Jeg tager den robotdrevne, førerløse metro ud til Kastrup Lufthavn. Min næsetest udføres af en hårdhændet medarbejder fra G4S, et dansk-britisk securityfirma, der også opererer i sundhedssektoren og er en af verdens største private aktører inden for fængselsdrift. Virksomheden, der aflønner manden, der lige nu udfører næsetesten, har været involveret i regelmæssig vold mod de indsatte i fængslerne. Jeg selv bliver behandlet nogenlunde okay. Testen er negativ, men en time senere får jeg alligevel ikke lov til at boarde min fly – det viser sig, at testen er af den forkerte slags.
Jeg tilbringer en time i en næsten mennesketom lufthavn, hvor jeg bliver testet igen. Jeg finder et hotel tæt på Nørreport Station, forbavsende billigt. Der er ikke mange rejsende for tiden. Det er underligt at opholde sig på et hotelværelse i en by, som jeg i næsten ti år boede i. På hotellet tjekker jeg min telefon, og det går hurtigt op for mig, at der er noget stort og voldsomt under opsejling i Washington. I fire timer sidder jeg som klistret til CNN, hvor jeg ser en bizart udklædt folkemængde storme Kongressen. Vinduer smadres, våben trækkes.
Politiet gør ikke meget for at standse dem. Jeg fatter ikke, at CNN bliver ved med at omtale idioterne som terrorister eller oprørere. De er uorganiserede idioter, YouTubere med våben, andet er de ikke. Det er et spektakel, der spiser sig en på et andet spektakel: Topartisystemet. Det er en trist affære, klart, men også en temmelig logisk afslutning på en præsidentperiode, der startede som idiotisk og voldeligt teater og slutter idiotisk og voldeligt teater.
Et par timer efter optøjerne på Capitol Hill, sidder jeg på et fly, der flyver mod vest. Jeg forlader provinsen bag mig og bevæger mig i retningen af imperiets sammenbrydende center.
Tolv timer senere befinder jeg mig i New York. Da vi lander, tjekker jeg telefonen. En kvindelig Trump-støtte – en veteran fra Irakkrigen – er skudt og omkommet på Capitol Hill. En anden ’oprører’ fik et hjerteslag, da han ved en fejl kom til at give sig selv stød i testiklerne med en Taser. Han er død nu. Der er forlydender om flere andre hjerteslag under begivenhederne. Måske var den voldelige begivenhed simpelthen alt for medrivende at være med i.
Jeg tager min bagage og går ud af flyet.
I JFK bliver man af militærfolk bedt om at udfylde en kontaktformular. Det er en temmelig kaotisk og manuel omgang, fotokopierede skemaer skal udfyldes og afleveres til en soldat bag en skranke.
Jeg tager subwayen hjem til Lower East Side. Alt er stille og roligt, der er ikke ret mange med, ingen skubben eller masen. Alt er så forandret, og alting foregår så langsomt. Først smadrede internettet, der ændrede virkeligheden. Derefter stoppede COVID-19 tiden.
Tomme tårne i finansdistriktet
Jeg vågner næste morgen klokken 5:30 og går ned deli’en. En vintersol bryder det blå mørke, solens stråler rammer tårnene i finansdistriktet. Byen er fuld af forladte kontorbygninger nu. Måske kan de bruges til noget andet nu?
På Canal Street er et trafiksignal kollapset. Trafiksignallet, inklusiv pæl, er faldet ned oven på en bunke skrald. Ledninger stikker op af jorden som rødder fra et væltet, vissent træ. Selv om det er knækket (vandalisme?, uheld?) blinker det stadig, og lyset genspejles i de blanke, sorte skraldesække. Nogen har sat et gult afspærringsbånd op omkring det sørgelige syn, «Police Line Do Not Cross». En kæmpestor og helt ny Amazonbil triller langsomt hen ad gaden, dagens første leverancer. Alt falder fra hinanden, alt er beskidt og i stykker, men denne skinnende rene lastbil bevæger sig i stilhed gennem en hullet gade, hvor skraldet flyder, som en spøgelsesbil fra fremtiden.
Vesten har domineret siden afslutningen på 2. Verdenskrig, men ser nu ud til at gå op i syningen. Europa vil sikkert snart have opbygget sin egne, uafhængige hære, hvis det hele ikke bryder sammen inden da. Det er en ny virkelighed, som mærkes forskelligt i alle lande, i alle byer, i alle nabolag.
Der, hvor jeg bor, føles alt temmelig post-apokalyptisk, temmelig Mad Max-agtigt. Der ligger en metadonklinik i min gade, og hele kvarteret er kendt for handel med heroin, endda i stigende omfang siden pandemien brød ud. Ti års byfornyelse er i løbet af ti uger rullet tilbage til nul. På en måde er det en lettelse at slippe for turisterne, det tales der meget om, selvom alle også kæmper med at forstå, hvordan man skal tjene penge i en tom by. Musikerne og dem, der arbejder i restaurantionsbranchen, er desperate. Det er min fornemmelse, at kunstnerne ikke er helt så skræmte, de fleste er vant til at finde en måde at overleve på den ene eller anden måde, under et system, der kun honorerer de heldigste.
Jeg kan godt lide det nye New York, selvom det også er dystert. I sommer slog en junkie en anden junkie i hovedet med et cykellås. I foråret stod en politibil med blinkende lygter på gadehjørnet hver nat, indikerende en permanent undtagelsestilstand. Sommetider føles det, som om alting falder fra hinanden. Men hvis man går en tur i West Village eller i Brooklyn, ser man folk spise brunch, som de plejer. Fremtiden er ikke jævnt fordelt, og det er konsekvenserne af det økonomiske kollaps og COVID-19 heller ikke.
Det forfejlede titaniumkup
Den virkelige tragedie i Trump-æraen er det daglige angreb af spektakel og vrøvl, der har det med at skygge for det, der egentlig er vigtigt. I november 2019 gik et CIA-støttet kup i Bolivia i vasken. Det fattige og udpinte land har verdens største forekomst af titanium, der er et centralt råstof i fremstillingen af batterier til computere, telefoner og elbiler.
Mismodens sommer
Det var let at tilslutte sig protesterne, der sprang frem overalt i USA efter mordet på George Floyd. Der foregik altid noget nedenfor mine vinduer. Jeg kunne godt lide de slogans, som demonstranterne råbte gennem megafon til tilfældige forbipasserende, til folk, der sad ved borde uden foran restauranterne: «Wake up! Wake up! It’s your problem too!» Som mange andre befandt jeg mig mere end én gang på begge sider af disse scenarier, men jeg kunne alligevel godt lide det inkluderende slogan, selv når det blev råbt ad mig. De dehumaniserende virkninger af den total kapitalisme berører os alle.
En patetisk uge i juni løb jeg tør for penge og brugte det sidste af min opsparing på ris og dåsetomater. Jeg havde nok til at kunne klare mig i to måneder. Det føltes godt at have så meget mad i køkkenet. Det begyndte at gå op for alle, at den normalitet, vi før har kendt, aldrig vender tilbage.
Jeg stødte på et par venner under demonstrationerne. Det var dejligt at se dem igen efter at have været COVID-isoleret i ugevis. Til en af demonstrationerne et sted i Midtown kom vi forbi et sted, hvor hjemløse havde slået lejr under et stillads. En gammel mand sad under et gråt tæppe, selvom vi var midt i maj, og det var varmt udenfor. Han var i gang med at læse i et laset eksemplar af Dean R. Koontz’ horror-roman The Face Of Fear. Ikke så meget som et sekund så han op fra bogen, da demonstranterne bevægede sig forbi. Ikke så meget som et sekund rørte manden – der tilfældigvis var afroamerikaner –– på sig. Han koncentrerede sig fuldt ud om bogen. Han følte sig muligvis bedre forstået i rædslerne og ondskaben i den end af optoget.
Jeg tror, det nu er tydeligt for alle: at USA’s styreform efterhånden mest af alt minder om et oligarki, og at landet har meget mere til fælles med andre amerikanske lande som Brasilien og Mexico, end de fleste har lyst til at indrømme. Det er ikke amerikanerne alene, der døjer med det problem. I Italien og flere andre europæiske lande lider man også under globaliseringen, man har ikke længere nogen produktionsbase, og der er intet arbejde at få for store dele af befolkningen.
Det slutter aldrig
For nylig har flere ytret ønske om at omskrive kunsthistorien, filmhistorien, kulturhistorien generelt. Tanken er, at historien skal være mere inkluderende, skal afspejle de tragiske spor, som kolonialisme, racisme osv. har trukket efter sig. The New York Times begyndte for nylig at udgive daglige nekrologer under overskriften «Overlooked No More» for at få farvede, seksuelle minoriteter og kvinders bidrag til videnskab, kunst og litteratur frem i lyset. Det er selvfølgelig yderst sympatisk og på høje tid – de mest spændende kunstnere har ofte være ikke-heteroseksuelle og ikke-lyserøde i huden. Men når det er sagt, er det så ikke ondskabsfuldt og fornærmende først at hylde folk, når de er døde? Er det ikke lige præcis The New York Times – den mest indflydelsesrige avis af dem alle i det rigeste land på kloden – der har forbigået disse fornyere?
De daglige «Overlooked No More»-nekrologer virker som en tom gestus, en daglig, rituel selv-benådning. Det er også sigende, at disse nekrologer altid har race eller køn som kriterie. Hvad med de mænd og kvinder, der af socioøkonomiske årsager ikke har haft adgang til sundhedssystemet eller uddannelse? Burde de ikke også være «overlooked no more»?
Ønsket om at omskrive historien er forståelig, men det vil altid være en delikat affære. Historieskrivning er altid fiktion. Det, der er brug for, er nye kulturelle strukturer. Jeg er selv meget inspireret af tidlig feministisk kunst og tidlig hip hop, fordi bevægelserne, de var en del af, afstod fra at indgå i eksisterende strukturer for i stedet at skabe sine egne. Åbn dit eget museum, udgiv den egen musik.
Kan man reformere de nuværende kulturelle produktionsformer? Det afhænger af, hvem du spørger – det er på en måde et spørgsmål om klasse. Kun dem, der er født ind i den såkaldte ’kreative klasse’ tror på, at systemet er åbent og demokratisk, at det kan reformeres. For de fleste andre virker systemet håbløst insulært.
Da jeg flyttede til New York i 2006, så man unge kunstnere gå rundt med deres portfolio fra galleri til galleri i Chelsea. Det har jeg ikke set i meget lang tid. Vi lever i et neo-feudalt samfund, hvor kultur er reduceret til hof-kultur. Andy Warhol og mange andre kunstnere fra hans generation kom fra en arbejderklassebaggrund. Med få undtagelser virker det som om arbejderklassen generelt ikke længere har adgang til vestens kulturhaller.
De mest afgørende skel i vesten går mellem dem, der har en højere uddannelse og dem, der ikke har. Dette er også et raceskel. Noget er himmelråbende forkert, og det handler ikke kun om race og køn. Den totale kapitalisme har inficeret alle aspekter af det amerikanske samfund, fra sundhedssystemet til boligmarkedet, fra den akademiske verden, til kunst, film og popmusik. Det handler kun om penge. Det er, som om ingen tror på noget mere.
Selv politiarbejde udføres nu – grotesk og gruopvækkende – med økonomisk overskud som formål, som Jackie Wang beskriver det i sin bog Carceral Capitalism. Markedstankegangen er trængt ind i alle aspekter af samfundet. Alle har frit udsyn til det neoliberale rædselskabinet. Der er opstået en følelse af, at hele systemet skal gentænkes, også kulturlivet, og at Amerika ikke kun står over for en mindre justering. Det er afgørende, at der skabes nye strukturer i kulturen, så den kan undslå sig klik-økonomiens vanvid og gøre op med naive forestillinger om at reformere, hvad der ikke længere står til at redde. Når alt kommer til alt, virker virtue signalling ofte stik imod hensigten. Hvad der skal behandles er den totale kapitalismes brutale kræfter.
Det er svært at kritisere gode intentioner. Støtteerklæringer fremsat online forekommer sympatiske. Men det er tydeligt, at de fleste fremsættes af folk, der gerne vil signalere, at de selv er på det ’godes side’, og at de derfor selv skal have lov til at fortsætte uforstyrret, som de plejer. Ofte er sympatitilkendegivelser en præventiv foranstaltning. Et lignende fænomen så man under den kulturelle revolution i Kina i 1970’erne, hvor alle var tvunget til offentligt at erklære deres loyalitet.
Bloggeren og forfatteren Mark Fisher erklærede 2005 som året, hvor kulturens tid gik i stå. Det var året, hvor iPhonen blev opfundet, hvor alle kulturelle produkter, i særlig grad musik, til enhver tid var lige ved hånden. Måske satte det den kulturelle opfindsomhed i stå. Teknologi er en drivkraft i samfundsændringer, men ikke altid til det bedre. Nationalsocialisterne var aldrig kommet til magten uden radio og film.
Rædslen må ses for, hvad det er: Det, der driver USA’s hastige nedgang mod oligarki, er ikke racisme og sexisme. Det er globalisering og finasialisering. Det er ny teknologi, som snart – når automatisering drevet af kunstig intelligens for alvor slår igennem – vil efterlade store dele af den amerikanske befolkning uden arbejde. Dette er roden til kollapset. Wall Street er ligeglad med din seksuelle orientering. Wall Street interesserer sig kun for penge.
Sociale forandringer kan ikke ske på sociale medier. Siden det arabiske forår er det blevet tydeligt, at egentlig forandring ikke kan gennemføres online, sociale bevægelser fanget i den kommercielle klik-økonomi er dømt til fiasko. Internettet blev opfundet af USA’s militær, og denne oprindelse er stadig en del af DNA’et. Behovet for et socialt liv udenfor sociale medier er fortsat presserende.
Imens er det tydeligt, at millioner lige nu kæmper for overlevelse. Der er brug for ordentlige boliger, ordentlig mad og rent vand, et ordentligt sundhedssystem og et ikke-racistisk, ikke-algoritmestyret politiarbejde. Der er behov for materielle forandringer, ikke symbolske. At forestille sig at strukturel racisme, strukturel klasseundertrykkelse og strukturel sexisme kan løses med en Ghostbusters-film med kun kvinder i hovedrollerne og en ikke-hvid James Bond er dybt fornærmende og farligt, fordi det forveksler komplekse og dybtliggende problemer med overfladiske bagateller.
Spektakel 1 / Spektakel 2
Da jeg var i Kina i 2002 og i Rusland i 2010 virkede folk bange for at kritisere regeringen. Man fornemmede, at det kunne være farligt. Da jeg rejste i Nigeria i 2012, overraskede det mig at høre alle tale åbent om, hvor idiotisk og korrupte de politiske ledere var. På hvert gadehjørne kunne man købe aviser, der pillede de nigerianske politikere ned med satire og ironi.
Jeg håber, at USA vil vælge at gå i Nigerias retning og ikke i Kinas eller Ruslands. Forvaltningen af pressefrihed i dag er ironisk nok ikke i ’pressens’ hænder, men snarere i Silicon Valleys, i hænderne på Facebook og Google. Det er – for at sige det mildt – en dårlig ide, at Silicon Valley og staten i samarbejde skal afgøre, hvad der er lovligt at sige.
Silicon Valley har overtaget føringen fra Hollywood som center for den magt, som Demokraterne retter ind efter. Silicon Valley er magtens egentlige centrum i USA lige nu. Det er dér, hvor the tech-overlords arbejder og bor, det er centrummet for en ny tech-feudalisme, hvor kun dem, der lærer at programmere, får adgang til byttet i den nye teknokratiske verdensorden. Silicon Valley har større magt over den offentlige diskurs end medierne, underholdningsindustrien og den akademiske verden tilsammen.
Mange politikere har allerede taget stormen på Kongressen til sig som et nyt 9/11, en måde at udviske politisk uenighed og samle landet om en ny præsident. Krigen mod terror var en fiasko. Det ville være uheldigt at se den samme fejltagelse gentaget på ny. Den islamiske trussel har altid været kunstigt pustet op. En ny krig mod en anden usynlig fjende vil ende på samme måde. Et nyt dogme viser sig nu i mainstream-medierne; at USA nu er under angreb indefra af fascistiske, paramilitære grupper.
Mens spekteret af racistisk højrepopulisme i allerhøjeste grad findes – vi har trods alt levet under det i fire år – forekommer en trussel fra fascistiske, paramilitære grupper, der skulle være i stand til at nedbryde det amerikanske demokrati, temmelig hypotetisk. (Igen, der var ikke tale om koordineret vold blandt dem, der brød ind i Kongressen, og de havde hverken mål eller andet at deklarere. De fleste tog bare selfies og livestreamede de kriminelle handlinger i dette første bizarre eksempel på tv-transmitteret voldelig, kryptopolitisk hypervirkelighed).
Det virker mere sandsynligt, at de voldelige optøjer fra højre, som vi har været vidne til – som nogen gange udgør en reeltrussel, lige som islamisk terrorisme gør det fra tid til anden – vil blive brugt til at styrke status quo og skabe opbakning til et teknokratisk topartisystem, der i stigende grad har fjernet sig selv fra noget, der kan kaldes for ægte demokrati. Dette paradoks: At Amerika bevæger sig i retning af et totalitært styre ved angiveligt at modarbejde totalitarisme, har mange historiske fortilfælde.
I denne eksistentielle krise, som det amerikanske demokrati befinder sig midt i, er det vigtigt at bevare roen og ikke lade sig opsluge af apokalyptiske fantasmer og frygt for det ukendte. Det, der truer USA, er ikke ekstremisme, men en tilbagevenden til status quo. Ingen af de to partier forekommer villige eller i stand til at levere løsninger, der kan mindske krisen, løsninger som sygesikring til alle eller borgerløn. Fem mennesker døde i optøjerne i Kongressen. 300.000 amerikanere – de fleste af dem fattige – er døde af COVID.
Spionfly over Red Hook
I går tog jeg færgen til Red Hook for at mødes med min ven, Peter. Jeg havde ikke set ham i næsten et år. Han bor i Los Angeles, men var nu langt om længe rejst til New York for at besøge venner og familie. Han fortalte om en speciel oplevelse. En ven havde fortalt Peter om en japansk kokkekniv, han havde fået i julegave. Peter går ikke op i kokkeknive og havde derfor hurtigt glemt alt om anekdoten. Men næste dag flød hans Instagram over med reklamer for japanske kokkeknive præcis af den type, hans ven havde fortalt om. Dette er overvågningskapitalisme, en ny slags ’telepatisk’ informationssystem, hvor alt, vi søger, siger, eller foretager os, spejles tilbage i vores liv i et uendeligt loop af kollektiv psykose.
Mens Peter fortalte mig om knivene, fløj to Hawkeye-spionfly gennem det ellers tomme luftrum over Manhattan. Var piloterne bare ude for at nyde den smukke solnedgang, eller var de et tegn på militær tilstedeværelse i et land de-facto uden præsident?
Trump er nu udelukket fra Twitter, og det har afstedkommet fuldkommen radiotavshed. Der er pludselig slukket for det ellers uophørlige vrøvl fra Det Hvide Hus. Denne udelukkelse viser den grænseløse magt, som techgiganterne i Silicon Valley har indtaget.
Kryptér dig selv i poesi
Måske kommer det hele til at nedsmelte, uanset om vi kan lide det eller ej. Så hvad gør vi? Hvorfor ikke tænke lidt over de fantastiske film, der blev skabt i årene op til Sovjetunionens fald. Jeg tænker mest – men ikke kun – på Andrei Tarkovskijs film. Disse film blev ikke til under demokratiske forhold, og det er relevant, fordi, -lad os se det i øjnene: USAer ikke længere et ægte demokrati, som alle har mulighed for at deltage i på lige fod. Topartisystemet er en farce. Desuden blev disse Russiske film skabt under et styre, hvor der ikke var ytringsfrihed. Og det tror jeg ikke, Vesten kan sige at have lænngere. Skyd skylden på markedet, på politisk korrekthed, på algoritmerne, det er ligegyldigt, jeg tror, vi alle ved, at det er sådan, det er.
Så det er et surt show. Men i stedet for at fortvivle hvorfor så ikke fejre abstraktionen i disse sene sovjetfilm. Måske blev de sublime på grund af de snævre rammer, de blev skabt under. Disse film er så dybt poetiske, at det var umuligt for myndighederne at censurere dem. Filmene blev skabt under den kolde krig. Vi ser nu begyndelsen på en ny kold krig mellem Amerika og Kina. Denne kolde krig er en økonomisk krig, men også i stigende grad en informationskrig.
Det kommer ikke til at udvikle sig til en egentlig krig mellem Kina og USA. Kina har ikke været i krig udadtil i tusind år. Og Amerikas neokoloniale æra er slut, forbi. En ny bipolær verden vil opstå. Måske er det ikke dårligt for kulturen. Arrogancen i den tomme forbrugerisme, der har domineret den vestlige kultur siden 1989, fik måske kun lov at udbrede sig i den grad, fordi der ikke fandtes andre imperier at spejle sig op imod. I en ny bipolær verdensorden vil informationskrigsførelse blive den nye hverdag. Fremskridt i kunstig intelligens kommer til at afgøre den geopolitiske udvikling.
I det nye landskab kan kunst kun skabes gennem kryptering. Én type kryptering er poesi. Der findes også andre former. Tænk over, hvordan du kan kryptere dig selv. Det er ikke nok at benytte sig af en pseudo-krypteret app som Signal, du må selv skabe krypteringen. Depression er anti-kryptering og reaktionær. Med depression opnår man ingenting. Eller som man siger: Hvis du ikke griner, vil du græde. Op med humøret og i gang. Måske er det slut med verden, som vi kender den, men på den anden side: Verden slutter hver dag, når solen går ned, og begynder igen på ny, når solen står op.
– Jakob S. Boeskov er kunstner og bosat i New York. Han har skrevet og instrueret filmene Empire North and Roy Camera. Han har også bidraget til Lettre International og DIS Magazine.
Oversat efter den engelske original af Lisbet Kjær Johansen
