Kunsten, samfundet og den politiske styring

I den seneste tid er troen på, at kunsten og kulturen kan skabe social forandring dukket op igen i dansk kulturpolitik. Kulturministeriet har nu etableret en pulje for «Kultur i udsatte boligområder», som administreres af Slots- og Kulturstyrelsen. Er det et politisk initiativ af landets nye socialdemokratiske regering?

Puljen har til formål, ifølge puljebeskrivelsen, «med udgangspunkt i kunst- og kulturel deltagelse, at fremme beboere i udsatte boligområders deltagelse, engagement og integration i samfundet» og «at støtte projekter, der bygger på danske værdier så som demokrati, aktivt medborgerskab, ytringsfrihed og dialog, og som anvender kunstneriske og kulturelle redskaber, der starter positive fællesskaber».

Er det et forsøg på at formulere en ny kulturpolitik, vi længes så meget efter i og udenfor kulturlivet? Eller er det blot en ny retning for styringen af tilskudsmidler indenfor kulturområdet? 

Socialdemokratisk kulturpolitik eller ej, så har det nuværende regeringsparti en vis tradition for at se og inddrage kunsten i et større samfundsperspektiv. Landets første kulturminister Julius Bomholt gik foran i 1950’erne med et nyt kulturpolitisk program, der bl.a. førte til etableringen af Statens Kunstfond, som interessant nok i første omgang, omkring 1956, havde til formål at støtte «den billedkunstneriske udformning og udsmykning af statens bygninger og anlæg» (fra Gyldendals Store Danske Encyklopædi). Fra 1964 blev støtten bredt ud til den skabende kunst (billedkunst, musik, litteratur). Desuden etablerede Bomholt Kulturministeriet i 1961. 

Julius Bomholt troede på kunst, som kunne nå folket og udtrykke de værdier, som lå tæt på hans socialdemokratiske hjerte. Da han i 1950’erne formulerede en kulturpolitik for Socialdemokratiet med titlen «Mennesket i centrum» lød det: «Vi ved, at kunsten har holdt flyttedag. Den er ikke længere tilknyttet et fåtal af rigmandshjem, men til folket og dets institutioner». 

Det kan for eksempel se i kantinen i det gamle Radiohus (hvor Danmarks Radio havde til huse fra 1940-2007) på Rosenørns Allé på Frederiksberg, hvor et stort vægmaleri af den danske kunstner Folmer Bendtsen (1907-1993) pryder endevæggen.

Vægmaleriet, som er fra 1951, forestiller arbejdere fra skibsværftet Burmeister & Wain (B&W), som forlader værftet efter en lang dag på arbejdet. Udenfor venter koner og børn på de trætte, men stolte mænd. Maleriet er utvivlsomt en temmelig romantiseret udgave af arbejderkulturen i efterkrigsårene. Folmer Bendtsens var arbejdernes maler og skildrede baggårde og arbejderkultur på Nørrebro og Vesterbo i København. 

Han blev da også en favorit for den socialdemokratiske politiker Bomholt, der på det tidspunkt var Radiorådsformand og dermed også en slags medbestiller af udsmykningen. Bestillingen skete på et tidspunkt, hvor Danmarks Radio gennemgik en større forandring mod det mere folkelige i takt med, at flere borgere fik radio og TV. Udsmykningens karakter og placering på en central plads i Radiohusets kantine, var næppe nogen tilfældighed. Budskabet var klart: Danmarks Radio skulle være en radio for folket og journalisterne skulle ikke glemme, hvem deres målgruppe var, når de sad med madpakken og pilsneren i kantinen. 

En ny kulturpolitik?

Hvis man kaster et blik ud over det kulturpolitiske tilskudslandskab, rager puljen «Kultur i udsatte boligområder» op som et fyrtårn, der ligner et paradigmatisk tiltag, som måske vil ændre vores forståelse af statsstøttet kunst for altid. Ser vi nærmere på puljen som et kulturpolitisk initiativ a la Bomholts mere programmatiske kulturpolitik, er det værd at se på formuleringerne i forbindelse med dens lancering og promovering.

Søsættelsen af puljen skete stort set samtidig som et dialogmøde afholdt af Statens Kunstfond i november 2019 fandt sted, som handlede om, hvordan kunst og kultur kan løfte situationen i socialt udsatte boligområder. Dialogmødet gjaldt dog ikke pulje «Kultur i udsatte boligområder» men en ny pulje under Statens Kunstfond med det formål at støtte og forny kunst i det offentlige rum. 

Kunstfonden tilkendegiver her, ifølge pressemeddelelsen, at det er svært at skabe social forandring gennem kunsten, men mener alligevel, at der «findes gode eksempler på at kunst skaber stolthed, kulturel dannelse, fælles oplevelser, positive historier og kan binde byer sammen». 

Videre lyder det: «Alle mennesker kan bruge kunst til noget. Uanset hvor ung eller gammel man er, hvor man har bopæl eller hvor man er født. Kunst gør verden større og skaber sammenhængskraft og er med til at danne både os og kulturen, der hvor vi bor.»

Teksten minder om, at Statens Kunstfond trods alt er vores alles kunstfond og at idégrundlaget er at dele kunsten med samfundet/folket med en solid tro på kunsten i sig selv. Det er ikke krystalklart, men de to indsatser hænger ikke sammen. Det er måske derfor en så tydelig forskel kan læses i beskrivelsen af puljerne.

I modsætning til Kunstfondens indsats er puljen «Kultur i udsatte boligområder» tydeligt politisk motiveret. Det fremgår klart af puljens formål, som tilmed får en ekstra politisk drejning i og med at de specifikke boligområder, som puljen angår, er sammenfaldende med den politisk begrebsliggjorte «ghettoliste».

Det skal også ses i lyset af, at man pt. er ved at afvikle de politisk udnævnte «ghettoer» gennem frasalg af massevis af lejligheder, så en lang række af «ghettoernes» beboere må rykke deres liv op og finde nye steder at bo, som de ikke har råd til. Dem, der får lov at blive tilbage, kan så glæde sig over kunst- og kulturinitiativer på fællesområdet for et samlet beløb af 20 millioner danske kroner fordelt over en 4-årig periode til projekter i hele landet.

Initiativet for «Kultur i udsatte områder» synes dermed at implicere et brud med en mere klassisk forståelse af kunst i det offentlige rum, og måske også med forståelsen af (og for) kunst i det hele taget. 

Kunsten spændt for en vogn

For det første er det bemærkelsesværdigt, at man i teksten blander begreberne kunst og kultur. Kunst er en del af kulturen, men kulturen kan vel næppe betegnes som kunst. For det andet er det interessant, at man specifikt ser kunst (og kultur) som noget, der kan bruges til at skabe social forandring. Kunsten (eller kulturen) bliver forstået som en social forandringsagent, og ikke i sin egen æstetiske, processuelle eller performative uegennyttighed, men som noget, der ligner et pædagogisk værktøj.

Snarere ligner det folkeskolens billedkunstundervisning eller plejehjemmets beskæftigelsesterapi, som der jo ikke er noget i vejen med i sig selv, men som vel ikke rigtigt hører ind under kategorien kunst? Eller hvad? Er de politiske tilskudsgivere ved at redefinere kunsten gennem tilskudsstrømmen?

Det er nærliggende at påstå, at der er tale om en instrumentalisering af kunsten. Med instrumentalisering menes, at kunsten spændes for en vogn og anvendes i et bestemt øjemed,  eksempelvis med et politisk, ideologisk sigte. Med puljen «Kultur i udsatte boligområder» kan man vel godt sige, at der er tale om en decideret politisk instrumentalisering, idet det står skrevet, at projekterne skal anvendes som redskaber der kan «skabe positive fællesskaber, der bygger på danske værdier». Det er da en retorik, som vil noget!

På den måde er puljen en stærk kontrast til puljerne under Statens Kunstfond, hvor ideen om en fri skabende kunst står centralt. Også når det gælder kunst i det offentlige rum, hvor man ofte inviterer kunstneren til at skabe noget, som gerne skulle blive til glæde for andre mennesker. Her er det normalt helt uhørt at bede kunstneren om at levere et bestemt indhold med et bestemt ideologisk udgangspunkt eller udsagn.

Det skal selvfølgelig bemærkes, at puljen ikke udelukkende retter sig mod billedkunsten eller den bygningsintegrerede kunst, men til alle kunstformer (gerne tværdisciplinære, selvfølgelig) eller et endnu mere løst kulturbegreb, der ikke begrænser sig til bare at være kunst. Uanset må man konstatere, at denne pulje er meget håndfast politisk dikteret og med et udtrykt ønske om et ret specifikt indhold i det kunstneriske eller kulturelle projekt. Dette er et ret tydeligt skift i dansk kulturpolitik eller politisk praksis på kulturområdet, hvor kravene til kunsten pludselig bliver langt mere specifikke, end de har været tidligere.

Det er da også bemærkelsesværdigt i dette perspektiv, at der – da det for nyligt blev annonceret, hvem der havde modtaget de første tilskudsmidler fra puljenl «Kultur i udsatte boligområder» – ikke stod et ord om kunst eller involverede kunstnere. Der var tydeligvis tale om kunstlignende projekter eller kulturelle infrastrukturer og måske nogle kunstnere eller andre ildsjæle står bag, men ingen navne var nævnt. 

Det peger sandsynligvis på, at der slet ikke er tale om deciderede kunstprojekter, men derimod om sociale kulturprojekter. Spørgsmålet er så, hvorfor dette er en pulje, der administreres og udlyses af Slots- og Kulturstyrelsen, og ikke er en pulje under Socialstyrelsen, Integrationsministeriet eller andre politiske styrede instanser, hvor man beskæftiger sig med sociale spørgsmål og integration. 

«Kunst er kunst og alt andet er alt andet», sagde den amerikanske kunstner Ad Reinhardt engang i 1950’erne. Selvom vi lever i omskiftelige tider er dette perspektiv måske netop værd at holde fast i og minde os selv om, som netop Statens Kunstfond gør, at «Kunst gør verden større og skaber sammenhængskraft og er med til at danne både os og kulturen». Altså kunst – ikke alt muligt andet.

—  Sanne Kofod Olsen er mag.art. i kunsthistorie og dekan på Det Kunstneriske Fakultet, Göteborg Universitet.

20. feb. 17.45: Artiklen er blevet opdateret af redaktionen.