistisk samfund, der vægter individualisering og konkurrence, og søgte som modvægt at tilskynde til kollegiale netværk, samarbejder og samtaler. Begge udstillinger forholder sig til den klassiske feministiske parole om, at det private er politisk, men hvor hovedvægten i 2016 synes at være på det strukturelle og makropolitiske, så er Frog Chorus en mere indadvendt og sårbar størrelse.
Mo Maja Moesgaards and space is a pressing matter består af et stofbanner, der hænger fra gulv til loft og spærrer indgangen, så man må kante sig forbi for at komme ind i rummet. Banneret er sammensat af genbrugstekstiler og hæftet sammen med brodergarn, lynlåse og velcrolukninger, og det er måske sigende for udstillingen, at det – modsat de fleste af Moesgaards værker – er et banner uden skrift eller politiske paroler. Et afventende værk, hvor udsagnet stadig er til forhandling eller et scenisk bagtæppe, der kollegialt giver plads og stemning til resten af udstillingen. Den slags værker er der flere af i Frog Chorus, hvor bløde tekstilværker skærmer rummene for den blege januarsol, så videoprojektioner kan træde tydeligt frem. En fin gestus, der taler om samskabelse og lydhørhed i gruppen, men også værker, der er så underspillede, at de næsten undsiger sig selv.
Jeg cirkulerer lidt rastløst rundt i det første udstillingsrum uden at finde ro til at slå mig ned eller orientere mig rigtigt. Evnen til at fordybe sig med alle sanser er en træningssag, og min koncentration er sløv og rusten efter lang tids passivitet, kan jeg mærke, da jeg endelig dumper ned ved Calder Harbens tre lyttestationer. I høretelefonerne er der havlyde, lyden af en rislende bæk og en meget meditativ drømmefortælling om at være en fisk. Lige så langsomt begynder jeg at slappe af og åbne op for de meget lavmælte overvejelser om sensitivitet og evnen til at lytte med hele kroppen.
Selini Halvadakis videoværk taler på samme stille facon om, hvordan den måde, hvorpå vi kommunikerer, både fletter sig ind i og spærrer for selve samtalen. I videoen, som udelukkende består af undertekster på en sort baggrund, læser Halvadaki op af et brev, hendes far har skrevet til hende på græsk. Det er tydeligt, at Halvadaki ikke behersker det sprog, hun læser. Hun hakker rundt i teksten og må gentage ordene mange gange for at forstå faderens overvejelser om, hvordan den sproglige afstand imellem dem afspejler sig i forholdet.
Som en del af udstillingens proces har de syv kunstnere skrevet breve til hinanden i en cirkulær rytme, hvor man aldrig svarer direkte på det brev, man har modtaget, men i stedet skriver til den næste i gruppen. Et redigeret udvalg af disse breve er ophængt i udstillingen som et kollektivt værk af Hannah Lutz, Calder Harben og Selini Halvadaki, og de er udstillingens stærkeste kort.
Her tegner der sig et mønster i udvekslingen mellem kunstnerne. De fleste breve starter ufokuserede, frustrerede over, hvor vanskeligt det er at finde den koncentration, der er forudsætningen for både at skabe og skrive. De fortæller hinanden om børn, der skal køres ind i daginstitutioner, om fuldtidsjobs, der sluger al energien og om manglen på en ordentlig atelierplads med ro til at arbejde.
Det er som om, hverdagen hele tiden siver ind og punkterer den fordybelse, man tror, at man søger, men samtidig bliver den samme hverdag, forstyrrelsen og kampen for at finde ind til kernen af arbejdet også en del udstillingens grundlag. Mo Maja Moesgaard skriver eksempelvis til Selini Halvadaki, at de på vej gennem Fælledparken måtte stoppe op og afbryde den telefonsamtale, kunstneren var midt i, fordi et kor af frøer larmede så meget, at de krævede hele deres opmærksomhed.
Udstillingens mest poetiske værk, finder vi i det sidste rum, hvor Mia Isabel Edelgarts videoprojektion viser overvågningsbilleder af får om natten, mens lydsiden består af korte interviews, hvor hun har stoppet tilfældigt forbipasserende og bedt dem fortælle om deres søvn.
Selv om det umiddelbart virker som et meget privat spørgsmål, er svarene overraskende almengyldige og fortæller en del om, hvor politisk alt i vores liv er. For at kunne yde tilstrækkeligt i det daglige, passe sit arbejde og sine børn, er søvnen ekstremt vigtig, siger de samstemmigt. Men netop børn og arbejde er også det, der fylder mest, når de fortæller om de søvnproblemer, de stort set alle kender til. En mand fortæller, hvordan et job som konsulent i beskæftigelsessektoren fik ham til at ligge søvnløs og tænke på alle de skæbner, der passerede forbi ham i løbet af dagen, mens en kvinde siger, at hendes søvnproblemer startede, da hendes datter var baby og hun fik sin søvn afbrudt. I dag er datteren i fyrrerne, men som var moderskabet en slags fantomsmerte, så vågner hun stadig mange gange hver nat og tænker på barnet.
Sådan er det jo, synes udstillingen at sige. Hverdagen, arbejdet, barnet og livet, spænder hele tiden ben for det, man gerne ville. Den ødelægger koncentrationen og søvnen, presser sig hele tiden ind i det rum, hvor fordybelsen bor. Sådan er det for kunstneren, der skal skabe værker til udstillinger, der måske aldrig bliver vist, og for publikum, der kæmper med at sætte tempoet ned, så oplevelsen kan blomstre op. Alligevel føles det private, næsten lidt skamfuldt, ikke at kunne præstere, skrive, arbejde eller sove.
I Frog Chorus er det fællesskabet, der løsner op for frustrationen; den vanskelige samtale over digitale medier, på tværs af sproglige forskelle og fysiske forhindringer skaber et rum, hvor vi kan lytte til hinanden. Og lytte skal man på Møstings Hus, hvor de fysiske værker er så underspillede, at email-korrepondancen imellem kunstnerne næsten står stærkest. Alligevel er det som massage for en øm coronamuskel, når kunstnergruppen insisterer på samtalen, fællesskabet og supporten – alt det, der spærrer for koncentrationen i denne underlige tid.
