Syn, stemme og magt

Kvotedebatten raser i dansk kunstliv. Direktør på Kunsthal Charlottenborg Michael Thouber har taget debatten op, og gjort sig til talsmand for kvoter, efter at en undersøgelse (foretaget af In Other Words og Artnet News) kunne bekendtgøre, at 98% af verdens auktionssalg tilhører mandlige kunstnere og at blot 11% af museumserhvervelser i USA er af kvindelige kunstnere. Og af en eller anden grund ramte han mainstreammedierne med sit budskab. Han blev udråbt til helt af selveste Ritt Bjerregaard, tidligere minister, EU-kommissær og borgmester i København, og ikon for kvindernes emancipation siden 1970’erne. 

Men debatten er ikke ny. Den har foregået i flere årtier og med et vist resultat, som Kunstkritikks danske redaktør Pernille Albrethsen også gør opmærksom på efter, at hun har talt og talt. Som én, der selv sammen med andre kvinder og feminister i årevis har arbejdet med kønspolitik og diskuteret kvoter og ligestilling i kunstlivet, kan man dog ikke lade være med at spørge sig selv, hvordan det kan være, at det først er, når en mand siger det, at det så tydeligt bliver hørt. Handler det kun om god kommunikation, timing og netværk? Eller handler det også om noget andet? Den Anden? Altså kvinden?

Den engelske, feministiske kunsthistoriker Griselda Pollock skrev i starten af 1980’erne en artikel med titlen «Syn, stemme, magt: Feministiske kunsthistorier og marxisme». Den handler i korte træk om kunsthistorieskrivningen fra det 19. århundrede og langt op i det 20. århundrede, hvor der, parallelt med det borgerlige samfunds etablering, skete det, at kvindelige kunstnere rent faktisk blev skrevet ud af kunsthistorien. Ikke fordi de havde fyldt specielt meget før, men der var dog en del kvindelige kunstnere fra 1700-tallet og tidligere, der praktiserede meget aktivt og på næsten lige vilkår med mænd. 

Men noget skete i disse kunsthistoriens formende år. Mænd (for det var dem, der skrev kunsthistorien) undlod ikke helt men i begrænset omfang at skrive om kvinderne, og når de skrev, skrev de om dem i temmelig negative vendinger, og som udtalt dårligere end deres mandlige kolleger. Hånd i hånd med opfindelsen af den moderne femininitet (kvinder er svage, ikke intellektuelle, skal føde børn og passe dem, etc.) blev kvindelige kunstnere stigmatiseret som netop kvindelige kunstnere, som et dårligt kvalitetsstempel i sig selv. De blev gjort tavse i kunsthistorisk forstand ved, at man fratog dem legitimiteten og langsomt, ganske langsomt, gled ikke bare de afdøde kvindelige kunstnere ud af kunsthistorien, tidens levende kunstnere kom slet ikke med eller blev hurtigt glemt. Dette er feministiske kunsthistoriers ABC. 

Men lad os se på Griselda Pollocks tre ord: syn, stemme, magt. Hvad handler det om i forhold til en feministisk diskurs? Syn handler om at se, men også om at blive set på, altså om repræsentation. I et kunsthistorisk perspektiv i den givne periode i 18- og 19-tallet har vi set på kvinden som motivet i kunsten, og ikke som kunstneren selv. Det er der lavet en hel del kunst om. For eksempel af den nyligt afdøde amerikanske kunstner Carolee Schneeman, der hele sit kunstnerliv arbejdede med temaet at blive set på (kvinden) versus at være den der ser (manden). Hun brød konventionerne ved at indtage begge positioner. En anden amerikaner, teoretikeren Laura Mulvey, har kaldt kvinders kulturelle underkastelse for det mandlige privilegerede blik «to-be-looked-at-ness», som et vilkår for kvinder (også den kvindelige kunstner) i en patriarkalsk kultur. 

Men vi ser jo alle sammen. For nyligt gav den engelske teoretiker Sarah Ahmed et foredrag i Malmø i forbindelse med, at hun blev æresdoktor på Malmøs universitet. Hun talte om, at hvide mænd er et system og en måde at tænke på med særlig henvisning til universitetet. Men man behøver ikke begrænse argumentet til universitetet. Det gælder også i kunstverdenen. Det er en tænkemåde, som omfatter os alle, fordi vi uvilkårligt underkaster os dette system, der konstant reproducerer sine værdier. På samme måde har man i kunsthistorien og den feministisk teori talt om den hvide mands blik og stemme, som vi alle ubevidst underkaster os i den kulturelle udveksling, der opstår i relationerne. Et blik, og en stemme, der kategoriserer os alle på en bestemt måde og vi også som kvinder (uanset etnicitet) underkaster os og performer i forhold til i vores egne kulturelle handlinger. Et syn og en stemme, der også giver magt. 

Og apropos kvoter, blikke, stemmer og magt i kunstlivet, som har givet anledning til denne klumme, så er det meget interessant, at det lige netop er mandens stemme, som bryder medielydmuren uanset hvor prisværdigt det end er. Det til trods for, at der i over 50 år, har været mange (især kvinder), der har gjort opmærksom på den skæve kønsfordeling på museerne og i kunstlivet. Det hele startede i 1970’erne, og siden 1990’erne er der systematisk gjort opmærksom på problemstillingen i kunstlivet. 

I 1994 kuraterede Lene Burkard Dialog med det andet på Kunsthallen Brandts i Odense. Udstillingen slog tonen an til en kønsdebat i danske kunstliv. I 1997 udgav kunstnerne Susan Hinnum og Malene Landgreen og jeg selv en digital udgivelse, Inserts – 67 kvindelige kunstnere i Danmark, som handlede om forskelsbehandlingen af kvindelige kunstnere i kunstlivet. Året efter lavede vi udstillingen Boomerang med samme tema i Kunsthallen Nikolaj i København. Udstillingstitlen henviste til, at en boomerang som bekendt altid kommer tilbage, hvis den ikke rammer sit mål.

I 1999 udkom den første officielle rapport, der gjorde opmærksom på problemstillingen. Den blev udgivet af det hedengangne Museumsnævn under Kulturministeriet (i dag Slots- og Kulturstyrelsen). Den bekendtgjorde, at blot 6,5% af alle kunstnere (ikke værker) i museumssamlinger var lavet af kvinder. Dette inkluderede både døde og levende kunstnere. I 2005 lavede samme sted en ny undersøgelse, der viste, at 20% af kunstnere i museumssamlinger på syv udvalgte museer var kvinder. Denne undersøgelse blev fulgt op af Hans Dam Christensen i 2014, der viste en vis fremgang. 

I årene mellem 1999 og 2014 var der en del aktiviteter (se liste), der diskuterede tal og ligestilling i kunstverdenen, og som skabte en vis debat i øjeblikket, men tilsyneladende hurtigt blev glemt igen. Alligevel havde de måske en vis effekt. Her i kronologisk rækkefølge: 

– Kvinder på Værtshus (Nynne Haugaard, Nanna Debois Buhl, Lisa Strømbeck, Åsa Sonjasdotter), red., Udsigt – feministiske strategier i dansk billedkunst, Information, 2004 

– Dirckinck-Holmfeld, Katrine, og Honey Biba Beckerly, At forhandle kønnet (Kunstakademiets 250 års jubilæum), Kunstakademiets Billedkunstskoler, 2004. 

– Høyer Hansen, Lone, og Dorthe Jelstrup, Kirsten Justesen, Anita Jørgensen, Malene Landgreen, Lisa Rosenmeier, Katya Sander, Åsa Sonjasdotter, Elisabeth Toubro, Mai Misfeldt, red., Før usynligheden – om ligestilling i kunstverdenen, København, Gyldendal, 2005. 

– Den Blinde Vinkel, Billedkunstneren no. 1, tema om ligestilling i kunstverdenen 2007 (herunder også indkøbstal). Temanummer af magasinet Billedkunstneren. Desuden blev afholdt en konference om tematikken. 

– Glahn, Charlotte og Nina Marie Poulsen, 100 års øjeblikke – Kvindelige Kunstneres Samfund. Højbjerg: Forlaget Saxo. (Heri Hans Dam Christensens omtalte artikel), 2014.

Initiativerne har det tilfælles, at de med enkelte undtagelser er initieret og produceret af kvindelige billedkunstnere. 

Så selvom det går fremad med tallene på museerne, i Statens Kunstfond, og måske også i medierne, vil der nok alligevel gå en del år, før kvinderne selv bliver udråbt til helte for at løfte deres stemmer og diskutere den manglende ligestilling i kunstverdenen. Den hvide mands system findes tilsyneladende stadig. 

—  Sanne Kofod Olsen er mag.art. i kunsthistorie og dekan på Det Kunstneriske Fakultet, Göteborg Universitet.