Haegue Yang, Double Soul, Statens Museum for Kunst, København
I foråret og hen over sommeren blev museets store skulpturgade og udstillingsrum forvandlet til en verden for alle sanser – lys, bevægelse og lyd blev del af kroppe fremstillet af plastik, klokker og fjer, der klirrede, dinglede og hvirvlede rundt. Med deres insisterende fysiske karakter fremstod de som klynger af potentiel kraft med stor tyngde og dybde. Museumsvagterne var en slags vogtere, der på anmodning vækkede de sovende kæmper til live for de besøgende. Nogle af skulpturerne vågnede helt af sig selv og oversprøjtede intetanende museumsgæster med en sanselig moskusduft, idet de bevægede sig ind i et rum fyldt med skygger i bevægelse. Værkerne gik på tværs af både grænser og tid, mens de flettede den personlige og politiske erindring sammen.
Lynn Hershman Leeson, The Electronic Diaries (1984–2019), Simian, København
Godt gemt væk under jorden i en aldrig færdiggjort cykelgarage præsenterede Simian seks videostationer, hver især bestående af en bænk og en stor videoprojektion. Ligesom opholdene på korsets vej, Via Dolorosa, udgjorde Lynn Hershman Leesons elektroniske dagbøger en rejse fuld af dybe følelser og personlige afsløringer. Værket greb mig og holdt mig fast med dens følelsesstærke bekendelser om alt lige fra kropsdysmorfi, skyldfølelse og opgivelse til voksende styrke samt en øget bevidsthed om vores komplekse forhold til skærmen og hvordan den forvrænger alting. Efter at have stået ansigt til ansigt med sin egen dødelighed (på grund af et hjernetumorforløb med efterfølgende bedring) har Leeson konfronteret moralske spørgsmål omkring DNA-modifikation, kontrollen over kvinders kroppe og fortællinger, og hvordan man kan give magt og agens til de mindre magtfulde.
Ejnar Nielsen, Livstegn, Den Hirschsprungske Samling, København
Disse malerier var fyldt med både lidelse, strejf af håb og et skarpt blik for naturen og detaljen, hvorfor de føltes dybt nutidige. Det kan have at gøre med alt det, der sker i verden for tiden. Ejnar Nielsens (1872–1956) skarpe og intime blik på sygdom, lidelse, tab og sårbarhed blev formidlet med ærbødighed og værdighed. Hans portræt fra 1907 af sin ven, den svenske forfatter Ellen Key, giver en dyb tilfredsstillelse af det åbenbarende møde mellem abstraktion og realistiske detaljer. Mand og kvinde (1917–1919), udlånt fra Statens Museum for Kunst, gav mig kuldegysninger ved tanken om, at disse sårbare kroppe, disse to nøgne individer fanget i et teatralsk ideologisk ikon blev malet omkring tidspunktet for den russiske borgerkrigs frygtelige pogromer og den første kamp for ukrainsk uafhængighed.
Yvette Brackman er kunstner, bosat i København. Hun er p.t. NovoNordisk postdocstipendiat i praksisbaseret kunstnerisk forskning ved Statens Museum for Kunst. Fra 2000 til 2007 var hun professor og leder af Skolen for Mur og Rum ved Kunstakademiet i København.
Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her
