Det lyder næsten utroligt, at verdens første internationale, surrealistiske udstilling skulle have fundet sted i København. Det var ikke desto mindre tilfældet i Den Frie Udstillingsbygning, hvor man – efter et af de for samtiden så karakteristiske dyk ned i institutionens egen historie – har fundet en 14 dage lang udstilling med titlen kubisme = surrealisme fra 1935 frem fra arkivet. Som det generelt var kendetegnende for Den Fries kunstnerdrevne organisationsform, blev udstillingen dengang ikke specielt grundigt dokumenteret, og den gik derfor i nogen grad under radaren, da der skulle skrives kunsthistorie. Den kalder med andre ord på et genbesøg.
En anden surrealisme, som genbesøget passende hedder, ligner allerede på papiret en våd drøm af en udstilling med sin perfekte dosering af hovednavne fra den historiske surrealisme og den internationale samtidskunsts superstjerner, tilsat et solid drys af den yngre, lokale kunstscene.
Kurator Anna Weile Kjær tager afsæt i Walter Benjamins essay «Surrealismen – Det sidste snapshot af den europæiske intelligentsia» fra 1929, hvori der argumenteres for, at den surrealistiske metode, der lader vidt forskellige billedverdener støde uventet sammen for at omgå rationalet og lade det ubevidste flyde frit, voksede ud af modernitetens storbyer. Neonlys, reklameplakater, varer og et evigt omskifteligt bybillede var for Benjamin både udtryk for det kapitalistiske greb om sindet, man ønskede at omkalfatre, men samtidig et billede på den metode, man kunne anvende for at gøre netop det.
Den dobbelthed genfinder vi i En anden surrealisme, der i særlig grad dyrker et skæringspunkt mellem kapitalisme og begær, old school varefetichisme og en samtidskunst, der synes at dyrke det lækre objekt.
Ned igennem Den Fries midterakse har man installeret en butiksarkade med små, adskilte displays af sexede installationer bag glas. Et decideret uartigt greb, der har historisk afsæt i Wilhelm Freddies Susanne i badet, der var installeret i udstillingsvinduerne i Magasin i 1947, og som nu er genopført i en af butiksruderne. Det er et besynderligt virvar af fragmenterede mannequiner i naturstridige positurer, nogle med skydeskiver i panden, der etablerer et foruroligende eget rum imellem butiksarkadens forførende sfære og Anden Verdenskrigs brutalitet.
I udstillingsvinduet overfor Freddie står en række rygvendte børnemannequiner omgivet af genstande og materialer, der clasher imod hinanden, og betragter en serie væghængte fotografiske portrætter – som så de sig selv i spejlet. Det er John Miller og Nina Beiers vidunderligt komplicerede installation A True Mirror (2018-22), der ikke alene spejler Freddies installation, men også den beskuer, de stædigt ignorerer, alt imens de opløser det illusoriske rum, arkaden, som kuratoren så overbevisende har etableret.
De to butiksvinduer er symptomatiske for, hvor effektivt og totalt forførende møderne imellem udstillingens ældre værker og den unge samtidskunst er iscenesat. Der trækkes usandsynlige, og dog totalt ubesværede linjer mellem uautoriserede kommercielle objekter med forlæg i Dalis smeltende ure og Bunny Rogers selvlysende parfume, mellem Vilhelm Bjerke Petersens konstruerede drømmebilleder fra 1935-36 og Rolf Nowotnys små-uhyggelige tableau med et blinkende hoved og en levende seng anno 2022, og mellem metoderne i Isa Genkzens Schauspieler-skulpturer og Mira Windings doodles på cafeservietter. Når man først har set Nina Beiers kølige overdimensionerede cocktailglas, hvori motiver fra digitale stockfotos er genopført i tre dimensioner, som udtryk for det, kurator Weile Kjær kalder «kapitalistisk surrealisme», er det umuligt at få den læsning ud af hovedet igen.
Mens udstillingen forholder sig respektfuldt til den klassiske læsning af de ældre værker, kan man godt indvende, at samtidskunstværkerne underlægges en ret stram styring. En anden surrealisme er en udstilling, der ikke er bange for at fremstå kuratorstyret, og som har det fuldstændig afslappet med at ignorere nogle aspekter af værkerne for til gengæld at kunne trække linjer imellem praksisser, de færreste havde placeret i samme rum. For mig at se vidner det om en grundlæggende tro på, at de værker man præsenterer har tilstrækkelig iboende styrke, og en legende let tilgang til kuratering, der gerne præsenterer en brusende flod af tanker og forbindelser, men ikke cementerer dem som endelige.
Det er teoretiske forbindelser, der slås an i udstillingens glimrende handout, og som blomstrer op i den rumlige installering af værkerne med butiksarkaden som det absolutte højdepunkt. Man kunne også nævne den nænsomhed, hvormed ældre værker smyger sig ind blandt små keramiskstykker i Soshiro Matsubaras tekstillabyrint, hvor fint Rikard Thamberts dobbeltskulptur Armslængde (2019) står som to akavede sfinkser på hver side af en passage, eller hvor grovkornet morsomt det er, når Esben Weile Kjærs pink skrummel af en mandshøj puddelhund snerrer ad Harry Carlssons Pudlens kerne fra 1936.
En anden surrealisme er en vidunderlig udstilling; kompliceret, dyb, flabet, modig og sexet som Tora Schultz’ lakrøde Prada-stiletter. Den prikker til nogle af de spørgsmål til samtidskunsten, som jeg selv har haft sværest ved at formulere. Hvorfor udsmykker billedkunstnere Hermès-butikker? Hvad sker der med al den kunstner-merchandise, der hele tiden bliver produceret? Og hvordan kan vi forstå en yngre generation, der tilsyneladende omfavner kapitalismens udtryk, mens de hævder, at det skal sætte dem fri?
