Mens nytårets samtale om Lars von Triers 4,5 time lange Nymphomaniac – som har delt tilhængerne mellem de, som synes at mesteren har gjort det igen og de, som sukker dybt ved konstateringen af at vor tids store auteur nu endeligt har mistet grebet – så småt er ved at forstumme er den danske kunstscene i færd med at folde et nyt år ud i den stride vinterkulde.
ARoS’ nye direktør Erlend Høyersten har for længst foldet sig ud. Han tiltrådte ved årsskiftet og har allerede markeret sig i et interview til Jyllandsposten, hvor han beskrev sine ambitioner om at gøre ARoS til et af verdens 20 bedste museer. «Jeg ved nøjagtigt, hvad jeg skal gøre for at få mere success», lød det fra Høyersten som holdt kortene tæt til kroppen, men erklærede sig som et konkurrencemenneske, der ikke er bange for at tage kampen op eller for at meddele, at han «vil tage Louisianas skalp». Spørgsmålet er om museets 2014-program (som Høyersten jo nok har haft begrænset indflydelse på) – soloudstillinger med blandt andre Wes Lang, Cardiff & Miller og Michael Kvium – helt kan gøre det. Programmet rummer desuden en udstilling med Jesper Just, som skal skabes på «ruinerne» af den aktuelle Tal R-udstilling – ikke ulig Pierre Hyughes’ nylige, allerede legendariske, retrospektive udstilling på Pompidou, der netop blev skabt på ruinerne af den forudgående udstilling med Mike Kelley. En ny trend?
Udstillingsprogrammet fra Overgaden i København er til gengæld det første, som helt er undfanget af den «nye» leder Merete Jankowski, som tiltrådte 2012. Fokus er på yngre danske kunstnerskaber (såsom Troels Sandegård, Astrid Myntekær, Alexander Tovborg og Jacob Tækker), habile af slagsen – og helt overordnet en ufortrøden fortsættelse af den programlægning, som har præget Overgaden de sidste mange år.
At dømme efter titlen på et nyt kunstprogram, som har premiere 4. februar på DR TV, kunne det også tyde på at public service-stationens dækning af billedkunsten fortsætter en linie, som har været gældende de sidste mange år. Pik, lort og hundehvalpe hedder programmet, som har Michael Jeppesen som vært. Men nu skal man jo ikke dømme hunden på dens skind, eller hvad det nu hedder…
At den amerikanske kunstner Cory Arcangel skal udstille på HEART – Herning Museum of Contemporary Art lå til gengæld ikke i kortene. Det havde været mere forventeligt på Toves Galleri eller IMO, som er samme generation som Arcangel, der blandt andet blev kendt for hans hacking af Nintendo-spilkassetter fra 80erne, eksempelvis modificeringen af et Super Mario-spil, hvor al grafik er fjernet bortset fra den blå baggrundshimmel med de langsomt flydende, hvide skyer. Eller som det lyder i museets foromtale: «Glæd jer til kunstneren, der forvandler den kommercielle verden til kunst og poesi».
Et andet museum, der ligesom HEART er gået over til engelsk navngivning, er Louisiana – Museum of Modern Art. Sæsonens højdepunkt her bliver givet udstillingen med Hilma af Klint, som blev vist på Moderna Museet sidste år. Udover det sensationelle i at Klints abstrakte malerier eftersigende kan tidsfæstes før vores normale tidsregning for det abstrakte maleris fødsel, så er Hilma af Klints relation til teosofien og det okkulte oplagt i en tid, hvor slige emner atter fascinerer en del af samtidskunsten. Eksempelvis på Sorø Kunstmuseum, som viser Im-materialitet no 3. (bevidsthed) – sidste del af en ambitiøs udstillingstrilogi, forankret i den filosofiske bevægelse Speculative Realism. Udstillingen (med bl.a. Lea Porsager, Ursula Nistrup, Ebbe Stub Wittrup og Hansjoerg Dobliar) fokuserer på bevidsthedens grænser, paranormale fænomener og på nyere mikrobiologisk forskning, som peger på at bevidstheden er mere materielt funderet end vi hidtil har troet. «Meget tyder derfor på, at det, som vi kalder ’vores’ bevidsthed, slet ikke er vores. Og andre studier peger på, at selv planter kommunikerer med og advarer hinanden gennem kliklyde, lydbølger i jorden og udsendelsen af gasarter» – skriver kurator Birgitte Kirkhoff.
Hvad angår direktørstillinger, så venter vi fortsat på afgørelsen af nogle af de helt tunge i Øresundsregionen. I dansk sammenhæng er den vigtigste, udover Malmö Konsthall, udnævnelsen af ny direktør for Statens Museum for Kunst. Posten blev ledig efter at Karsten Ohrt trak sig for at indtage stillingen som formand for Ny Carlsbergfondet, en af de mest betydningsfulde embeder i dansk kulturliv. Ifølge dagbladet Politiken er favoritterne: Mikkel Bogh, rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi; Christine Buhl Andersen, direktør for museet KØS; Sanne Kofod Olsen, direktør for Museet for Samtidskuns; og Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg. Det lyder umiddelbart plausibelt.
Samme museum viser i øvrigt udstillingen Afsked med forældrene af Henrik Olesen, som sammen med sine tyske gallerister Daniel Buchholz og Christopher Müller kuraterer en udstilling med nye og ældre værker, som handler om den frigørelse der sker – eller kan ske – når et ungt menneske forlader barndomshjemmet herunder forældrenes norm- og værdisæt.
Koncept efter koncept: ideens fysiognomi er titlen på en udstilling på Museet for samtidskunst kurateret af Lars Bang Larsen. Présence Panchounette, Lasse Schmidt Hansen, Michael Portnoy, Alberto Greco og Louise Lawler er blot nogle af navnene på den lovende kunstnerliste. Udstillingens tese er at konceptkunsten endnu ikke har fundet sin rette plads i kunsthistorien, men er et modsætningsfyldt fænomen, der ikke alene bør «forstås som det moment, hvor kunsten begynder at skabe mening: den udgør også en opløsningstendens, en nihilistisk eller ironisk modstand imod mening.»
Charlottenborg byder også på en genskrivning af kunsthistorien med Kerry James Marshalls malerier, som adresserer spørgsmål om kulturel repræsentation i et afro-amerikansk perspektiv og generelt forsøger at udfylde «the lack in the image bank», for nu at bruge kunstnerens egen vending. Kunsthallens sommerudstilling er med den yngre franske Camille Henrot, hvis videoer og Ikebana-inspirerede blomsterkompositioner for tiden popper op over alt i det internationale kunstkredsløb, ikke mindst siden hendes deltagelse på sidste års Venedigbiennale.
Kunstakademiets udstillingssted BKS Garage lukker efter 4 år med højt aktivitetsniveau og mere end 50 udstillinger. Det er synd, for der er få steder i København, som er rent faglige og frie på denne måde og som giver studerende en mulighed for at eksperimentere i et rigtigt udstillingsrum. Til gengæld er der håb om, at akademiet med en kommende bogserie med egenproducerede publikationer kan komme til at spille den væsentlige rolle indenfor udgivelse af kunst- og filosofipublikationer, som det var tilfældet i 1980erne-90erne. Første udgivelse er In a Quare Time and Space af den tyske post-porn-teoretiker Tim Stüttgen.
Arken i Ishøj genskaber Palle Nielsens Modellen. En modell för ett kvalitativt samhälle fra 1968 – den berømte byggelegeplads for børn, som Nielsen skabte til Moderna Museet i samarbejde med den svenske aktivistgruppe Aktion Samtal. Bliver interessant at se, om Modellen anno 2014 kan vriste sig ud af nutidig museumspædagogiks styrende «læringsgreb» og blive det anti-autoritære eksperiment i en rå byggelegeplads, sådan som det var tilfældet i Stockholm i 1968.