45 klovne i naturtro størrelse og neonfarvede kostumer læner sig modløst op af væggene, sidder indadvendt hvilende eller ligger trætte og henslængte på gulvet. Totalt passive, måske sovende, er de hyperrelle figurer spredt ud over gulvet med en afstand imellem sig, der betyder at de, deres antal til trods, alligevel befinder sig i hvert deres afgrænsede personlige rum. Her sidder de, strandet i et midlertidigt, statisk øjeblik imellem den forestilling, som netop er forbi, og den, der endnu ikke er gået igang.
Det er kunstmuseet Arken, som igennem hele 2018 ligger rum til en særudstilling med fem værker af den schweiziske superstjernekunstner Ugo Rondinone (f.1964), hvis værker befinder sig i skæringspunktet imellem lucide drømme og et tredimensionelt, regnbuefarvet fatamorgana. Som når han placerer meterhøje, neonfarvede stensøjler midt i Nevadas ørken (Seven Magic Mountains, 2016) eller lader sin udstilling på Arken åbne med en 1:1 afstøbning af et 2000 år gammelt oliventræ, der har overlevet Vesuvs udbrud under anden verdenskrig. Eller altså placerer 45 klovne sovende på gulvet i en af museets gigantiske akser.
Installationens figurer er som mennesker er flest: Individuelt forskellige og overraskende ensartede. De er modelleret efter mennesker af alle aldre, køn og etniciteter, men bærer alle det samme, lettere sørgmodige udtryk. Hver figur har en selvstændig titel – trække vejret, sove, vågne, tisse, grine – der referer til en almen hverdagshandling, og tegner således til sammen et portræt af en gennemsnitlig persons dag. Det er i hvert fald, hvad man påstår i den vægtekst, der åbner udstillingsforløbet, og i starten er det underholdende at forsøge at gætte, hvilke figurer, der mon repræsenterer hvad. Er den korpulente, maskuline klovn i det stribede outfit mere «tissende» end den spinkle, pallietklædte kvindefigur, der ligger henslængt midt på gulvet? Hvilken af de mange tavse, melankolske væsener har mon titlen «grine»?
Det er umuligt at gætte, og man kunne få den tanke, at Rondinone med klovnen og dens maske som kitschet symbol snarere søger at underminere vores forestilling om, at vi kan aflæse følelser, handlinger og karakter ud fra et ansigtsudtryk, en kropsholdning eller en gestik. Hos Rondinone er symbolerne – vinduet, regnbuen og den triste klovn – så almene, at de nærmer sig et opløsningspunkt, hvor de kan betyde hvad som helst. Det er kollektive tegn, der er anvendt så mange gange og i så mange kontekster, at de krakelerer og lader os tilbage med individuelle associationer og erindringer – et sprog, der er ensomt, fordi det ikke har holdepunkter udenfor os selv, men blot klæber til den enkelte underbevidstheds drømmeverden.
Ensomhedens sprog er netop sådan et trippet drømmeunivers, hvor betydninger destabiliseres og det manisk muntre cirkusgøgl kun nødtørftigt dækker over popkulturens mørke underbevidsthed. Her møder regnbuefarvede barndomserindringer og -nostalgi et psykedelisk mareridt i form af masker og hyperrealistiske dukker frosset fast på stedet. Dukker i glade regnbuefarver, som pludselig kunne vågne op, og med et sæt gribe ud efter ens ben, mens man uopmærksomt kigger den anden vej.
Selv Arkens enorme kunstakse, der skærer sig tværs igennem hele museet og åbner sig svimlende langt op i luften, kan ikke modvirke den fornemmelse af klaustrofobi og rumligt kollaps, der indfinder sig. De mange neonfarvede klovne peger ikke bare på sig selv, men på tomrummet imellem dem, på de kolde, grå betonvægge og loftet, svimlende højt over dem. Endevæggen domineres af en mandshøj regnbue, hvis airbrushteknik graduerer farverne over i hinanden, så hele værket synes at stå og flimre. Jo mere man søger at fokusere, jo mere utydelig bliver den, som var man i et psykedelisk dårligt trip, hvor farver og konturer opløses og samler sig, mens rummet kører rundt.
I Ensomhedens sprog er det falske, grumsede og tvetydige smukt og forførende. Som en tryllekunstner fra en MDMA-påvirket cirkusforestilling omdanner Rondinone lavkultur til samtidskunst, nostalgi til paranoia og barndommens glade klovn til et dystert spejlbillede på vores tid.
