Hendes stemme er helt lys, den lyder næsten som en rislen, som vand, vind eller som noget, der er ved at forsvinde eller måske nærmere, som noget, der altid har hængt i luften og altid vil gøre det. Hun taler, men det er helt tydeligt, at hun ville foretrække slet ikke at skulle svare på spørgsmål. Hun siger: «Før jeg blev undervist af Hans Hoffmann, ville jeg altid tegne en enkelt figur midt på en side, men han lærte mig, at jeg skulle fylde hele siden ud, han lærte mig om rum. Det store billede overfor det isolerede objekt.»
Hun er Marisol Escobar, kunstneren, der i 1960’erne blev kåret som Popkunstens dronning – Andy Warhol var kongen – men som gik sine egne veje og forblev dedikeret til sit fag frem til sin død i 2016. På filmen, som jeg har fundet på Youtube, er hun ældre. Hun har stadig det karakteristiske sorte hår, som hænger ned i ansigtet, som jeg kender fra alle de fotos, der er taget af hende op gennem 1960’erne og 1970’erne, hvor hun poserer ved siden af sine store træskulpturer, der forestiller mennesker, dyr, køretøjer, tableauer.
Der findes ikke mange tilgængelige interviews med Marisol og i dem, der eksisterer, responderer hun ofte på spørgsmål, som om det burde være en selvfølge, at hun allerede har svaret ved at lave sine værker. «Se på kunsten», synes hendes på samme tid tøvende og faste blik at indikere, og det kan man nu endelig på Louisiana med den første store retrospektive udstilling af hendes værker i Europa.
Jeg har dyrket Marisol på afstand de sidste ti års tid, lige siden jeg fandt et gammelt magasin på et loppemarked med et fotografi af hende siddende foran nogle af sine træskulpturer. Der var ikke meget info at finde om hende på det tidspunkt, det virkede som om hendes karriere var eksploderet og hun så havde valgt at forsvinde, det må have været lige omkring hendes død, jeg fandt ud af, at hun eksisterede.
Marisol blev født i 1930 i Paris af venezuelanske forældre. Hendes far blev rig på olieindustrien og hendes mors familie var aristokrater. Familien levede som diplomatiske nomader, de rejste mellem Europa, Nordamerika og Sydamerika, og Marisol har engang sagt, at hendes eneste rigtige hjem var hos kunsten. Som lille pige tegnede og broderede hun, og da hun som 11-årig mistede sin mor til selvmord, talte hun ikke i over et år. I stedet prøvede hun af, hvordan det var at «være helgen» ved at gå ned på sine knæ til de blødte, mens hun gik på en katolsk skole, inden familien flyttede igen, denne gang til Los Angeles, hvor hun begyndte at tage aftenundervisning på en kunstskole. Med Marisol har vi virkelig at gøre med en kunstner, hvis hovedsprog er hendes kunst, for der er ingen stilhed over hendes værker, tværtimod er de højtråbende, morsomme og gribende.
Skulpturen Mi Mama y Yo (Min mor og mig) (1968) er det første af Marisols skulpturer, man møder i vestfløjen på Louisiana. To karakterer i menneskestørrelse sidder på en jernbænk under en gul paraply, hvis hullede mønster gør, at de fleste regndråber ville falde igennem den i et uvejr, det skarpe museumslys kaster skygger igennem mønsteret, som rammer figurerne.
Den ene karakter er større end den anden; en mor og en datter. Barnet står op på bænken for at kunne holde paraplyen over dem begge, hendes lyserøde kjole svajer, benene stikker ud under den, hænderne holder hårdt om paraplyen, hun har en alvorlig mine i ansigtet som er udført i mørkt lakeret træ, en lille sort page, som ligner den Marisol i mange år selv havde, hun holder paraplyen som om den skal beskytte moderen mod mere end regn og mønsterskygger. Moderens hænder stikker ud fra hendes krop, som ellers blot er formet som et pink rektangel som for at give plads til alt det, vi selv skal forestille os. Hendes runde hoved er sat oven på kroppen og placeret indeni endnu en firkant, begge udført i mørkt lakeret træ som datterens, men hvor datterens ansigt er determineret og vredt, virker moderens stive smil skræmmende, fletningen i hendes hår kunne lige så vel være en blottet hjerne som en flatterende frisure. Nederst hvor moderens firkantede krop rammer gulvet står et par røde lædersko sirligt placeret.
Jeg har set så mange fotografier af Marisols skulpturer, men aldrig tænkt over hvordan det ville være at opleve dem fysisk i et rum. At træde ind mellem alle de karakterer, føles som at ankomme til en scene på et teater, hvor stykket har været i gang længe og skuespillerne har så travlt, at de ikke opdager, at publikum i en rus af nysgerrighed har forvildet sig op til dem. Det, der foregår mellem skulpturerne, er ikke bare en teatralsk farveeksplosion, der får en til at smile, Marisols figurer og situationer minder mig om The Knife-sangen «Silent Shout», det hele råber og er stille på samme tid.
Alle skulpturerne er i store skalaer, figurer på vores egen størrelse eller meget større som de to gigantiske babyer, der begge holder små dukker, der ligner Marisol som legetøj på skødet eller i hånden, den ene mini-Marisol har et udklippet fotografi af kunstnerens eget hoved sat ovenpå dukkens, den anden er tegnet med blyant på samme måde som ørerne på de forvoksede gigantiske og komiske babyer. Manden i jakkesæt, en tilbagevendende arketype i Marisols værker, forsøger også at skærme sig for et uvejr under sin paraply. «ABCDEFG & Hi», hedder skulpturen, titlen står indgraveret i træsoklen under ham.
Bag jakkesætsmanden, som siger «Hi», står en af de første skulpturer, som Marisol lavede i træ efter at have set en udstilling med præcolumbianske terrakotta skulpturer i 1952, The Hungarians (1955), en mere simpel træskulptur bestående af en familie på fire, de er omtrent en halv meter høje, en mor, en far, to børn, alle placeret på et træbræt med hjul under sig, udført i samme materiale som deres kroppe og hoveder. På vej væk, eller lige ankommet, en begyndelse på det politiske engagement, som kom til at være så tilstedeværende i alle de skulpturer Marisol lavede igennem sin karriere, en familie på flugt. De rå kanter i træet virker ufærdige og impulsive, det er kun en kunstner med selvtillid, der kan udføre en skulptur, der på denne måde fremstår så simpel og banal, og som netop på grund af dét har plads til at rumme både mørket og sorgen.
Museet er i dén grad blevet fyldt ud, der er vitterligt ikke plads til mere, ikke plads til flere ord eller tanker, ikke plads til flere underlige karakterer, det er mættet og det må være noget af et chok at træde ind i denne scene, hvis man ikke på forhånd er forberedt på, hvad Marisols kunst kunne og kan. Jeg har både lyst til at grine og til at græde.
Da Marisol havde sin første soloudstilling i New York i 1957 med farverige blyanttegninger, katte og relieffer i træ med malede fronter, brød hun fuldstændigt igennem, hun var på forsiden af magasinerne og med til alle high-society festerne. Men hun kvitterede for succesen ved at rejse væk, det var for meget med berømmelsen, fordybelsen må have været at foretrække og hun opholdt sig et år i Rom, før hun tog tilbage til New York med fornyet energi og nye værker.
I 1962 stod folk i kø i tusindvis rundt om blokken til det galleri, hvor hun udstillede mange af de værker, som kan ses i de første rum på udstillingen på Louisiana. I det andet rum, jeg træder ind i, står et af de mange bestillingsværker, som Marisol udførte gennem sin karriere, The Royal Family (1967), den britiske kongefamilie; Dronning Elisabeth, Prins Phillip, deres børn og hund, i et tableau på et bordeaux tæppe.
Dronning Elisabeth med foldede hænder og en ekstra hånd, der nærmest vokser op ad en af hendes skulder for at kunne vinke til sit publikum, en krone, som snarere ligner en af de terrakottafigurer som Marisol nærede så stor beundring for, og en plade med et perspektiv af en malet mark med et fotografi af, hvad der må være et af de mange royale ejendomme bag sig. Børnene smiler fjoget bag de voksnes alvorlige ansigter, hunden er i en form for overraskelsestilstand, det er hunden, som ser mest menneskelig ud, det er morsomt og uhyggeligt på samme tid. Marisol portrætterer familien med en form for hykleri og distance, man kan ikke lade være med at blive nysgerrig på hvordan The London Telegraph, der kommissionerede værket, må have reageret på afbildningen, dengang de modtog den.
Træskulpturen LBJ (1967) – et portræt af Lyndon B. Johnson, som blev præsident efter mordet på John F. Kennedy og som sendte de første kamptropper til krig i Vietnam. B. Johnson – er i bevægelse, hans pande er rynket, han holder tre miniaturekvinder i sin håndflade, hans kone og to døtre, det er så subtilt og stærkt et værk, nådesløst, modigt og sjovt. At se så mange forskellige mænd i jakkesæt hugget i træ får mig til at tænke på jakkesættet som uniform. På det latterlige ved et jakkesæt, som også er det formelle og det voksne, på hvordan det ligger lige ved siden af det barnagtige og ekstremt farlige, der stadig den dag i dag lever indeni denne beklædning, som vi på så mange måder tillader at forsvinde ind i stereotypen, i usynlighed.
I det mere abstrakte værk Couple No. 1 (1965-66) er to træfirkanter sat sammen, de danner to mennesker henholdsvis malet i sølv og rød, mandens hoved stikker ud af træet, men er bare et stort hvidt horn, kvindens ansigt er tegnet og rammet ind i en cirkel i træet. Det er første men ikke sidste gang på udstillingen, at jeg kommer til at tænke på Bruce Nauman og hans både minimalistiske og pompøse skulpturer af dyr i bevægelse, hænder på rad og række og film med opdelte kropsdele, jeg er sikker på, at synet af denne skulptur for en kunstner som ham har været kilde til evig inspiration.
I slutningen af 1960’erne forlod Marisol igen New York. Vietnamkrigen rasede og Marisol havde brug for luftforandring. Hun rejste til Thailand, Indien og Tahiti, hvor hun begyndte at dykke og blev opslugt af havets væsen og væsener. Hun vendte tilbage til U.S.A. med utallige undervandsfotografier og stumme 8 mm-optagelser. Hvis man har dykket, både med snorkel og med flaske, ved man, at det både kan føles som noget af det mest skræmmende, klaustrofobiske, beroligende og frigørende at befinde sig mange meter under havets overflade, det må være det tætteste, man kan komme på at være på en anden planet, det giver fuldstændig mening, at Marisol følte sig hjemme netop under vandet.
Det er det samme, jeg tager med mig fra hendes arbejde; en konstant vekslen mellem at være i en virkelig verden og i en uvirkelig. Som barn fik Marisol sit kælenavn af sin mor, meget passende betyder «hav og sol», Mar y Sol. Der er et bizart sammenstød af natur og krig i skulpturerne i rummet fra Marisols tid i Tahiti. Fiskene er udført i træ, de er lange og glatte, de ligner krigsfly eller missiler. Menneskernes ansigter er blevet overtaget af fiskehoveder og andre havdyr, den kolde krig set langt væk fra, gennem dykkerbriller.
Kurator Kirsten Degel fortjener i det hele taget stor ros for udstillingen, og udover de velkomponerede opsætninger kan man se en film, der er produceret særligt til udstillingen, hvor blandt andre kunstneren Alex da Cortes stemme fortæller om Marisol, mens man ser på hendes optagelser af koraller og fisk under vandet. «Marisol kunne ikke lade være med at være sig selv og samtidigt ikke være sig selv. Det var den smukke dans, hun dansede hele livet», siger han.
Sexually frustrated (1977) er en af de fantastiske tegninger, Marisol lavede på sort papir. En regnbuefarvet, blyanttegnet kvindekrop fyldt med hænder, der stikker ud over det hele og et lysende køn. Rummet med de sorte tegninger er måske det sted på udstillingen, som fremstår mest personligt, mest inderligt. Udover tegningerne, er der plexiglas-lignende kasser med objekter indeni; en smadret fod formet som en stilet, kunstnerens ansigt hvilende dovent på kunstnerens hånd, endnu en hånd med en stor diamant-lignende ring, knojern, bedende hænder, hænder formet som pistoler, hænder der rækker ud efter noget. Det er mere dystert og sjovt nok også sexet, måske netop fordi det er så seksuelt frustreret. Det er umuligt ikke at tænke på Sarah Lucas og hendes skulpturer af cigaretplateaustøvler og andre alskens støvletter i beton med nylonstrømpebukser.
Det er egentligt fint, at Marisols utallige bronzeskulpturer – primært er placeret i Venezuela, og mindre omfang i Europa og Amerika – blot bliver vist på et slideshow, for det er som om, skulpturerne ikke kan bringes til live på samme måde, når de ikke er udført i træ. Jeg tror dog, at de bronzeskulpturer, Marisol har fået placeret rundt omkring i verden, vil få de fleste til at stoppe op og se efter en ekstra gang for at tænke; «hvad foregår der?»
Det er næsten som om, hun tager pis på materialets højtidelighed, som om hun fortsat arbejder i træ. Forhåbentligt vil dem, som ser bronzerne blive nysgerrige og så finde frem til træskulpturerne. Har man så forstået, hvad der foregår, når man ser dem? Måske ikke, men det føles næsten som en pointe i sig selv. Når man først har lært at dykke, vil man altid længes efter at komme tilbage under vandet for at finde noget på bunden, som man ikke har set før.
