Why can’t I speak, Germany? Sosiale medier nærmest eksploderte etter at den amerikanske kunstneren Nan Goldin 22. november åpnet sin retrospektive utstilling This Will Not End Well ved Neue Nationalgalerie i Berlin med en sterk og insisterende tale hvor hun gjentok dette spørsmålet som et refreng.
Goldin, som har en kunstpraksis hvor kunst og aktivisme alltid har vært tett koblet, er blant de kunstnerne som har sagt tydelig fra om hva hun mener om Israels folkemorderiske fremferd i Palestina. Hun skrev blant annet under på det åpne brevet til til kunstorganisasjoner som kostet Artforum-redaktør David Velasco jobben i oktober i fjor, og hun har også engasjert seg i gatene. I oktober i år ble hun arrestert sammen med 200 andre aktivister fra Jewish Voice for Peace etter å ha deltatt i en sit-in for Palestina utenfor børsen i New York.
På Neue Nationalgalerie brukte hun anledningen ved utstillingsåpningen til å si hva hun mener om situasjonen i Tyskland, hvor det å kritisere Israel og støtte palestinsk frigjøring eller BDS-bevegelsen (som står for boikott, deinvesteringer og sanksjoner) regnes som antisemittisme, og kunstnere og kunstinstitusjoner som gir uttrykk for slik støtte kan regne med å miste oppdrag og finansiering. Goldin, som selv er jødisk, er langt fra den første i kunstfeltet som har pekt på at det kulturelle klimaet i Tyskland for tiden er problematisk, men hun er den som har gjort det med hittil størst gjennomslagskraft – dels på grunn av sin stjernestatus i kunstfeltet, dels fordi talen og fremføringen hennes av den var så kraftfull.
Imidlertid virker effekten av Goldins tale hittil å være svært begrenset i Tyskland. Museets direktør, Klaus Biesenbach, tok umiddelbart avstand fra uttalelsene hennes i en egen tale. Om Biesenbach må kunne sies å ha skadet sitt eget rykte internasjonalt med sin dårlige behandling av Goldin, så er han samtidig under press i tyske medier fordi han i det hele tatt slapp henne til på talerstolen.
Det er vel å merke ikke bare i Tyskland at det slås ned på kunstnere og kulturarbeideres engasjement for Palestina, men situasjonen i Tyskland virker spesielt ille. Og ettersom Tyskland lenge har vært et kunstnerisk maktsentrum, får det som skjer i landet ringvirkninger i hele det internasjonale kunstfeltet. Det er imidlertid et åpent spørsmål hvor lenge tyskerne kan holde på sin status, når de agerer så repressivt. Som Goldin var inne på i talen sin, synes Berlin å være i ferd med å miste sin posisjon som fristed for kunstnere.
Også for mange nordiske kunstnere har Berlin vært et viktig tilholds- og arbeidssted. Men dette ser ut til å være i endring, og flere flytter derfra eller vurderer å gjøre det. Kunstkritikk har snakket med seks nordiske kunstnere og kuratorer som har bodd og arbeidet mye i Tyskland – Power Ekroth, Tinne Zenner, Jan Christensen, Juan-Pedro Fabra Guemberena, Mickael Marman og Dina El Kaisy Friemuth – om hvordan de ser på situasjonen.
Power Ekroth
Ekroth er kurator og har vært basert mellom Berlin, Stockholm og Holmsbu, et tettsted ved Oslofjorden, siden 2001. Hun er også redaktør for tidsskriftet SITE Zones, hvor hun har publisert en kommentar om Nan Goldins tale.
Hva var det som lokket deg til Berlin i utgangspunktet?
Det som lockade mig var det fantastiska utbudet av den internationella konstvärlden och möjligheten till en öppen och intressant dialog. Vi kallade Berlin för «the camp» – en plats där man stannade några år, mötte andra konstnärer, teoretiker och tänkare, för att sedan återvända hem. Det var också billigare att bo i Berlin, hyra en ateljé eller äta ute. Musikscenen var dessutom spännande. Framför allt kändes konstscenen här mindre präglad av slutna grupperingar, och det var helt enkelt lättare att andas jämfört med exempelvis Stockholm.
Hvordan opplever du at klimaet i Tyskland har endret seg?
Det är ingen nyhet att hela Europa rör sig i en mer fascistoid riktning, men Berlin har fram till nyligen varit en fristad. Första gången jag kände att saker förändrats radikalt var den 8 november 2023, under den första lagliga demonstrationen mot folkmordet i Gaza. Skyltar som «Stop the genocide» var förbjudna, och polisen grep personer med «fel» budskap. Vi var 8000 personer, vilket är få jämfört med de 9500 som demonstrerade i Oslo samma kväll. Det var svårt att andas – en djupt deprimerande känsla.
Dagen efter beskrev tidningarna dem som ropade «Free Palestine» som «judehatare» (Judenhasser). Detta var förvirrande, eftersom Israels politik inte handlar om religion eller etnicitet. Våldet från polisen och hotet om våld är nu ständigt närvarande. Varje gång jag öppnar sociala medier ser jag fredliga demonstranter misshandlas. Det här kryper in under huden.
Efter debaclet med ruangrupa och avgången av Finding Committee förra året är det fortfarande osäkert hur Documenta kommer att kunna navigera i de massiva trovärdighetsfrågorna 2027. Det beror nog på hur Tyskland som helhet rör på sig, om de fortsätter att sända vapen till Israel och därmed fortsätter att vara medskyldiga i ett folkmord under flagg av «Staaträson» [grunnlaget for statsdannelsen, forståelsen av at Tyskland av historiske årsaker har et særlig ansvar for å beskytte staten Israel, red. anm.]. Samtidigt ser jag små tecken på förändring och hopp – som att jurister nyligen kunde uttala sig öppet utan omedelbara anklagelser om antisemitism.
Har du selv opplevd å bli kansellert eller sensurert?
Nej, jag har inga arbetsgivare i Tyskland, min inkomst kommer från Norge, Sverige och Finland. Men jag förväntar mig att bli gripen om jag fortsätter dokumentera polisens våld mot fredliga demonstranter – eller att själv bli misshandlad. Repressionen känns alltmer oundviklig.
Er du blant dem som vurderer å flytte fra Tyskland?
Jag har absolut övervägt en exitplan. Samtidigt känner jag starkt att de värderingar som är så djupt förankrade i den här staden är värda att stanna kvar och slåss för. Jag är privilegierad då jag inte är beroende av inkomst från Tyskland och kan vara en röst för dem som inte får lov att uttala sig. Det är viktigt att dokumentera och försvara de grundläggande rättigheter som vi så länge tagit för givna och som är inskrivna i den tyska grundlagen. Dessa rättigheter är nu inte bara i fara utan de facto redan försvunna genom nya lagar och resolutioner. Det finns för mycket bra i Berlin för att ge upp utan en riktig kamp.
Tinne Zenner
Zenner er billedkunstner, filmskaper og kurator og har de siste fire årene vært del av programteamet til den internasjonale kunstfilmfestivalen EMAF – European Media Arts Festival i Osnabrück, Tyskland. Hun er ikke bosatt i Tyskland, men har gjennom arbeidet med festivalen og sitt eget kunstneriske arbeid etablert en sterk tilknytning til kunstscenen i landet, særlig innenfor filmkunsten.
Hvordan opplever du at forholdene i Tyskland har endret seg?
Jeg oplever, at klimaet i Tyskland har ændret sig helt radikalt – i stigende grad ovenpå Documenta 15, men først sidste efterår gik det op for mig, hvor slemt det stod til. Det er generelt kompliceret for kunstnere at ytre sig frit, hvad angår Palæstina og Israel, men hvis man derudover har en prekær tilknytning til Tyskland, er man endnu mere udsat. Tyskland benytter The International Holocaust Remembrance Alliances (IHRA) definition af antisemitisme, som sidestiller enhver kritik af Israel med antisemitisme (modsat Jerusalem-deklarationen, som definerer antisemitisme som had mod jøder). Da IHRA-definitionen bliver implementeret ved både statsborgerskab og kulturel støtte, og gråzonerne mellem lovhjemmel og magtudøvelse vokser, er det et meget utrygt klima at bevæge sig i generelt, men endnu mere ved prekære arbejdsforhold og tilknytning, som kunstnere og kulturarbejdere ofte befinder sig i. De risikerer ikke blot at miste deres arbejde eller hele deres arbejdsplads, men også deres statsborgerskab.
Du ble utsatt for kansellering i fjor høst – hva handlet det om, og hvordan har det vært for deg senere?
I november sidste år modtog jeg per mail en aflysning af et kommende filmprogram af egne og kuraterede filmværker på Makroscope i Mülheim an der Ruhr, Tyskland. Et projekt, som var planlagt siden foråret og en aflysning, som kom ud af det blå og uden invitation til forhandling. Aflysningen blev begrundet med min underskrift på «Støtteerklæring fra personer i de kreative, kulturelle og formidlende erhverv i Danmark» samt et uddrag fra en artist talk, som jeg havde delt på Instagram.
Jeg var inviteret til at tale om «Coloniality and Extractivism in the Norths» som del af et symposium i Kristiansand, Norge, og i den forbindelse delte jeg min sympati med de palæstinensiske ofre for 75 års besættelse, utallige krigsforbrydelser og den daværende massedestruktion af Gaza, nu et folkemord. Jeg reflekterede over min egen jødiske familiehistorie, forskellen mellem antizionisme og antisemitisme samt Nordens kolonihistorie og støtte til bosætterkolonialisme. Jeg delte efterfølgende aflysningen og forholdene omkring denne på Instagram og senere skrev initiativet Archive of Silence om aflysningen som del af deres kæmpe stykke vigtige arbejde om aflysninger og censur i Tyskland siden 7. oktober.
Efterfølgende blev min daværende arbejdsplads EMAF samt lokale medier i Tyskland kontaktet og udspurgt om mit navn og min position. Det var enormt ubehageligt at blive navngivet af anonyme personer og ikke vide, hvem de havde ringet til, og hvad de havde sagt om mig. Og så i et politisk klima, som jeg stadig har svært ved at begribe, og hvor jeg ikke blot har ansvar for mig selv, men også for de kunstnere, jeg står på scenen med under festivalen. Heldigvis modtog jeg udelukkende støtte fra mine kolleger både på EMAF og kunstscenen generelt.
Mens vi på EMAF i foråret 2024 blev mødt med krav om baggrundstjek af kunstnere for fortsat at modtage støtte samt personhetz og trusler, bliver kulturelle venues, udstillingssteder og foreninger i Tyskland nu straffet i stor stil og mister al deres støtte og livsgrundlag. Det har været frustrerende at følge, hvordan de danske institutioner har set passivt til, mens udviklingen på den anden side af grænsen har undergravet kunstnere og kulturarbejderes basale frihedsrettigheder og skubbet landet ind i en ny tilstand, som man efterhånden godt kan betegne som massiv Berufsverbot [yrkesforbud, forbud mot ansettelse eller oppdrag på politisk grunnlag, red. anm.].
Jan Christensen
Christensen er kunstner og kurator og har bodd store deler av de siste par tiårene i Berlin, men har nå flyttet derfra på grunn av diskusjonsklimaet i Tyskland.
Kan du fortelle litt om ditt forhold til Berlin?
Jeg har hatt tre perioder i byen. I 2000-2001 var jeg et år i Berlin som nyutdannet kunstner etter studiene i Oslo, og arbeidet ved Atle Gerhardsens galleri der, og møtte store deler av kjernen av kunstscenen den gang. Deretter bodde jeg i Berlin fra 2003-2013. Med Berlin som base kunne jeg møte mange profesjonelle aktører som kom innom dette sentrum av europeisk kunstscene, samt reise lett i Europa. I den perioden var leie- og levekostnader i Berlin fremdeles blant Europas mest gunstige. I årene 2014-2024 etablerte jeg meg igjen i Oslo, men jeg beholdt kontrakten for min siste leilighet i Berlin. Jeg flyttet permanent fra Tyskland i mai 2024 som en direkte følge av tyske myndigheters ukritiske holdning til Israels kraftige respons på Hamas-angrepet på Israel 7. oktober 2023 og det påfølgende diskusjonsklimaet i tysk samfunn.
Hvordan opplever du at klimaet i Tyskland har endret seg?
Tyskland var alltid et land hvor ytringsfrihet og menneskeverd stod i fokus, hvor man kunne kjenne på historiens brutalitet og se dagens åpne, frie samfunn som en bevisst respons på 2. verdenskrig og Holocaust. Selv om Tyskland også har hatt høyreekstreme fraksjoner i moderne tid så har det vært strenge regler for den type uttrykk og propaganda, og Berlin har vært et yrende kunstnerisk sentrum med stort mangfold, kunstnerisk ytringsfrihet og identitetsmessig progressivt miljø. Individuelle rettigheter var beskyttet av tyske lover, slik jeg erfarte det.
I etterkant av Israels totale krig i Gaza fra og med oktober 2023, hvor også forholdene på Vestbredden ble tydeliggjort, forholdt tysk offentlighet seg overraskende passive. Jeg kjente ikke igjen tyske mediers formidling av konflikten sammenlignet med annen vestlig nyhetsdekning. Det var umiddelbart tydelig at begreper og definisjoner var annerledes i Tyskland enn i resten av verden. I Tyskland er Holocaust, jødisk identitet og historie ukritisk sammenkoblet til bevegelser for Israel som nasjon og deres kolonalisering av og apartheidaktige politikk overfor palestinere, som vi kjenner som sionisme. Sionisme er en nasjonalistisk og rasistisk ideologi. De mange dokumenterte hendelsene i etterkant av Hamas’ terrorangrep mot Israel 7. oktober understreker nettopp sionismens farlige sider, som minner om nazistenes forskrudde ideer om rase og etnisitet, og brutalitet overfor befolkning og enkeltmennesker.
I tysk sammenheng legitimeres sionistisk propaganda gjennom å henvise til Holocaust. Offentlig diskusjon rundt dette faller tilsynelatende veldig lett innenfor tyske definisjoner av krenkende adferd og ulovlig høyreekstrem retorikk. Jødisk identitet misbrukes av det som er høyreekstreme krefter i israelsk sammenheng, men dette klarer ikke det tyske samfunnet å forstå. I tillegg blir kritiske stemmer med jødisk bakgrunn stemplet som ikke-jøder eller jødehatere, som er historieløst og absurd.
Mitt inntrykk av Tyskland er at rammene for ytringsfrihet ble forandret over natten, hvor man rett og slett hadde en ulik virkelighetsforståelse. Det faktum at venstreradikale punkere sloss mot palestinaaktivister i gatene i Berlin, som de vanligvis ville sloss mot nynazister, mens høyrevridde politikere innførte begrensninger på ytringsfrihet, viser hvordan det politiske landskapet i Tyskland nå er helt fordreid og kaotisk, med farlige konsekvenser i den store sammenhengen.
Har du selv opplevd å bli kansellert eller sensurert?
Jeg har ikke opplevd å bli direkte kansellert selv, men mine holdninger sammenfaller på ingen måte med tyske retningslinjer, og jeg vil ikke ha lov til å uttrykke dem i Tyskland. Slik sett vil jeg ikke kunne stille ut i Tyskland, slik jeg forstår situasjonen i dag. Det er kjent at myndigheter i dag kartlegger kunstneres holdninger og forbindelser, som aktivt vurderes ved søk om midler eller utstillingsplasser, og det finnes mange eksempler hvor intellektuelle har blitt nektet innreise til Tyskland.
Jeg erfarte selv stemningen på palestinademonstrasjon i Berlin, hvor politiet dokumenterte demonstranter og gikk overraskende hardt til verks mot fredlige aktivister. I tillegg erfarte jeg at nære tyske venner ytret overraskende holdninger til støtte for den israelske militære responsen mot palestinere som folkegruppe. Jeg opplevde at tyskere ikke trodde på bilder og annen nyhetsdekning av det som i dag defineres som et mulig folkemord på palestinere. Det er et direkte giftig diskusjonsklima, hvor begreper som antisemittisme og jødehat kobles til kritikk av Israel, og umuliggjør all samtale.
Juan-Pedro Fabra Guemberena
Fabra Guemberena er kunstner. Han kom til Berlin i 2010, og har siden pendlet mellom Stockholm og Berlin, og delvis også Montevideo i Uruguay.
Hva var det som lokket deg til Berlin?
Jag har växt upp mellan kulturer och jag hade ett behov att expandera och utmana mitt arbete efter många år i Stockholm. Berlin var den mest tillgängliga platsen i Europa då.
Hvordan opplever du at klimaet i Tyskland har endret seg?
Det tydligaste förändringen jag har upplevt är det ökade polisvåldet på gatorna, det är inte längre enstaka fall utan det är systematiskt. Det finns tydliga direktiv för en konfrontativ politik, jag måste tillbaka i mitt huvud till 1980-talets Montevideo där den repressiva polisstrukturen från diktaturen var intakt och där polisen på ett liknande sätt riktade in sig på de redan utsatta grupperna i samhället. Jag har varit närvarande vid många manifestationer det senaste året framförallt i solidaritet med Palestina och det har resulterat i ett omfattande arbete, Die Schlacht um Berlin, som är både film och foton.
Har du selv opplevd å bli kansellert eller sensurert?
Jag har själv inte råkat ut för det, men jag vet många som har. Framför allt så tänker alla på hur de agerar på sociala medier, i Tyskland idag kan fel «like» betyda att du blir av med jobb och uppdrag. Ett pågående arkiv över dom här fallen samlas in genom The Archive of Silence.
Er du blant dem som vurderer å flytte?
Jag lever mellan Stockholm och Berlin där jag har kvar min ateljé, det kommer inte att ändras på närmaste tiden.
Mickael Marman
Marman er kunstner utdannet ved Städelschule Frankfurt og HFBK Hamburg, og flyttet nylig fra Berlin tilbake til hjembyen Oslo.
Hvorfor flyttet du fra Berlin?
Jeg har bodd i Tyskland i nesten 14 år, og i Berlin helt siden jeg ble ferdig på Städelschule Frankfurt i 2017, så jeg har vært gjennom mange politiske løp der. Det har jo gått helt feil vei, for å si det sånn. Fra en situasjon hvor alt var billig og tilgjengelig – du kunne få leilighet og studio – er det nå helt motsatt. Det er dyrt, du får ikke studio, og du får ikke leilighet veldig enkelt heller, så veldig mye har blitt forandret.
Jeg fikk et veldig privilegert tilbud om å flytte inn i et rekkehus på Vålerenga, så jeg tenkte, ok, da drar jeg hjem. Jeg ville flytte hjem for lenge siden egentlig, men lurte på hvordan jeg skulle gjøre det. Og så skjedde det med Palestina, og da orket jeg ikke å være der mer. Det har blitt mye mer edgy og åpent for å være rasist i Berlin. Og det merket jeg godt, spesielt at det er mye islamofobi, fordi jeg lett kunne gått for å være arabisk, og det ble bare mye mer fremmedfrykt i luften generelt. Så det ble dråpen – jeg tenkte, nå må jeg komme meg hjem. Nå er vi ferdige her, liksom. Det gikk skikkelig inn på meg. Det er så polariserende stemning der, og jeg er ikke den som ikke sier hva jeg tenker. Det er noen venner og bekjente jeg ikke har lenger. Og det er helt greit, jeg er ikke hypp på å være kompis med folk som støtter et folkemord.
Så du opplever på et helt personlig plan at klimaet har endret seg?
Ja, men jeg kjenner veldig få tyskere som snakker åpent om hva de tenker om det. De mest aktive både på sosiale medier og på demoer er kunstnere fra andre land. De som er derfra holder stort sett kjeft, de er veldig konservative. Tyskere generelt gjør det de blir bedt om, sånn er det fortsatt. Det er et tegn på at de ikke klarer å se konteksten, fra før til nå, for den er jo ganske klar.
Har du selv opplevd å bli kansellert eller sensurert?
Ja, men i en litt spesiell situasjon jeg faktisk har forståelse for. Men jeg gidder ikke søke på noen tyske stipender, det er ikke noen vits, det er helt bortkastet tid. For jeg har vært veldig åpen om hva jeg mener, og jeg vet at folk følger med. Jeg har hørt av en bekjent som jobber i stipendsystemet at de har lister som de går etter. Det høres helt konspiratorisk ut, men det er sant. Jeg har en venn som akkurat mistet et svært stipend på grunnlag av å ha skrevet under på Strike Germany.
Jeg likte veldig godt å bo der helt til de siste årene, da det ble klart hvilken vei det gikk. Alle grunnene til å bo der forsvant én etter én. Jeg tror Berlin akkurat nå er et av de vanskeligste boligmarkedene i verden. Og det har faktisk sammenheng med krig, i hvert fall Ukraina. Det ble også et veldig vanskelig arbeidsmarked, og materialer ble dyrt. Det er mange faktorer som har ført til at det har blitt så høyrevridd. Det er perfekt for høyresiden at det er lite jobber, dyrt og hardt å få bolig, da kommer de på banen. Det var også fint å komme hjem til familie. Jeg var lei av å bare tenke på meg selv og kunst. Det er fint å henge med gamle venner og ikke bare art, art, art. Har masse gode venner i Berlin fortsatt, så det er sagt!
Så det var ikke bare på grunn av det kulturelle klimaet at du flyttet hjem til Oslo?
Nei, men det var liksom dråpen. Det ble vanskelig å være venner med folk som holder kjeft. For hva tenker de om meg, da, hvis det er ok for dem at folk blir drept, er det ok at jeg blir drept på gata, da eller? Jeg fikk mye merkelige tanker rundt meg selv og min egen identitet den siste tiden i Berlin. Hva er vi verdt for noen der? Det er vilt mye islamofobi i Tyskland, arabere er jo de nye jødene.
Dina El Kaisy Friemuth
Friemuth er kunstner utdannet i København og Berlin, og har de siste årene bodd i Berlin. De var tidligere del av det feministiske kollektivet FCNN (Feminist Collective With No Name).
Hva var det som lokket deg til Berlin?
Efter jeg blev færdig på Kunstakademiet i København rejste jeg til Libanon for at finde tilbage, og arbejde med min arabiske baggrund. Derfra tog jeg til Berlin, hvor min familie bor, men hvor jeg også vidste, at den diskurs i kunsten, jeg ville være en del af, er meget aktiv. Det er emner som dekolonisering, aktivisme og intersektionel feminisme. Det var i 2017, dengang kom jeg lige fra at være involveret i en debat på kunstakademiet i København om, hvorvidt det er ok, at en hvid mandlig underviser maler sig sort i hele kroppen under en udstilling kaldet Becoming Human i Odense zoologisk have.
Den modstand, FCNN (kunstnerkollektiv jeg var del af) fik for at pege denne situation ud og kalde det for et blackface var enorm og gik så langt, at rektor på kunstakademiet Sanne Kofod Olsen sammenlignede os med holocaustfornægtere i sit svar i Weekendavisen. Den form for ignorance og undertrykkelse var grunde til, at jeg ikke ville bo og arbejde i Danmark længere, og jeg længtes efter et miljø, som var mere multikulturelt.
Hvordan opplever du at klimaet i Tyskland har endret seg?
Det har altid været problematisk at vise sin støtte til Palæstina. BDS har været tabu her i mange år. For et par år siden er der blevet forfattet en politisk resolution, som censurerer folk som understøtter bevægelsen. De fleste kulturarbejdere, selv de mest progressive, skal i Tyskland altid deklarere, at de ikke understøtter BDS, hvis de vil vise støtte til Palæstina. Hvis du gør, er det slut med tyske legater, stillinger eller priser. Siden 7. oktober er det blevet så ekstremt, at du som kulturarbejder ikke kan nævne ordene «genocide» eller «apartheid». Da tallet 40.000 døde kom frem, begyndte det at blive ok at støtte en pengeindsamling til sultne børn, men under ingen omstændigheder kritisere Israel for situationen! Det hedder stadig: «Befri Gaza fra Hamas». Det er det eneste narrativ, hvorunder du må vise solidaritet med palæstinenserne.
Trykket fra staten er så ekstremt, at ikke engang store institutioner som Haus der Kulturen der Welt (HKW), som ellers ville være de første til at vise solidaritet overfor en lignende situation, har udtalt sig eller vist sin støtte til Palæstina. Man burde selvfølgelig også kritisere institutioner som Neue Nationalgalerie, Hamburger Bahnhof eller KW/Berlin Biennalen, men eftersom ingen forventer, at de vil sige noget, har man glemt at rette kritikken mod disse på samme måde, som det er blevet gjort mod HKW.
Dertil kommer, at alle mulige andre dynamikker og konflikter, som har med racisme og hvidt overherredømme at gøre, blandes ind i det hele. Det fører til et absurd niveau af whataboutism blandet med tysk «Erinnerungskultur» [minnekultur, i Tyskland spesifikt knyttet til Holocaust, red. anm.]. Jeg er enormt glad for at Neue Nationalgalerie og Klaus Biesenbach er blevet kritiseret, og glad for at se, at pressen i udlandet også kritiserer reaktionen på Nan Goldins tale, men i den tyske diskurs har det ikke ændret sig meget. Hver modstandssituation bliver tolket som aggressiv og antisemitisk. Mange tyskere, ligesom Biesenbach, er virkelig overbevist om tysk Erinnerungskulturs særstilling, som i grund er en nobel position, men som i dagender med at blive tolket som «importeret antisemitisme fra araber og muslimer».
Har du selv opplevd å bli kansellert eller sensurert?
Siden 7. oktober har jeg været i konflikt med mange institutioner og individer i kulturlivet. Jeg synes, det er svært at finde ud af, hvornår jeg er medskyldig i form af at arbejde med institutioner, som aktivt undertrykker solidaritet med Palæstina. Jeg har ikke modtaget kunststøtte eller legat fra Tyskland i 2024 eller blevet inviteret til at undervise eller sidde i komiteer, som jeg blev før 7. oktober. Jeg har haft invitationer til udstillinger fra før 7. oktober, som lige pludselig ikke har svaret mig længere eller skulle omlægge deres program. Jeg kan ikke bevise, at det skyldes min Palæstina-solidaritet, eller om det bare har været et af de år, hvor der ikke har været så meget arbejde for mig. Men denne form for censur har mange oplevet, de færreste er direkte blevet kancelleret med en eksplicit henvisning til Palæstina, men jeg oplever, at man prøver bare ikke at give os en platform til at starte med. Jeg har underskrevet Strike Germany-petitionen, og jeg ved, at mange kunstudvalg ser på den liste som personer, de ikke støtter.
Er du blant dem som vurderer å flytte fra Tyskland?
Ja, jeg overvejer det hver dag! Men ligesom jeg skrev i starten om min grund til at rejse fra Danmark, er jeg bange for, at der i hvert land vil være en konflikt, som vil undertrykke min position. Palæstinacencuren i Tyskland er hovedsageligt bundet i antiarabisk og antimuslimsk racisme i Tyskland. Andre lande har andre problemer, lige nu er jeg i Egypten, og jeg overvejer meget. om jeg vil blive her og arbejde, men der vil medføre en ny dimension af problemer. Noget, som har opmuntret mig i det sidste år, er al den modstand og solidaritet imellem kulturarbejdere, som understøtter Palæstina, og alt det jeg har lært fra den solidaritet. Det er svært lige nu, men ligesom Kunstakademiet i København efter at kalde mig uvidende, år senere inviterede mig tilbage for at undervise i racisme i kunsten, regner jeg med, at Tyskland ikke kan vedvare dens position og denne diskussion kun er begyndelsen af en meget lang, hård men lærerig proces, som jeg vil være del af.
