I begyndelsen går det godt med at beundre Robert Longos fuldkommen overlegne tegninger. Med monumentalt sikker hånd og en selvtillid, jeg ved cirka første øjekast anslår til at være utæmmelig, indtager han Louisianas velegnede, majestætiske vestfløj med sine meterhøje billeder. Mine forudgående forbehold føles default-indstillede, og også af den grund er det vigtigt at stå ved dem. Blot to år efter museet viste Richard Prince, præsenteres nu endnu en gammel mand fra den såkaldte Pictures Generation: en New York-forankret 1970’er-bevægelse med hang til en popsensibilitet, man kunne kalde konceptuelt intelligent snarere end flashy. Og som i parentes bemærket omfatter betydningsfulde kvindelige kunstnere (eksempelvis ville det være lige i øjet, hvis et museum som Louisiana kastede sig ud i den store Louise Lawler-udstilling).
Min forhåndsmistro er også næret af et lidt vel floskelpræget sprog fra Longo selv – i Louisiana Channel-videoen og i museets foromtale – om billedet som sandhedsbærer og kunstneren som profet. Men som sagt, min skepsis smelter i mødet med selve arbejdet.
Alle udstillingens værker (måske hele Robert Longos produktion?) er i sort-hvid, med få undtagelser er det udelukkende kultegninger i skalaer, der næsten overstiger virkelige mennesker og landskaber, og motiverne ligner til reel forveksling den virkelighed, vi har vedtaget, at fotoet er. Ikke mindst fordi Longos tegninger næsten altid er versioner af eksisterende fotografier. Altså: kæmpestore tegninger, metarepræsentation, en næsten perverst præcis realisme og monokrom monotoni hele vejen igennem. Der er sort og der er hvidt og så alt det store grå derimellem, og denne enkelhed er meget opslugende. I begyndelsen.
Først mennesker, fire af dem, fra serien Men In The Cities (1981-1983) der lader til at være en slags hoved- og gennembrudsværker, de ser forvredne ud (fordi tegningerne forestiller Longos venner, som han kaster ting efter og derpå fotograferer i undvigelsesøjeblikket) og som kontekstløse, farveløse figurer fremmanet af sort på hvide baggrunde, ligner de frem for alt drama. Næsten smerte, måske et strejf af optræden. Som udstillingens ouverture er de flankeret af et fuldkommen højspændt 9/11-motiv, to små fly på vej ind i en kolos af sort på den ene side (Untitled (The Haunting, 2005), og fire heftigt forstørrede, katedrallignende pistolløb på den anden (Bodyhammer, 1993-1994). Våbnenes koldt skinnende metalliske overflader, de brøndsorte løb som det føles hårrejsende at kigge ind i, en kvindes detaljerede knæ og ankler mod tilstødende stiletter og nederdel af helt fladt mørke. Et triptykon af rædsel over Manhattan, hvor sortheden har ædt sig ind i det meste af billedet, så det nærmest kun er til at få øje på dødsmaskinernes vej gennem en røgfarvet himmel.
Det er særligt at kigge på de her tegninger. Som om Longo anvender det mørke, der flyder fra en kulstift og det mørke, som er civilisationens eller sindets, på helt overensstemmende måder. Hans tegnede sorte er så dystert og kunstigt og ufattelig virkeligt, farven bygger mørket på papiret, der på en gang ligner skulptur og avis. Jeg tænker over teknisk virtuositet som kvalitetsparameter, det føles så tilsidesat efter hundrede års konceptkunst, at lovprisning af ren dygtighed nærmest kan virke reaktionært. Og måske er det fordi en tydelig konceptualitet også er i gang hos Longo, at dygtigheden sagtens kan stå og strutte som en evne, man i sig selv må falde lidt i svime over. Han (og hans assistentstab, klassisk mesterstil) besidder et skyggeblik og en billedbeherskelse og en tålmodig hånd, der må være tæt på enestående.
På endevæggen i et af udstillingens højeste rum tårner et stejlt hav sig op, tjærefarvet og med bådflygtninge på toppen og ved hjælp af rammeglasset foran havet spejles billedet på den modsatte væg: et nærmest retsmedicinsk nærbillede af skudhuller i en glasrude efter Krudttønden-angrebet i København i 2015, hullerne ligner skrig i is, og havet ligner en morder fordi kontinentet det omringer er kvalmende indifferent overfor ikke-kontinentale liv. Jeg tænker at denne kunst er overmandende og at det er en bedrift.
Og så: på et tidspunkt begynder en lidt trættende højtidelighed at indfinde sig, virtuositeten er intakt, men ankomsten til et tempelstort isbjerg (et motiv, der skamhylder Caspar David Friedrich og også må siges at være decideret poster boy for klimakatastrofen), en otte meter lang grædemur der henligger i voldsomt animeret skygge, studie på studie af interiør fra Freuds arbejdsværelse, punkterer den indledende beundring en anelse. Det kan skyldes automatskepsis overfor maskulinitetsudbruddet, der pludselig forekommer massivt. Senere, da Longo selv viser rundt i udstillingen, går det op for mig, at det snarere handler om følelsen af, at værkerne ikke helt er, hvad de giver sig ud for.
I sin introduktion til et ulykkeligt billede – baseret på et pressefoto – af syriske og irakiske flygtninge i kø ved den serbiske grænse udpeger Longo forskellige logoer på flygtningenes tøj og ejendele og erklærer: «so really, they’re just waiting in line for shopping». At joke om mennesker på den notorisk brutale Europatærskel, der venter på enten at blive sendt tilbage til deres respektive dødsdomme, tålt/smadret af et voldsparat serbisk grænsepoliti eller illegalt begive sig videre med livet som indsats, er malplaceret i en grad, der er udenfor min fatteevne, ikke mindst når man foregiver at have virkeligheden og dens ondskab på sinde i det omfang, som Robert Longo gør. Men hans besynderlige kommentar igangsætter også en større desillusionering angående disse billeder, der ellers i begyndelsen føltes som intensiveringer af verden, en forstørrelse af nøgleøjeblikke, der fængsler blikket i stedet for at flimre forbi det, som mediemotiver ellers har for vane.
Jeg tænker over, hvordan fotografier altid er overflade. Hvordan fotoet, repræsentationen, også kan opfattes som virkelighedens så godt som diametrale modsætning, hvordan det kondenserer splitsekunder, som sagtens kan være langt fra de realiteter, der dokumenteres. Det er ikke revolutionerende erkendelser, jeg opfatter dem som sande uafhængigt af Robert Longos arbejde, som jeg synes der er god grund til at kigge på med egne, opmærksomme øjne og hoveder. Begge dele kan man også passende bruge til at tænke over, hvad og hvor virkeligheden er, et kæmpe kulsort billede kan godt være mørkere end mørket.
