De fleste læsere af Kunstkritikk vil sikkert allerede kende Texte zur Kunst – det tyske tidsskrift, der i et kvart århundrede i kvartalstakt har fostret en venstreorienteret, institutionel kritik omkring samtidskunst og kultur som yngre, europæisk pendant til October, det amerikanske tidsskrift, som siden 1976 har sat nye standarder for forbindelsen mellem kritisk teori og kunsthistorie. I berlinerkontekst er Texte zur Kunst en magtbastion, der – siden tidsskriftet i 1990 udgav første nummer fra hovedsædet i Køln – har sat mange kritiske, queer og kvindelige positioner på landkortet. Der er kort sagt blevet revset, hvor der bør ruskes, og dét i en bevægelse, som over år har ført tidsskriftet langt (væk) fra sin oppositionelle funktion frem til bladets nutidige position, hvor det fremstår som et moderskib af intelligentsia, der, indenfor efterhånden forholdsvist fasttømrede kriterier, inkluderer og ekskluderer. Texte zur Kunst har i dag skabt en egen kanon af udvidede cirkler, der kredser omkring bladets zu Hause i «Henzelmann Tower» (magasinet flyttede til Berlin i 2000), der kroner Karl Marx Allee, en spytklat fra Alexanderplatz.
Traditionen tro holdt magasinet i fredags hof i anledning af tidsskriftets 25 års jubilæum (sidste årsdag blev også kommenteret på Kunstkritikk) og udgivelse af nummer 100, under tema og titel Gala Conference: Canon Today. Og det er som fast læser, samt som erklæret fan af flere af de indviede (bl.a. Judith Hopf og Jutta Koether), at jeg entrerer tidsskriftets diskursive eftermiddags-fiesta på hin «sorte fredag» i en mørk teatersal i Haus der Berliner Festspiele – et af byens modernistiske skuespilhuse – hvor der varmes op til seminar med Madonnas Celebration (’feat. Acon’), upbeat clubmusik akkompagneret af et hurtigt slideshow med bladets 100 forsider gennem årene. Efter de almindelige (uendelige) taksigelser, sponsorer- og vært-indledninger, åbner Isabelle Graw (grundlægger sammen med afdøde Stefan Germer) konferencen med en forklaring af formatet «Gala», der, udover at markere en festlig fejring, er valgt for at kommentere på kunstindustriens stadig større markeds- og modeorientering (ligesom det er titlen på et tysk sladderblad), som Graw har omtalt som samtidskulturens «celebrity principle». Samtidig med at pege mod trans-disciplinære præsentationer – herunder for magasinets mangeårige forbindelse til musik og mode — hentyder begrebet til det udvidede felt af pop- og politisk kultur, som mindst lige så ofte danner udgangspunkt for Texte zur Kunsts diskussioner som de deciderede kunstværker. Således havde den første udgave af tidsskriftet fra september 1990 det tematiske fokus «Avantgarde und Massenkultur». Om dagens tema, kanon, bemærker Graw: «We do not consider the canon as a given, but as a site of struggle that is constantly rewritten, and therefore ever-changing and shifting». Kanon diskuteres som et levende felt af (magt)positioneringer, som bladet i dag, nu veteran indenfor kritik-genren, er central aktør i. Og det er netop her den første taler, kulturfilosof Juliane Rebentisch, redaktør af fødselsdagsnummeret, tager fat: kanon har både dannet locus for Texte zur Kunsts kritiske debat og er – mere introspektivt – blevet en størrelse, der fostres af det sociale miljø omkring bladet. «We hope to shed light on and look at the canonization that has been made around the magazine,» indleder Rebentisch. Programmets præmis er således også, at alle talere – som stort set alle hører til magasinets tætte associerede – er inviteret til at «udstille» (Rebentisch bruger udtrykket «come out») og diskutere deres egen kanon.
Herefter går det ellers slag i slag. I et forsøg på at holde et højt, festligt tempo er kadencen, i modsætning til sidste konference i 2010, pænt accelereret. Hvert indslag er tildelt et kvarter, og alle forsøger at underholde, hvilket understreges af den (jævnt dårligt engelsktalende) sprechstallmeister, Andreas Beyer, der Oscar-kammeratligt introducerer Rebentisch som Texte zur Kunsts hus-filosof. Beyer er i øvrigt klædt i glitterjakke, som han selv, i en serie af platituder og venlige kuriositeter, kommenterer på: «gala is referring first and first to apparel, glitter is canonical». Lidt forudsigeligt falder svarene på tidskriftets invitation i tre forholdsvist klassiske præsentationsformater, de kritiske/teoretiske, de kunsthistoriske og de performativt/musikalske. I første bås præsenteres en række generelle overvejelser om kanonbegrebets betydning som stridspunkt, magtfunktion og tidsånd, fremført af diverse teoretiske positioner, heriblandt: Peter Geimer, der kritiserede skriveriet om kunsten for det, han med et skønt udtryk, kalder diskursive klingeltöne (diskursive ringetoner); Gertrud Koch og Alexander García Düttmann, der diskuterer kanon som én tidsbestemt, altid dateret, funktion — en strøm, som man kan gå imod ved at opløse sig i samme; kunstner Hannah Black, der aggressivt-personligt opfordrer til «Fuck The Canon», og den yngre teoretiker Paul Feigelfeld, som i et af de mere veloplagte indlæg råber vagt i gevær og tilskynder til, at vi kigger på vores redskaber, infrastrukturen, vores digitale mediering. Et kritisk blik mod magasinets navle kommer fra Brigitte Weingart, som i en tæt tirade tordner mod bladets «clique collaboration», mens Caroline Busta (Texte zur Kunsts forholdsvis nye ansvarshavende redaktør) hidkalder Bjarne Melgaard via Skype, en distinkt position langt væk fra husets inderkreds. Melgaard vælger dog at blive væk eller måske strejker Skype?
Som vinder i den teoretiske kategori står den unge kunstner Georgie Nettell, som spyr ild i glødende to minutters tale om at være «second generation wave», som er inviteret ind til at overtage familieforetagendet: «One thing is to rebel against your left-leaning parents, another thing is to find you look just like them,» afslutter Nettell og forlader scenen. Bifald. Og dermed er gallabegivenhedens fundamentale problem kridtet op: Hvordan gør man oprør mod en kanon, når det mest kritiske indslag straks bliver kanoniseret? Og hvordan diskuterer man kanon, når alle er del af den samme klub? De teoretiske indspark fungerer nærmest som en lang indledning af selvrefleksive vinkler på Texte zur Kunst, et serielt kort-format af introspektionen, som mestendels forbliver ren fejring, for hvordan kan man være udenfor – medmindre man altså bliver væk? I en række mere klassisk kunsthistoriske indslag, hvorunder yngre positioner bl.a. maleriets kunstnerhåb Avery Singer også figurerer, har hver taler simpelthen valgt at diskutere et eksempel på en kanoniseret eller outsider-kunstnerposition. De to museumsdirektører Daniel Birnbaum (hvis tekst pga. sygdom læses in absentia af gallerist Christian Nagel) og Matthias Mühling beskriver hver én kunster, de har udstillet eller udstiller.
Som et alternativt til denne temmeligt fortærskede genre, har kultdronningerne Jutta Koether and Kim Gordon valgt at fokusere på generationskunstner Seth Price og læser højt fra hans nylige Fuck Seth Price mellem lydbilleder af støj, der bogstaveligt talt spilles op imod et fotografi af Price og venner (hentet fra kampagne fra herremodemærket Brioni) sammen med Texte zur Kunsts logo, filmet og fordoblet i realtime. En koncert, som trods dets næsten for perfekte design til TzK-konteksten, befrier sig fra problemet bag de ovenstående indslag, den serielle diskursive kontrafej, som er for tung til at leve og ånde i det hastige femten minutters fame. De peger på det simple, at på scenen, i kortformat, fungerer de kunstneriske indslag bedst. Under dette format lægger eksempelvis Reena Spaulings’ Emily Sundblad stemme til Funeral Blues af W.H. Auden i en vækkelse af personlig skrøbelighed og vemod, som modsspil til de markedsmekanismer, der dominerer dagens navn, Black Friday. Smagen af afsked og melankoli slås ligeledes an i kunstner Michaela Meises chansons om død i Göttingen og arbejdsløshed. Musiker Dirk von Lowtzows synger om (kunstens) tvivl og solidaritet og ordkløver Karl Holmqvists talk-&-chant «Words are people, language is power…» hidkalder et sted udenfor institutionen. Klarest står dog den nylige prisvinder af den lokale Preis der Nationalegalerie der Junge Kunst, Anne Imhof, hvis to kærlighedssange skaber absolut tystnad Dermed ender vi, trods det stadigt mere agile og veloplagte program, langt fra Madonnas overture af højspændt fejring og fest. Og det er måske i forsøget på at spænde mellem genrer og generationer, at arrangementet forekommer at kløjes i formatet. En god veninde sendte mig for nylig et billede af Madonna – den aldrende popgudinde i et plastik-kirurgisk, botoxeret og post-humant forsøg på at fastholde sin unge, kontroversielle statur. I forlængelse heraf kunne man måske spørge: skal og kan man overhovedet vedblive at forene ønsket om (ung) galla og glitter med bladets årelange arbejde med grundig kritisk teori? Hvor de længere argumenter fungerer så godt, når de er udfoldede på magasinet sider (ligesom de jo gør det i mere klassiske konferencer, fx 20 års-jubilæet) er det på scenen tydeligt, at de diskursive indslag i kortform ikke overgår performance eller sågar pop. Det er i sådanne situationer, at det bliver tydeligt, at der er så uendeligt langt mellem underholdningsindustri og samtidskunst-og-kritik, «vild med diskurs» er bare ikke «vild med dans» (den danske udgave af Dancing with the Stars [red.]). På scenen er sangstemmen, støjen, harmonikaen langt at foretrække. En funktion, som desværre fanger kunstnerne alt for entydigt i underholdningshjulet. Vi får således serveret både for meget og for lidt. Man skulle nærmest have udsendt en slags velment «Parental Advisory»: Teaterrummet er en hierarkisk superstruktur med et monofokus, som – fremfor at tilbyde en palet af forskellige formater og indlæg i en kritisk åbenhed overfor egen kanon – måske nærmere bekræfter typificerede præsentationer eller en konservativ fejring af bladets opnåede særstatus, som dermed rituelt begraver mere end begaver de mange års rebelske indsats.
