Marianna Simnett er kendt for værker, der kompromisløst skildrer både frygten for sygdom og for lægevidenskaben. Hendes videoer bliver ofte fremhævet for deres chokværdi. Med nærbilleder af medicinske procedurer, beskrivelser af kropslige transformationer og gyserfilmsæstetik er det fristende at læse disse værker som provokationer, der tester beskuerens sarthed. Med dette omdømme in mente kunne man have forventet, at en udstilling på det voluminøse Copenhagen Contemporary – og særligt et værk med titlen SEIZURE – ville være en anledning for kunstneren til at tage sit værks grænseoverskridende karakter ud i det ekstreme.
På trods af de enorme rum fremkalder de to udstillede værker dog snarere intimitet fremfor rædsel og empati fremfor frygt. Faint with Light (2016) er både det mest alvorlige og det mest tilbageholdende af de to. Som et modsvar på et tidligere værk, Faint, hvori Simnett hyperventilerede indtil hun besvimede, er denne installation et forsøg på at reflektere over den performance, som ifølge kunstneren, forevigede den besvimende, hysteriske kvinde som arketype.
Den nye version består af lyden fra fire hyperventilerende anfald, der hver kulminerer i en besvimelse. Der er intet billede af kunstneren. I stedet er lyden koblet sammen med et LED-display, der fungerer som en volumenmåler: Jo hurtigere Simnett trækker vejret, jo højere op imod loftet stiger lyset, indtil det kulminerer i et lysglimt, der oplyser hele rummet, idet hun gispende besvimer.
På trods af at værket afgjort er stort i skala – det er både højlydt og blænder den besøgende – er det ikke blot en øvelse i sensorisk overbelastning. Det er også et eksperiment i nærhed. Simnetts performance er omhyggeligt optaget, så det virker overvældende intimt og alt for tæt på. Ind imellem hører man tydeligt hendes ånde ramme mikrofonen og når Simnett besvimer, ryger lyden kortvarigt ind i det røde område. Man kan høre, at kunstneren har været så tæt på mikrofonen, at afstanden imellem menneske og maskine nedbrydes i et forvrænget signal. Parallelt med nedbrydelsen af distance er Simnett ikke interesseret i de angstfyldte tanker, der kan ligge bag et anfald af hyperventilation, men i det øjeblik, hvor den intellektuelle forståelse kollapser, og angsten tager over og bliver fysisk.
Videoværket The Needle and the Larynx (2016) fortæller mere eksplicit om den medicinske påvirkning af kroppen. Det dokumenteres i slow motion, hvordan Simnett underlægger sig en behandling, hvor der injiceres Botox i hendes strubehoved for at opnå en dybere stemme. Behandlingen tilbydes undertiden mænd, hvis stemmer ikke har ændret sig efter puberteten. I dette værk ledsages kirurgien af en voiceover, der fortæller historien om en lille pige, som kræver at kirurgen gør hendes stemme dybere. Da han nægter, truer hun ham med en myggesværm, indtil han indvilliger (i sidste ende angriber myggene ham alligevel).
På trods af en række distancerende effekter (der ud over slowmotion og voiceover inkluderer et gennemgående ikke-synkront lydbillede og et overraskende charmerende musicalindslag om Botox) er dette værk ligeledes designet til at skabe en følelse af nærhed: Det statiske kamera følger på voyeuristisk vis, hvordan kirurgen lader nålen glide ind i kunstnerens hals og vrider den fra side til side. Simnett bevarer en stoisk ro, men det er et sårbart værk; ikke alene ser man hendes smerte, man kan ikke undgå at sætte sig i hendes sted og forestille sig, hvordan behandlingen føles. Dermed bliver den formelle kølighed (kameraets stabilitet og kunstnerens næsten uændrede ansigtsudtryk) et middel til at opnå empatisk indlevelse.
Ved således at fokusere på den intime indlevelse lægger værkerne afstand til den varige og faktiske medicinske erfaring. LED-display’et i Faint with Light refererer eksempelvis til hospitalets overvågningsudstyr, men er alt for voldsomt og opsigtsvækkende til at fremkalde den apatiske venten, kedsomhed eller angst, der udspringer af at blive koblet til sådan et apparat. Enhver, der har været syg, ved, at ubehaget ved at blive overvåget ikke udelukkende består i den fysiske gene (og det psykiske chok), men også i tiden, der står stille, mens man venter, i forsøget på at aflæse de abstrakte kurver på skærmen og i den måde, hvorpå ens tanker løber løbsk.
På samme måde fokuserer The Needle and the Larynx intenst på det øjeblik, hvor kirurgen gennembryder huden på kunstnerens hals, hvilket gør det svært at se videoen som en kommentar til hverdagserfaringer omkring kønsroller. I stedet fremhæves værkets dokumentariske aspekt; det bliver en dokumentation af Simnetts reelle erfaring med at underlægge sig behandlingen. Bevidstheden om, at man ser en krop i smerte, spænder ben for potentielle allegoriske fortolkninger. Ligesom åndedrættet i Faint With Light, der er frakoblet kroppen, er kunstnerens performance så direkte skildret, at det bliver abstrakt.
Udstillingen er et forsøg på vise, hvordan lægevidenskaben kan sætte kroppen så meget i fokus, at den bliver til noget ukendt og fremmedgjort. Faint with Light og The Needle and the Larynx er sat sammen på baggrund af værkernes fælles interesse for radikal intimitet. Dermed kan man argumentere for, at udstillingen undlader at forholde sig til de varige psykiske bivirkninger forbundet med sygdom og helbredelse. Men det er netop ved at ignorere det psykologiske aspekt — og i stedet præsentere fysikalitet som et materiale, der undsiger sig betydning – at Simnetts udstilling producerer en ny form for intimitet: Følelsen af at komme så tæt på kroppen, at den bliver fremmed.
