Afgang markerer traditionelt publikums første møde med et nyt kuld af nyuddannede kunstnere, og den første runde igennem Charlottenborgs sydfløj har derfor som regel et element af skattejagt over sig. Hvilke tendenser er mon årets mest fremtrædende, og hvem skal vi holde særligt godt øje med fremover? Den spænding udebliver i nogen grad i år, hvor plakaten rummer ikke så få velkendte navne. Ud af årets kun 25 afgangselever har fire allerede haft større soloudstillinger på museer eller kunsthaller, mens yderligere en håndfuld har udstillet på toneangivne gallerier.
Således åbner årets Afgang bogstaveligt talt med Samara Sallams organiske portal af blødt svunget træ og brød, der mimer formen på Charlottenborgs indgangsparti og føjer sig som et ekstra lag udenpå institutionen. Værket tager udgangspunkt i historiske begivenheder og personlige erfaringer som flygtning og statsløs i Danmark og spekulerer over, hvordan historien ville se ud, hvis man havde budt fremmede velkommen med brød og åbne arme, frem for eksklusion, internering og sult. En smuk velkomst til årets udstilling – og så er vi ikke engang trådt indenfor dørene endnu.
Det er det Stockholm-baserede udstillingssted Index, der har stået for årets kuratering, og de har grebet opgaven tematisk an. Sallams portal får i foyeren selskab af Niels Christensens overvågningsbilleder fra indgangsslusen i udlændingecenteret Ellebæk, og i den første store sal er en række værker, der taler om krop, repræsentation og identitet. Her finder vi så godt som alle udstillingens skærmbaserede værker, placeret i små øer med høretelefoner rundt omkring i det dunkle rum.
Maja Malou Lyses Antibodies låner sin form fra John Bergers BBC-program Ways of Seeing, og med Lyse og en nuttet lille vibrator som fortællere guides vi igennem forskellige positioner og teorier om begær, identifikation og objektificering. Ligesom i hendes DR-program Sex med Maja brillerer Lyse her som en strålende og overskudsagtig formidler, og jeg griner højt flere gange.
Et beslægtet og mindst lige så vellykket projekt er Cassie Augusta Jørgensens videoværk, der iscenesætter tre historier fra kunstneren Lili Elbes liv. Elbe var elev på kunstakademiet for omkring 100 år siden og blandt de første kvinder, der gennemgik en kønskorrigerende operation. Jørgensens sort-hvide billeder og kække klipning emmer af 1920’er-elegance og Hollywoods guldalder et sted imellem det morsomme og grusomme.
I et hjørne af salen finder vi årets mest syrede værk, en performanceinstallation af Maria Lepistö, der beskæftiger sig med ensomhed som kollektivt internetfænomen. I en af nettets dunklere afkroge har hun mødt et fællesskab af piger, der hyler som ulve – en teknik Lepistö har tillært sig gennem sangundervisning. I sit performance-foredrag trækker hun på den slags multiple choice-bøger, hvor beskueren er medbestemmende for værkets fremdrift, som kombinerer optagelser af rigtige ulve og pigernes hyl med kunstnerens egen stemme. En slags økosystem af hyl, der springer fra dyr til menneske og fra youtube-video til liveoptræden.
Ligesom sidste år er årets Afgang domineret af en stribe stærke malere. Et højdepunkt er Anna Kristine Hvid Petersens små, dunkle stilleben af skrøbelige materialer; glas, kød, et tørt blad og en krakeleret overflade, præsenteret i smalle, dybe rum af draperet, mørkt stof. Værkernes spænding ligger i sammenstødet mellem den fotorealistiske teknik og de sære, muligvis allegoriske, opstillinger af alt fra rulleskøjter til en snurretop, der synes at rumme et helt ocean.
Der er også Anna Munk Johansens sfæriske værker, hvis figurative elementer skiftevis synes at gemme sig dybt nede i de maleriske lag og springe frem på overfalden som relieffer. Materialer som bladsølv og makeup peger på barokke og måske endda religiøse ikonografier, mens sarte ornamentikker giver det hele et luftigt, let udtryk.
En hel anden tilgang til maleriet finder vi hos Vic West, der i en serie af delvist abstrakte værker afsøger kroppens status i en tiltagende digital virkelighed. Imellem mønstre og strukturer, der ligner printkort, koder og digitale glitches, dukker pludselige et sæt løsrevne hænder op, der minder om den avatar, vi i computerspil bruger til at begribe rumligheden i det ellers flade skærmbillede. Selv i det digitale rum har vi brug for kroppen til at guide os, og det er jo egentlig ganske betryggende i denne post-corona tid.
Fordi der er tale om et relativt lille afgangshold, er der god plads imellem værkerne, og det klæder udstillingen at flere projekter har fået deres eget afgrænsede rum. Det har Rasmus Niclas Rose Nielsen udnyttet til at skabe en lille, lystfyldt hule bag røde velourgardiner, hvor der er skruet helt op for både kitsch og lummerhed. En række tegneserieagtige malerier viser små-perverterede scenarier, grænseoverskridende relationer og voyeurens begær, mens en række readymade-baserede skulpturer samler rosenblade, hjerteformede balloner, bamser og forlovelsesringe i obskure tableauer på grænsen til dårlig smag.
Også Esben Weile Kjærs enorme glasmosaik har fået sit eget rum, hvor lyset kaster farvede figurer gennem glasset og op på bagvæggen, som var vi på en natklub. Mosaikkens motiv er en bearbejdning af en Brueghel-tegning, der viser en historisk begivenhed, nemlig danseplagen i Strasbourg 1518. Efter signede dansede en gruppe mennesker sig i døden i et af de første kendte tilfælde af massehysteri, og mosaikken viser, hvordan dele af gruppen føres væk fra det offentlige rum, for at forhindre plagen i at sprede sig. Mens jeg står i rummet, brager et insisterende popnummer, produceret af Weile Kjær i samarbejde med popstjernen Mø, pludselig ud fra en skjult højttaler; måske som en invitation til selv at lade sig gribe af danseplagen, måske som en opfordring til at tage sig en svingom med årets afgangshold. Den invitation er hermed givet videre.
