Der er umiddelbart girly, glossy og meget pastelfarvet på øverste etage af Brandts, hvor et babylilla gulv samler de fem værker, der udgør Maja Malou Lyses første institutionelle soloudstilling. Men det handler om magt: Magten til at definere sin egen krop og lyst, og til at gøre op med med forældregenerationens dogme om, at seksualiteten absolut skal være fri naturlig.
Titlen Revenge Body stammer fra den amerikanske sladderpresse og beskriver et fænomen, som de fleste nok kender til i en eller anden grad: At man frigør sig fra et endt forhold ved at tabe sig, begynde at træne eller vise sit nye, hotte jeg frem på sociale medier i håb om, at ekskæresten ser, hvor meget federe, man har det uden ham. Det er kroppen som magtmiddel; en krop, der kan modificeres gennem instagramfiltre og plastikkirurgi og anvendes strategisk for at få hævn eller skabe jalousi. En girlpower-krop, som vi nok havde sagt i 00’erne.
Maja Malou Lyse er fjerdebølgefeminist, hvilket vil sige grundlæggende sexpositiv og ude i et ærinde, der kun kan opfattes som enormt sympatisk. I animationsvideoen The Pleasure Gap Sucks and So Do I (2020) er protagonisten verdens sødeste vibrator, en såkaldt Satisfyer med store tegneserieøjne og lange øjenvipper, der hopper rundt på en lilla baggrund og diskutere det urimelige i, at op imod 70 procent af alle kvinder har svært ved at opnå orgasme ved almindeligt samleje.
Satisfyeren er et af tidens bedst sælgende sexlegetøj og har siden den blev lanceret – med «orgasmegaranti og revolutionerende sugeteknik» – indtaget en ikonisk plads på linje med The Wand, som Betty Dodson i 70’erne gjorde til et symbol på kvindefrigørelse, og The Rabbit, der blev kanoniseret, da den omvendte den ellers snerpede Charlotte i 90’er-serien Sex and The City. Hos Lyse er Satisfyeren ligeledes en frigørende figur, der lader kvinder tage kontrol over deres egen seksualitet, men som dog har et par overvejelser i den forbindelse.
Det er trist, at så mange unge mennesker er kede af deres kroppe, mener den lille vibrator, men det ændrer vi ikke på ved at fordømme sociale medier og selfie-kulturens udbredelse, for den er allerede en del af vores seksualitet og i øvrigt er heller ikke de kropslige idealer stillestående. Se bare, hvordan Paris Hiltons myndeslanke idealskikkelse i dag er erstattet af Kim Kardashians svulmende krop, filosoferer den. Og ja, det er da problematisk, at den kvindelige tilfredsstillelse kobles til et hyperkommercielt, masseproduceret objekt, men lol, sex og kapitalisme er jo alligevel altid forbundne. «It’s complicated,» siger den og plirrer med øjnene.
De af os, der som undertegnede blev introduceret til det seksuelle univers i 90’erne, og som dermed er vokset op med pornografien som det dominerende seksuelle narrativ, synes måske den lille vibrator er lidt for villig til at feje eventuelle konsekvenser af banen i en fart. Men for Lyse (f. 1993), der er ti år yngre, er det et frigørelsesprojekt at anderkende den seksuelle diskurs, som vi alligevel er spundet ind i. Men kroppen er jo alligevel allerede medieret og vores seksualitet er ikke fri og naturlig, men formet af tiden, kulturen og økonomien, synes hun at sige til mine indvendinger.
Fire store fotografier af pornografiske dvd’er hænger i glas og ramme på væggen og peger tilbage på en tid før internettet, hvor porno var noget, der havde en fysikalitet og en grafik, der i dag virker nærmest absurd komisk. Dvd’ernes titler skal læses i forlængelse af hinanden som et digt om en kvindelig hovedpersons opgør med de voksnes løftede pegefingre og snerpede seksualmoral: Just Another Day / Happy Little Sluts / Sylvia Saint Can’t Escape the voices / Fuck the Teacher, Fuck the Teacher!
Et andet værk, Money Moves, består af tre overdimensionerede peep show token (de mønter, man kaster ind i maskinen for at få adgang til et peepshow) – der snurrer om deres egen akse som om en stripperstang, og minder om, at sex og økonomi er uadskillelige størrelser. Mønternes overflade er blanke og glimtende og kaster pastelfarvede refleksioner af scenens farvede lys rundt i lokalet, som på en lummer natklub. En dragende æstetik, der dyrker en pumpet glathed, overfladen og postinternetkunstens reklamesprog.
I en tid, hvor man – i hvert fald i kunsten – fremhæver den taktile krop med dens væsker, behåring og lugte, er Lyse optaget af at afsløre ideen om den naturlige krop som endnu en konstruktion. Hos Lyse er kroppen en medieret og filtreret cyborg, der tilfredsstilles af maskiner, hvis visuelle udformning i stigende grad bevæger sig væk fra det naturtro og imod det posthumane. Den seksualitet, hun beskriver, er performativ, indvævet i magtrelationer og defineret af kapitalistiske ideologier, som hun måske nok stiller spørgsmålstegn ved, men i det store og hele accepterer som et urokkeligt faktum.
Det er egentlig en befriende position, der giver hende plads til at tale om lyst, grænser og det seksuelle script på en måde, der ikke øjeblikkelig får alle slimhinder til at tørre ud, som hun eksempelvis gjorde i tv-programmet Sex med Maja eller fra sin Instagramprofil. Men måske er udstillingens problem, at hvor den hyperpolerede og overfladeorienterede 00’er-æstetik fungerer perfekt på en platform som Instagram, hvor objektificering og selvrepræsentation er selve kernen, så fungerer det knap så godt i institutionens rum. Udenfor det medierede rum, som hendes projekt normalt spiller op imod, bliver værkerne underligt glatte, lidt for kølige – og egentlig ikke så sexede, som de nok var tænkt.
