Et museum uden mure, proklamerede Museet for Samtidskunst i Roskilde i 2020 at det gerne ville være. Ambitioner om kunst i øjenhøjde til en bredere publikumsskare, om museet som en medskabende og deltagende snarere end rent præsenterende institution lod til at påvirke beslutningen om at flytte ud af Det Gule Palæ i Roskilde.
Siden den beslutning er forskellige ting sket, nogle direktører er kommet og gået, og det ser ud til at Jacolby Satterwhites udstilling, A Feeling of Healing, er museets første siden sommeren 2021. I mellemtiden har programmet bestået af et par virtuelle udstillingsprojekter, en podcastserie, højskolesamarbejder, workshops og talks, og ikke mindst den – efter museets egen Instagram-konto at dømme – altoverskyggende offentlige kunstbedrift: Marie Munks enorme, oppustelige silikonemoderkage på Roskilde Festival og foran kulturhuset Musicon.
Om denne udvikling er succesfuldt indfriet øjenhøjde mere end mislykket museum er både en smagssag og en anden diskussion, men kunsten får under alle omstændigheder lov at findes mange forskellige steder med Museet for Samtidskunst som facilitator.
Nu i en nedlagt natklub (der dog stadig udlejes som selskabslokale og derfor ikke helt besidder det slidte og ruinmagiske, jeg forestiller mig udstillingskonceptet til en vis grad drømmer om), hvor New York-baserede Jacolby Satterwhite har indtaget den klistret matsorte drukarkitektur.
Her vises VR, to videoværker og rigeligt neon side om side med klubbens eget tomme rygerum, barens egne baljer med shotglas og den slags vodka/Moët-tableauer, der som klubkarikatur (og -virkelighed) er ligeså flotte som de er opmærksomhedskrævende, måske endda lidt forstyrrende.
Midt på dansegulvet hænger et par store skærme og er hovedroller. Hele udstillingens lydside og vibe kommer fra de loopende videoer, der sammen med neonoverfloden bader rummet i en sært ildevarslende stemning af eufori og erotik og undergang. Horder af vildt flotte, virtuelle kroppe og et par enkelte levende, virkelige (blandt andet Satterwhites egen) danser og rider og bader, klæder sig på og klæder sig af, vrider sig rundt i violette skumringer, bebor metropoler og celleagtige lejligheder og tomme natklubber og havet.
Det er pop på den måde, der hele tiden vipper mellem banalitet og overbevisende skønhed (magasinforsider og skylines og perfekte bryster og dødningehoveder er og bliver jo bare hot), og det er fantasi på den måde, der er logikløs og ubegrænset. Selvfølgelig kan en mekanisk hest se sådan ud og flyve ned over et tætbefolket fremtids-Colosseum i ørkenen med en nøgen mand på ryggen, der rider den, som var den halvt robot, halvt menneske i en seng. Selvfølgelig kan en kæmpelivmoder svæve i luften og ligne et rumskib og spytte maskiner ud over et på en gang dystert og frodigt landskab.
Vekselvirkningen mellem netop sci-fi-dystopien og dens farveskala (nuancer af brun, lilla, orange, de ikke-jordiske solnedganges farver) og den stolte styrke i afrofuturistiske fiktioner giver udstillingen et skær af ubehag, der samtidig er svært at løsrive sig fra. Det grundlæggende smukke ved sindet, Jacolby Satterwhites, der kan vriste sig fri af en sammenhængende virkelighed og give form til sine tilsyneladende utøjlede fantasier (eller hallucinationer eller syn eller trip eller en blanding af alt det). Samle dem i symbolmættede men også dejligt blæste, netop sammenhængsløse forløb, som jeg hverken tror, det er muligt eller nødvendigt at lave entydige læsninger af.
Til gengæld er det, som om klubomgivelserne står lidt i vejen for flertydigheden, for den egentlig ret underspillede sensibilitet, værkerne besidder ved siden af deres catchy digitale lækkerhed og poppede lyrics. Jeg tror, det ville have gavnet udstillingen at være lidt mere utydelig i sin iscenesættelse. Når Satterwhite eksempelvis voguer på et lukket, tomt Brooklyn-dansegulv, og videoen præsenteres på et lukket, tomt Roskilde-dansegulv, bliver det et vældig overgjort billede og på den måde lidt reducerende for værket. Det er som om rummets insisterende neonpinkhed i kombination med det karikeret frisatte, potentielt normkritiske ved natklubben som efterhånden institutionaliseret ’undergrund’, spænder sig lidt fast om Satterwhites arbejde. Gør værkerne mindre komplicerede og vidtstrakte, end jeg tror, de godt kunne være.
Museet for Samtidskunst vil gerne vise os kunsten «der hvor den kommer mest til sin ret» – hvilket tilsyneladende er et andet sted end indenfor nogle mure, i museumsrummene. Det er både svært og unødvendigt at være decideret modstander af white cube-alternativer og drømmen om et bredere kunstpublikum – men en novembereftermiddag, hvor udstillingen er tom og iskold (åben dør i frostvejr er hårdt, selv i folkelighedens navn), kan jeg godt være i tvivl om, hvorvidt en natklub som scenografitungt off-space, er det sted, kunsten kommer mest til sin ret.