En historie om Algeriet hænger på Christianshavn. Manden, der fortæller den er Johannes Sivertsen. Han er dansk og fransk, og hans 22 lærreders hovedpersoner er næsten udelukkende algierske kvinder, som de fleste danske øjne næppe selv var faldet over, hvis ikke de var blevet malet frem til Overgaden. Det er vel repræsentationspraksis, når den er enklest og tydeligst: det evindelige ’male gaze’ skal vendes på vrangen, og det samme skal kolonifortællingen.
Den algierske modstandshistorie er udstillingens omdrejningspunkt; fra 1800-tallets franske kolonisering, gennem selvstændighedskampen i 1960’erne og frem til det stadig aktuelle oprør mod et totalitært styre. Sivertsen portrætterer frihedskæmperne, aktivistiske (men ukendte) ikoner, anonyme mødre, døtre, søstre. På tværs af to århundreder er disse kvinder samlet i en ufortalt fortælling. De hænger side om side, ukronologisk i en stram linje, og Sivertsen har tydeligvis fordybet sig i både historie og form. Et par af oliemalerierne skal mime Delacroix, andre har propagandaens heftige kortfattethed, andre endnu er fredfyldt lyse landskaber uden tid. At bevæge sig gennem den malede historie, fra lærred til lærred er både at lære denne historie, men også at se selve maleriets materiale.
Når en rygvendt kvinde kigger på et hav (By the sea (after Assia Djebar), 2020) – der breder sig ud under det tørre land, hun står på toppen af – er det formen snarere end fortællingen, der fæstner en krog i blikket. Det er den slags kunstige vand, så delikat blåt, som havet kun kan være i erindringen om det. På samme måde er hendes påklædning så hvid og arkitektonisk og hendes hår så formet og sort, at hun næsten bliver en skulptur i landskabet.
Maleriets evne til at lave perfekte fiktioner er en behagelig opblødning af udstillingens dokumentarisme. Værkerne rummer en længsel efter en stedløs skønhed, der eksisterer uafhængigt af kolonimagter og brutale gadekampe. Og måske er det netop de lavmælte, støvede farver, som, uanset om scenariet er protest eller bjerge, giver dem en drømmende karakter, en sært rolig kamp i grønne, blå, beige og brune nuancer. Hvert billede er et smukt vindue til en uportrætteret virkelighed, men den gennemtænkte, afsluttede skønhed, der altid er maleriets risiko, kommer også til at lukke vinduerne en anelse.
Men så er der en anden historie. Sivertsens soloudstilling De unavngivne er en todelt fortælling, og i den anden halvdel af udstillingen kommer tre algierske kvinder til orde. Sivertsen inviterede i 2019 advokat, feminist og forfatter Wassyla Tamzali ind i projektet, og hun inviterede de algierske kunstnere Nawel Louerrad og Fella Tamzali Tahari til at lave en såkaldt ’udstilling i udstillingen’.
Her bliver repræsentationen virkelig. Louerrad og Tahari har fyldt deres del af rummet med egne værker; skitser og studier, frem for alt papir, breder sig udover væggene. Det dirrer anderledes mellem disse brogede overflader, der også virker mindre som overflader, måske fordi papiret forekommer mere levende. Louerrads tegneserier af sorte væsners stop-motion-bevægelser hænger i lange baner henover væggen. Papiret buler vandfarvetørt. Motiver med åbne kroppe er tydeligt penslet henover det. Der er forsøg på heste, fugle og mennesker, men ingen af dem er landet i en færdig form. De er stadig undersøgelser, stadig på vej, og de spørger snarere end svarer, når du kigger på dem.
Det virker banalt at skelne mellem en varm og en kold del af en udstilling, hvor to algierske kvinders værker møder en dansk-fransk mands. Ligesom det virker banalt at bemærke en tilbagelænet atelierstemning overfor et snorlige maleriophæng, malertape mod skarpe titelskilte. Men det er også et lille mysterium, hvorfor grænsen bliver trukket så tydeligt op. Det er Sivertsens soloudstilling, men yderligere to kunstnere kommer til syne under hans navn. Og man kan undre sig over, at det valg er blevet taget i lyset af den unavngivenhed, udstillingen ønsker sig væk fra.
Sivertsens rum er tyst og køligt og i den anden ende af rummet er lyden og dagslyset. Louerrad og Tahalis stemmer findes, fordi deres levende ansigter taler gennem en video. Eller sagt på en anden måde: Nawel Louerrad og Fella Tamzali Tahari er deres historie, Sivertsen har valgt sin.
Det er gavmildt at male en ny historie for at give den videre til nogen, der ikke kender den, men maleri er også en fantasi. Det lyver og er dygtigt, og færdigt frem for alt. Drømmen om historiens genskrivning forbliver mest en drøm, når den udspiller sig i velkomponerede lærreder, hængt op som små og smukke kapitler. Det er kærligt at iføre volden en større skønhed, at fryse en tung virkelighed fast i douce øjeblikke af værdig modstand og udholdenhed. Men det er skønheden snarere end den tunge virkelighed, der bliver siddende i øjnene.
