Efter at det i går blev bekendtgjort, at Jacob Fabricius fratræder som direktør for Kunsthal Charlottenborg, har de sociale medier svømmet over med ærgerlige og nærmest chokerede kommentarer. Ingen havde øjensynligt set det komme. Det ses tydeligt af de mange kommentarer, som blot består af et «Øh?!» eller et «Hvad?!»
At situationen også vækker vrede fremgår af de kommentarer, som sætter ord på problemstillingen, såsom Bjørnstjerne Christiansen fra kunstnergruppen Superflex, der skriver på Facebook: «Det er på tide at hele systemet omkring Kunsthal Charlottenborg tager sig sammen og yder den økonomiske og administrative støtte, der er nødvendig – det er pinligt og inkompetent og dette er resultatet!» Eller kurator Aukje Lepoutre Ravn fra Röde Sten konsthall, Gøteborg: «Nej, nej nej – ikke igen!! 2-års forbandelsen fortsætter. Mon Kulturministeriet skulle have lyst til at vurdere betydningen af Charlottenborgs kunstneriske/kulturelle værdiskabelse på den længere bane og lige gide at overveje budgettet på dkk 600.000 igen? Seriøst, det er jo grotesk – og ufattelig trist for Københavns kunstliv.»
Det store spørgsmål hænger i luften. Hvordan kunne det ske igen – og så med Jacob Fabricius på posten? Kunstkritikk har talt med Kunstakademiets rektor Sanne Kofod Olsen, som siden akademiets sammenlægning med Charlottenborg, repræsenterer kunsthallens øverste ledelse, for at se om vi kunne komme tættere på et svar.
Jacob Fabricius’ pludselige fratrædelse kommer som en stor overraskelse. Det så ud som om kunsthallen i den grad var på rette vej og så sker dette. I pressemeddelelsen som blev udsendt i går forklares det som følger: «Årsagen er uenighed om kunsthallens økonomi og virke mellem direktøren og rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler Sanne Kofod Olsen.» Hvis vi tager økonomien først – handler det om, at Fabricius har leveret et stor underskud?
Der er et mindre underskud. Vi taler ikke om et millionunderskud i Bo Nilsson-størrelsen (red. kunsthallens direktør 2006-2008, som blev fyret af samme årsag). Helt præcis hvor stort underskuddet er, ved vi først engang i foråret, når regnskabet er gjort op.
Men det anslås altså til at være stort nok til, at Fabricius måtte trække sig?
Som det siges i pressemeddelelsen, så har der været uenighed om økonomi og virke, som både peger bagud i tid og fremover. Så det er et samspil af flere ting.
Og virke – handler det om programlægningen? Har du været tilfreds med den?
Ja, meget tilfreds. Men der skal være en balance. Ambitionerne skal stå mål med de økonomiske ressourcer. Og som situationen er, må dialogen være meget tæt omkring dette. Især efter fusionen, som betyder at alt skal præcis afstemmes. Hvis der er underskud i den ene institution, går det jo udover den anden. Tidligere kunne kunsthallen gå til Kulturministeriet, hvis de havde problemer og forhandle direkte. Nu er det mig, som skal forsvare hver øre brugt i begge institutioner.
Flere har netop peget på, at sammenlægningen hverken har været til gavn for kunsthallen eller Kunstakademiet. Daværende kulturminister Uffe Elbæk og daværende rektor Mikkel Bogh, som gennemførte fusionen i 2012, argumenterede for, at det ville betyde en administrativ lettelse og besparelser gennem deling af ressourcer. Kan du se den gevinst – eller har I blot overtaget aben, som Kulturministeriet før sloges med?
Jeg kan godt se fordelene, for institutionerne deler jo nu den overordnede administration, regnskabsfunktioner, lønudbetaling, personale, HR, juridisk udarbejdelse af kontrakter, drift, IT, m.m. Men ja, vi har også overtaget aben, for det går jo helt konkret udover Kunstakademiets ressourcer, hvis kunsthallen blot præsterer et lille underskud. Det er en meget porøs konstruktion, som kræver hård budgetstyring.
Omkring sammenlægningen argumenterede man også for, at det for Kunstakademiet ville betyde øget eksponering og tættere forbindelse til den internationale kunstscene. Er det så et nederlag for Kunstakademiet og Kulturministeriet, at man må lade en person, som er så vellidt og internationalt respekteret, gå fra institutionen?
Jeg ved ikke om det er et nederlag. Kunstakademiet har jo i forvejen en international profil med både udenlandske professorer og gæstelærere. Den synergi, man har forestillet sig mellem kunsthal og kunstakademi, er måske endnu ikke så tydelig. Det kræver jo også både tid og ressourcer at etablere et samarbejde. Men det er ærgerligt. Det var så lidt, der skulle til for at etablere et godt samarbejde.
Det hele er gået meget hurtigt. Du tiltrådte som rektor 1. september 2014. Jacob Fabricius tog på barselsorlov 1. oktober 2014 og kom tilbage i midten af december, hvorefter han umiddelbart fratræder. Hvad er der sket i den korte periode, som gør at dette var det nødvendige skridt umiddelbart efter hans orlov?
Det virker måske lidt over hals og hovedet, men er det i virkeligheden ikke. Det er en længere proces, som jeg har overtaget, da jeg startede som rektor.
Hvis man kigger på Malmö konsthall, som Fabricius var direktør for, før han forlod stedet til fordel for Charlottenborg, så har den omtrent det samme antal udstillingskvadratmeter. Men i stedet for de 4 fuldtidsansatte som findes på Charlottenborg, var der omkring 15 fuldtidsansatte i Malmø – deriblandt to teknikere ansat på fuld tid, en person udelukkede ansat til presse og markedsføring etc. Til sammenligning har Charlottenborg hverken nogen fastansat tekniker og ingen selvstændigt ansat til at varetage presse og markedsføring. I det lys kan man vel også vende sagen om og sige, at det er godt gået af Fabricius og hans stab, at de har klaret at levere så overbevisende en institution med så flot et program?
Ja, selvfølgelig kan man det. Det er jo helt åbenbart, at Charlottenborgs ansatte spæner rundt og alle har mange kasketter på. De gør et utrolig godt stykke arbejde, men som du selv påpeger, så er ressourcerne der jo ikke og det er blandt andet det, kunsthallens leder skal kunne afbalancere. Jeg tror man bliver nødt til at tænke hele strukturen igennem og puste gummibåden op igen, så den kan bære, så luften ikke går ud af den hvert andet år. Det skal hænge sammen, og det tror jeg også på kan lade sig gøre, men konstruktionen skal bygges op omkring den virkelighed og de muligheder, som nu engang foreligger.
Hvad så nu? Hvordan tænker du kunsthallens situation fremover?
Vi skal have tænkt det hele igennem, finde en holdbar løsning. Jeg vil ikke fremlægge en model nu. Det skal vi gøre i samarbejde med den kommende direktør. Og måske må vi drosle ambitionerne ned. Og så kan man selvfølgelig spørge hvorfor København ikke har sådan en international kunsthal som eksempelvis Palais de Tokyo? Der er jo mange institutioner om buddet – mange institutioner bare i København, som også gerne vil vise internationale udstillinger, være den seriøse kunsthal med det kunstfaglige program, og som søger de samme offentlige og private midler. Faktum er at alle skal deles om de samme midler. En anden model kunne være at gå efter crowd pleasere ligesom mange af museerne gør. Så får man et større betalende publikum, som kan være med til at betale gildet.
Men det var jo ikke det, der var drømmen om en københavnsk kunsthal?
Nej, det var det ikke – og det er heller ikke min drøm, men vi må være realistiske, og jeg tror som sagt godt, det kan lade sig gøre at drømme en ny drøm.
