«Glemte kvindelige forfattere genopdages som aldrig før. Men er de gode – eller bare kvinder?» Sådan lød den groteske underrubrik til en helt skør artikel af Katja Kvaale i Weekendavisen for nylig. På baggrund af et mildt sagt spinkelt feltstudie konkluderede hun, at «letantændelig identitetspolitik har gode vækstbetingelser i vakuummet efter autoritativ faglig kvalifikation af litteraturens kvaliteter».
Jeg håber virkelig, jeg tager fejl, men det lyder som en utvetydig, om end højt-lixtal-sløret, måde at sige, at kunstnerisk kvalitet er en absolut størrelse – og mellem linjerne: at det er en såkaldt identitetspræget tid og dens politisk korrekte observans, der er skyld i, at ukvalificerede kvinder overhovedet indlemmes i denne autoritativt vedtagne kvalitetsarena. Det siger sig selv, at kvaliteten som udgangspunkt produceres af mænd (Jeppe Aakjær, Gustaf Munch-Petersen, Thøger Larsen og Jens August Schade nævnes i artiklen som eksempler på bedre digtere).
Katja Kvaales besynderlige mistænkeliggørelse af kvindelige kunstneres reelle evner – eller hvad man med et «identitetspræget» ord bare kunne kalde misogyni – skvulper rundt i hovedet i mødet med Oda Knudsens værker, der lige nu vises i en vældig kompakt, retrospektiv udstilling på Den Frie. Som netop afdød og med en, om ikke perlerække, så i hvert fald række af udstillinger bag sig, kan man næppe kalde Oda Knudsen (1938-2022) en genopdagelse. Måske snarere en opdagelse.
Hun blev uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 1963, var også sygeplejerske og hun har tilsyneladende haft en tilværelse fyldt af andre ting end billedkunst. Eksempelvis et arbejde i psykiatrien, tre ægteskaber, tre børn, instrumenter at spille, dyr at passe. «Jeg vil have et liv ved siden af kunsten», sådan har hun sagt. Måske af den grund er en omfattende solopræsentation af hendes arbejde ikke blevet en institutionel prioritet før nu, måske har hendes rimelig gakkede værker stukket i for mange retninger, set for hobbyagtige ud til at højtidelige museumssale og kunstsyn har kunnet rumme dem. Eller også er hun – som så mange andre ikke-mænd før og nu og sikkert også et godt stykke ind i fremtiden – genstand for den omstændighed det er, at øjnene, i hvert fald de beslutningsdygtige af dem, hellere vil kigge på mænds kunst.
Når eksempelvis Kvaale fabler om identitet versus kvalitet, provokerer det mig af mange grunde. Grundlæggende er manglen på proportionssans totalt fjollet, men hvad, der i særlig grad virker ignorant, er hendes (subtile) insisteren på en status-quo-kanon, hvor udfordringer og udvidelser af kvalitetskonsensus tilsyneladende er et knæfald for det «vulgært registrerbare» køn.
Der findes givetvis mange dygtigere malere end Oda Knudsen, mange formbevægelser gennem det 20. århundredes sidste årtier, der er vildere, mere overvældende end hendes – men kernen af institutionelt ansvar i dette nye årtusinde er vel at brede kriterierne for relevans og kvalitet ud. At lade eksempelvis skønhed og popularitet(!) vige pladsen for noget, der er sært, noget vi akkurat ikke forstår eller noget der ikke nødvendigvis er elskværdigt ved første øjekast. Sådan er Oda Knudsens kunst, og selvfølgelig skal vi præsenteres for den, ikke fordi hun er kvinde, men fordi hun eksisterer lige ved siden af alle mulige eksponerede mænd, som sikkert har været kvalificerede til eksponeringen, men som frem for alt har levet og arbejdet i en tid, der desværre ikke havde lært begrebet repræsentation.
Det begreb og dets vigtighed er flere og flere heldigvis ved at have lært, og således tildeles Oda Knudsen nu, få måneder efter sin død, karrierens mest omfattende soloudstilling. Hun har vævet og malet og skrevet og bygget, mange af tingene oven i hinanden, og det er på alle måder en spraglet helhed. Der er så mange værker på så lidt plads, at det bliver vanskeligt at skille dem ad, zoome ind, give sig hen til dem som enkeltværker mere end farvestemninger – og jeg håber det kaotiske er Knudsens egen vilje mere end institutionens (arbejdet med udstillingen er muligvis gået i gang, mens hun stadig levede).
En fornemmelse af fart og ubegrænset intuition, måske endda vilkårlighed, føles indlejret i billedernes hektiske overflader: når oliemaleriet Gråspurvene er blåt og rødt og gult, på en gang et hav og en himmel og et ikke-sted, ligner det netop indfald af den usammenhængende art, der har rod i umiddelbar sansning snarere end omhyggelig fordybelse. Billedet som kunstnerens redskab til at opdage sine omgivelser eller sit humør. På samme måde ser det collageagtige værk Sol & Måne ud som et instinktivt behov for at fylde abstrakte fænomener, lys og geometri for eksempel, ind i den håndgribelighed et billede er. Hurtig gul, hurtig formgivning: arbejdet ser i det hele taget ud til at blive bragt til verden i et tempo, der (utvivlsomt intentionelt) er svært foreneligt med virtuos penselteknik og formfuldendt motivkomposition.
En stemning af sjusk hænger i rummet, og det er egentlig noget af det mest interessante ved arbejdet og udstillingen. På en måde kunne jeg have ønsket, at Oda Knudsens værker var blevet præsenteret med lidt mere højtidelighed og luft og ro end Den Fries lovlig klondike-agtige atelierophængning skaber, men samtidig passer dette virvar også til kunstens essens.
Her tillades det, at billeder er en fabulerende impuls, man kan lade sig opsluge af samtidig med at andre impulser – fx at arbejde i omsorgssektoren og at tage sig tid til at elske mange med stor iver – fylder ligeså meget i det samlede aftryk, der er et menneskes liv. I det hele taget løber kærlighed og erotik gennem billederne som en slags puls. Den er nuancer af rød og orange, den er varm og nøgen og blomsterromantisk og også nedskrevet med ord. Saxofonspilleren, et gyldent portræt af Oda Knudsens nære ven, afklædt og saxofonspillende og tydeligvis elsket og set, er måske udstillingens smukkeste værk, det hænger ved udgangen og sætter punktum for rummets brogede udtryk på en næsten glasklar og grundig måde. Velsagtens var kærligheden det vigtigste i dette netop afsluttede liv, og det er en kliché, men den er jo dejlig.
Jeg holder ikke af alle Oda Knudsens værker, eksempelvis er coronakunst om sprit og masker og afstand (her i form af hendes covid-tegneserie Tidens Coronatand) nærmest de facto uinteressant, men jeg holder virkelig af, at det er muligt at opleve dem i deres skægge og skamløst farvestrålende helhed. Jeg holder af, at hun omsider får opmærksomhed også på grund af sit køn – fordi mange (men endnu ikke Katja Kvaale) er ved at finde ud af, at bevidstgørelse om identitet naturligvis ikke kompromitterer et kunstværks autonomi og kvalitet. Kunst er vel grundlæggende andre menneskers spørgsmål til verden, og jo flere forskellige man kan møde og overveje jo bedre.
