Kunstmesse i kvindernes tegn

2020-udgaven af den nordiske kunstmesse Chart viser udelukkende kvindelige kunstnere i galleriernes egne lokaler over hele Norden.

Marie Kølbæk Iversen er repræsenteret af Gether Contemporay, et af få danske Chart-gallerier med en nogenlunde ligelig kønsbalance. Marie Kølbæk Iversen, Nine Bats, 2016. Installation view, Varulv!, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

I august måned bliver der usædvanlig mange udstillinger af kvindelige kunstnere på den nordiske galleriscene. Det sker på initiativ fra kunstmessen Chart, der i år udelukkende præsenterer kvindelige kunstnere i et decentraliseret messeformat, hvor alle udstillinger vises i galleriernes egne lokaler i København, Stockholm, Oslo, Helsinki og Reykjavik. 

Netop galleriscenen har i mange år været under beskydning for at bidrage til den strukturelle og kønsmæssige skævhed på kunstscenen Undersøgelse på undersøgelse har understreget, at selv om det går fremad med ligestillingen, så er der stadig lang vej endnu. I november måned 2019 offentliggjorde Organisationen Danske Museer resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt deres medlemmer, og tallene viste, at procentsatsen for indkøb af kvindelige kunstneres værker var 22 procent i perioden 2004-2019. 

Det har ofte været påpeget, at en afgørende baggrund for uligheden har sit udspring på den galleriscene, hvorfra mange indkøb bliver foretaget, og hvor andelen af kvindelige kunstnere fortsat er bemærkelsesværdig lav. Kun få af de danske gallerier, som deltog på Chart i 2019, har en nogenlunde ligelig kønsbalance. Gether Contemporary i København kommer nærmest med fem kvinder ud af totalt 12 repræsenterede kunstnere.

Ser man på resten af de danske Chart-gallerier udgør de kvindelige kunstnere i gennemsnit bare 26 procent. Samme billede tegner sig på de internationale messer, hvor procentdelen af kvindelige kunstnere er 24 procent. Helt slemt er det på de internationale auktioner, hvor salget af værker af kvindelige kunstnere udgør blot to procent.

«Den kønsmæssige ubalance på kunstscenen er måske den største strukturelle udfordring i branchen og kan ikke løses alene af en enkelt aktør. Hvis der er noget, de seneste måneder har lært os, så er det, at vaner kan brydes, og at forandring er mulig. Når vi nu genåbner kunstscenen, har vi også muligheden for at skabe den kunstscene – og kunsthistorie – vi ønsker for fremtiden», siger direktør for Chart, Nanna Hjortenberg, i en pressemeddelelse: 

Tiltaget kommer i forbindelse med den nødvendige gentænkning – og rebranding – af messeformatet, der skal til for at kunne afholde begivenheden i en tid, hvor covid-19-pandemien har sat sit præg på biennaler og kunstmesser. I København falder messeugen planmæssigt sidste uge i august, hvor der indtil videre er forsamlingsforbud for begivenheder med mere end 500 deltagere.

I år afholdes messen derfor ikke på Kunsthal Charlottenborg, der ellers har lagt sildebensparket til de 28 deltagende gallerier igennem de sidste syv år – og som sidste år tiltrak 25.000 gæster over en weekend – men ude i galleriernes egne lokaler, hvor antallet af besøgende let kan reguleres.

Diskussion