Jacob Fabricius ny direktør for Kunsthal Charlottenborg

Med Jacob Fabricius som direktør på Kunsthal Charlottenborg i København ser det lysere ud for den etablerede danske kunstscene end det har gjort meget længe.

Det bliver den nuværende direktør på Malmö Konsthall, Jacob Fabricius, som overtager stillingen som direktør på Charlottenborg efter Mark Sladen, der som bekendt tog sin afsked i slutningen af august. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt i dag fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, som kunsthallen hører ind under efter den nylige sammenlægning.  Selvom Fabricius kommer fra en stilling som direktør er han først og fremmest kendt og internationalt anerkendt for sit virke som kurator. I mange år fungerede han som uafhængig kurator. Han har stået bag en lang række udstillinger på institutioner verden over. Fabricius har en forkærlighed for interventioner i det offentlige rum (togkupeer, parkbænke, aviser, flaskeposter)  – en genre, som han har fornyet talrige gange.

I løbet af de sidste fem år, hvor Fabricius har været på Malmö Konsthall har han gjort stedet til en af Europas mest interessante institutioner for samtidskunst. Fabricius har en sjælden tæft for at tænke med kunst og lave udstillinger, som har bevirket at han figurerer på den internationale kunstscene på en måde som ingen dansk kurator har gjort det før ham. I tillæg er Fabricius indehaver af det velrenommerede kunstbogforlag, Pork Salad Press.  

Jacob Fabricius bærer på et værk af Aleksandra Mir fra projektet Sandwiched, New York, 2003.

Med Fabricius får Kunsthal Charlottenborg en kapacitet som direktør, som giver håb om at man kunne få en dansk institution, som for alvor vil kunne manifestere sig på den internationale kunstscene. Og hvis Kunstakademiet får styr på sammenlægningen med kunsthallen og får ro – af Kulturministeriet – til at sætte sejlene, så ser det lysere ud, ikke kun for den så udskældte kunsthal, men for den samlede danske kunstscene end det har gjort meget længe.  

Det endelig tidspunkt for tiltrædelse er endnu ikke fastsat, da Jacob Fabricius er i gang med at forhandle sin fratræden fra Malmö Konsthall.

Diskussion