En himmel og en kælder er, om ikke hinandens ultimative modsætninger, så i hvert fald to ret forskellige ting. Det samme gælder guldalder og motorvej, katedralstemning og ledninger. Men for tiden findes alt det i Bizarro, mikrokælderen i indre København, der siden 2020 har været den rimelig smadrede ramme om den ene faktisk bare imponerende udstilling efter den anden.
Lige nu viser de Vera Palme, en Frankfurt-baseret maler, der vel står på tærsklen til et såkaldt internationalt gennembrud – nogen vil sikkert mene hun allerede er trådt over den tærskel, men sådan et definitionsspørgsmål er egentlig heller ikke så vigtigt her. At Bizarro har fået Vera Palme til København er derimod vigtigt: Det er et scoop af den enkle årsag, at hun har lavet et show, Frankfurter Kreuz, som i vældig bogstavelig forstand er forbløffende. De cirka 14 kvadratmeter har hun mættet med maleri, romantik og afmålt abstraktion, og den terning-agtige helhed er overvældende og nedtonet på en virkelig særlig måde.
Fem kompakte malerier og en loftsdekoration (som det nærmest føles spoileragtig at nævne) findes i rummet. Man går ned ad en trang trappe, støder måske hovedet mod en dørkarm på vej ind i det lavloftede udstillingslokale, og hernede åbenbarer sig ellers himlen: Så saftigt blå som et forår, når det akkurat er ankommet for alvor, den slags blå, der ikke længere er frostklar, og endnu ikke er blevet mørk af sommer. Vera Palme har simpelthen malet en himmel i loftet (Skystudie, 2023), så barokkirke og skandinavisk nationalromantik på én gang overskygger og med stor skønhed underordner sig den visuelt påtrængende kælder-hed, der altid præger Bizarros udstillinger. Vattede hvide skyer og deres glimt af rosa grålighed og noget gyldent, som er så signifikant en del af både malede og virkelige himle. En guldaldertradition for opmærksom naturbetragtning filtreret gennem artig virtuositet mimes eller fortsættes i Palmes loftsmaleri, og bliver en gestus, der forankrer udstillingen i noget lokal og højtelsket kunsthistorie. Det er cool, fordi det både ligner teater og oprigtigt øm poesi, og fordi teknisk overlegne pensler har bevæget sig hensynsfuldt rundt om skoven af rør og ledninger og huller i loftet. Rummets funktioner og ødelæggelser er simpelthen implementeret i romantikken. Hovedet må nødvendigvis lægge sig bagover, som befandt det sig i en katedral eller midt i et vigtigt himmelfænomen, men i modsætning til begge dele har vi her planetens blå uendelighed indenfor rækkevidde. Både et dagslys og skyernes dybde og den blå formløshed befinder sig lige over øjnene, himlen maser sig ned i blikket, og det er som om det på én gang gør den mere og mindre virkelig. Der er desuden en indlysende sjovhed – men ikke ironi – ved et vildt spektakulært loftsmaleri i noget så usakralt som en slidt kælder. Det hele er til at måbe lidt over.
Under skyerne står væggene, en gallerihvid seriøsitet, og her hænger fem små firkanter. De er reliefagtigt tykke af oliemaling, og de er behersket abstrakte med undtagelse af titelværket Frankfurter Kreuz (2023), som gennem de bastante klynger af grønligbrune farver forestiller, ja, Frankfurter Kreuz: Et enormt motorvejskryds lidt uden for Frankfurt, to ti-sporede motorveje, som åbenbart er EU’s mest befærdede kryds. Infrastruktur og oliepatos; et tørt og skønt møde. I de fire andre malerier er figurationen vældig langt væk, men det er som om, at selve malingens intensitet kan få et mørke ligne noget underjordisk, mens konturer af firkanter kan blive til vinduer i en etageejendom. Lærredernes begrænsede dimensioner overfor den selvsikre abstraktion og malingens massivitet gør udtrykket overbevisende, som om billederne siger: Udfordringen ved at sætte ord på det abstrakte findes, men muligheden for at dvæle ved dette ordløse findes også. De størknede, nærmest arkitektoniske overflader ligner noget meget andet end ekspressionistisk tilfældighed, og nok også af den grund føles det indlysende at få øje på spor af en grotte, en vej eller en transparent måne midt i den materielt iøjnefaldende motivafvisning.
At forfald og lyseblå guddommelighed, hardcore abstraktion og ligeså hardcore naturalisme, oliemaling og fugt og varmerør kan finde hinanden og blive en slags infrastrukturel syntese i en baggård i København, føles nærmest lidt sensationelt. Der er i hvert fald ingen grund til ikke at gå ned i Bizarro og direkte ind i en høj himmel og under den blive mindet om, at billedets udstrækning vel er ligeså stor som virkelighedens.
