I Danmark findes der næppe noget så almindeligt som en rød mursten. Den er så allestedsnærværende, at den næsten er usynlig. For den findes i forvejen overalt i byrummet, hvor den er blevet brugt til at bygge alt fra kirker til parcelhuse med. Måske er det en af grundene til, at Per Kirkeby netop valgte denne dybt ordinære byggesten til sine offentlige skulpturer, der ved første øjekast kan ligne et midlertidigt byggeri, eller en mur, der aldrig blev til et hus.
Selv, må jeg indrømme, har jeg enten overset Kirkebys offentlige murstensværker, eller fundet dem temmelig uinteressante. Måske har jeg endda parkeret min cykel op ad skulpturen, der står lidt på en underlig sjælsforladt plads mellem Vesterport og Hovedbanegården (København I, 1996). Jeg kunne med andre ord godt forstå, at Kirkebys legendariske tyske gallerist Michael Werner, hellere så at Kirkeby stoppede med det murstensbyggeri, da han kom i stald hos ham i 80erne, og i stedet koncentrerede kræfterne om at udvikle sit maleri. Werner så på en måde rigtigt, for det var herefter at Kirkeby opnåede sin internationale berømmelse, der startede i Tyskland med de store abstrakte landskabsmalerier. Men heldigvis stoppede han ikke helt med at bygge murstensværker til offentlige rum. Og nu udstilles en række af dem, tolv i alt, for første gang på en særskilt udstilling på Beaux-Arts i Paris.
Det er svært at forestille sig et mere genialt og smukt rum at vise murstensværkerne i. Dels er rummet en passage, en mellemting mellem et ude og et inde – præcis som værkerne selv. Loftet er af glas, og man mærker, man befinder sig i en gård. Gårdens fire facader omkranser de tolv værker, der er bygget fra bunden af, og de giver en særlig klassisk resonans som ramme om murstensskulpturerne. Lige her, i kunstakademiets gård, der forbinder de forskellige afdelinger, er ansamlingen af murstensværker helt kongenial i forhold til sted og ånd. Gården er i øvrigt dekoreret med okkerfarvet, brun og rød ornamentik, antikke skulpturer og søjlegange, der komplementerer Kirkebys murstensværker. For de indeholder også kimen til klassiske, endda arkaiske, tilsnit, selvom de ved første øjekast ser nybyggede, minimalistiske og regelrette ud.
Når man træder ind i gården møder man som det første en høj murstensmur. Det er et oplagt greb at starte med «modstanden», sådan som det også blev gjort på én af de seneste større Kirkeby-udstillinger Det Ægte Billede på Heart i Herning i 2015. For i Kirkebys værker er der ofte denne «modstand» i form af en konkret mur, der blokerer den frie passage, eller mere symbolsk som et malet hegn eller stakit i hans malerier.
I muren på udstillingens største værk, Paris IX (2016), er der en indgang, som inviterer ind i værket. Her omsluttes man for et øjeblik af den næsten labyrintiske struktur. Som altid er passagen et spil mellem inde og ude, modstand og frihed, der gør oplevelsen af murene til mere end en visuel stimulation. Den struktur kendes fra flere af de mest kendte offentlige murstensværker. Eksempelvis Murstensskulptur (1994), der står ved stationen i Humlebæk, tæt på Louisiana. Det er en åben struktur af flere passager med søjlegange, der i øvrigt minder om den klassiske arkitektur i gården på Beaux-Arts med de dobbelte søjlegange for oven og for neden. Det er et inde og et ude på samme tid – mindre end en bygning, mere end en mur. Også selvom nogle af Kirkebys arkitektoniske murstensværker decideret kan opleves som mure, stopklodser, eller en moderne «ruin» midt i byen. Den 53 meter lange mur i Ballerup er et eksempel: Den kalder Kirkeby selv for Lys/skygge Maskine (1996), der minder om, at værkerne handler om bevægelse – både af krop, blik og sind. En ruin kan selvfølgelig ikke være ny eller moderne, det er et paradoks, men alligevel er der en reminiscens af den pludselige «murstensklat» i det offentlige, som en ruin kan være, i Kirkebys værker.
Kirkebys offentlige murstensværker kan også have en anden karakter, som det fremgår af den anden del af udstillingen på Beaux-Arts. Det er de lave og flade strukturer, som man kan gå på, hen over, eller ind i, uden at blive omsluttet af høje mure. I 1987 deltog Kirkeby på Skulptur Projekte Münster med to værker, hvor den ene var en lignende flad kvadratisk skulptur, med buegange på siderne. Det er en scene, et podie, og et monument på samme tid. De tre værker, der ligger her på Beaux-Arts, former henholdsvis et massivt kvadrat og en åben cirkel.
Firkantens massive og aggressive form gror nærmest ind i cirklens åbne rum, som to grundstrukturer der higer efter hinanden. De mimer en klassisk græsk arkitektur, kendt fra amfiteateret med en kvadratisk scene og en bue til publikum. Her kaldes værkerne Grenoble I II og III (1991-2017), fordi de i Frankrig blev skabt til Magasin de Grenoble i 1991. Samme skulpturer findes dog også i Danmark uden for Vesthimmerland Gymnasium.
I den anden ende af udstillingen står otte stenstøtter, eller steler, som de her kaldes. De er helt enkle, høje skulpturer, der minder om en obelisk eller søjle, som man kender fra gravmonumenter eller mindesmærker. Selvom Kirkebys stenstøtter er murret op i industrielle røde mursten, er deres arkitektoniske forlæg altså ladet med gammel dramatik, og igen er der en henvisning til et stykke forhistorie. Stelerne er skabt som lukkede rum (på nær én), der rejser sig opad, nogle har en variation i fladen, med en fordybning eller en rille i muren.
Kirkebys første murstensstøtter blev skabt til udstillinger tilbage i 1960erne. For nylig har Tate Modern indkøbt fem af Kirkebys murstensværker, blandt andet tre steler fra netop midt-tresserne, som udstilles med andre minimalister fra perioden som Donald Judd og Carl André. De første murstensværker er da også visuelt tæt på eksempelvis Andrés helt enkle murstensskulpturer Lever (1966). I samme periode skaber Kirkeby lignende firkantede sokler i et eller to lag, hvor murstenen ikke er murede sammen, men lægger oven på eller i forlængelse af hinanden.
Men Kirkebys inspiration rækker dybere end 1960ernes minimalistiske bevægelse. Det vidner hans første offentlige murstensværk om, Huset i Ikast (1973). Det er et lille murstenshus i røde sten, der nærmest ligner et mindre mausoleum, eller en ornamenteret sarkofag, placeret midt på en græsplæne tæt på en parcelhusbebyggelse i Herning. Selve formen og inspirationen til det findes i gamle Maya-bygninger, som Kirkeby oplever på rejser til Mayalandet i Mexico.
I perioden 2009-2014 udgiver Kirkeby fem såkaldte feltbøger. De er collagebøger bygget op af udklip, skitser, notater og fotografier. Den sidste Feltbog 5 (2014) handler om arkitektur, og giver et indblik i Kirkebys dybe interesse for mursten, hytter, hvælvinger, søjlegange, bykirker (ikke mindst Grundtvigkirkens stramme og himmelstræbende arkitektur) og ja, mayalandets ruiner. I bogen findes en side med fotografier af Huset i Ikast, hvortil han har skrevet: «huset fra Mayalandet flyttet til Ikast». Det bevidner, at nok er Kirkeby inspireret af den samtidige minimalisme. Men der er også andre – langt ældre – inspirationer til hans murstensværker. Ruin-inspirationen bliver efterhånden lettere at følge.
Det er på den måde interessant at følge udviklingen i hans værker. Fra de første ikke-murede sten på rad og række, til det første mayahus ved Herning. Der er de stejle mure og arkitektoniske modeller fra ’90erne pludselig mere på linie med dén tids nye involvering af beskueren i den relationelle æstetik. Til Skulptur Projekte Münster i 1997 er det ikke en søjle, men en lang mur med en indbygget busstoppeplads, han skaber. En funktion er pludselig medtænkt.
Tydeligvis er Kirkeby hele tiden påvirket af de strømninger, der findes omkring ham – også i murstensværkerne. Men det klassiske aspekt ved dem, hæver dem over at være udtryk for én oplagt stilretning (minimalismen). De geometriske former, hvælvingerne, søjlegangene og de klassiske tilsnit gør dem til mere tidsløse skulpturer, som balancerer mellem nærmest at være usynlige – så umærkeligt kiler de sig ind i byrummet – og at være epitomet på en klassisk skulptur, der fungerer som en mere højtideligt stemt invitation ind i en passage af lys og mørke.
Genkommende motiver hos Kirkeby, også i hans malerier, grafik og tegninger, er bjerge, hytter og så den omtalte «modstand»; et hegn, stakit eller en mur. På en måde indeholder den simple mursten alle disse tre grundelementer i sig. Den er skabt af brændt ler fra jorden, og den bruges til at bygge både huse og mure med. Det hele findes i murstenen, der bliver en slags syntese af arketypisk Kirkebysk gods. Den rummer derfor langt mere, end den minimalistiske traditions insisteren på repetitionens logik, og afvisningen af dybde og dramatik. For hos Per Kirkeby er der nok en flade, men også altid et dyb. Også et historisk dyb.
