I Olssons filosofiske hjørne

Med Red Alert udforsker Olof Olsson i en basal spørgen til verden nyt terræn for talkshowet og performancekunsten.

Olof Olsson Red Alert – a talk show on the brink of disaster, 2011

I 2007 var det meningen, at jeg skulle være manager for Olof Olsson på hans første europæiske tour med sine foredrag om den moderne verdens besynderlige logikker. Som det hører sig til en omrejsende entertainer havde han brug for en person til at ordne de praktiske anliggender, så han kunne koncentrere sig fuldt ud om sine optrædener. Desværre kom jeg aldrig med på touren, og selvom jeg stadig gerne ser muligheder i at være manager (i stedet for kurator), så må jeg indse, at Olof Olssons værk i sin essens er et one man show, og at det ikke behøver min indblanding. Siden da har Olsson optrådt på flere kontinenter med forskellige foredragsformater, fra diskoens historie til en serie på ni aftener om «almen uddannelse» på Malmø Kunsthal henover foråret 2008.

Så hvad siger en imaginær tidligere manager til Olof Olssons nye satsning talkshowet Red Alert. A Talk Show on the Brink of Disaster, der fra februar til maj finder sted den første onsdag i måneden i Warehouse9 i midten af Københavns centrum for kreative initiativer, Kødbyen? Lad mig forsætte den ligefremme tone: det er ualmindelig godt!

Olof Olsson Red Alert – a talk show on the brink of disaster, 2011

Formatet er i sin enkle, interimistiske opbygning tro mod genren, sådan som man for eksempel kender den fra The Late Show med David Letterman. Olsson er vært og sidder ved et bord med en mikrofon og en kop kaffe. Ved siden af ham står to stole, reserveret til henholdsvis det antitetiske side-kick (kunstneren) Jacob Borges og aftenens skiftende gæster. I en anden side af scenen står showets husorkester bestående af Molly Haslund (ukulele og sang) og Deborah Vlaeymans («tromme», midi og sang) og Benny Robert Jørgensen (midi). De to kvinder er klædt i farvestrålende 50er-kjoler (en reference til den gang talkshowet gjorde sit indtog på den amerikanske sendeflade?) og bandet skifter mellem at spille skævt rockende breakere og temaer og levere syrede lydtapeter til samtalerne. Faktisk er musikken et rammende billede på, at Red Alert trods sit genretro udgangspunkt, også bryder med genrens glatte professionalisme (og mediebevidste ironi). Som et af sine erklærede forbilleder, komikeren Richard Pryor, arbejder Olsson med livesituationens skrøbelighed i et intenst og subtilt spændingsfelt, hvor underholdning og erkendelse konstant balancerer på randen af det akavede, pinlige og endda kedelige.

Starten på showet den 6. april var noget besværlig. Olsson indrømmede, at han det meste af dagene havde følt sig uinspireret og kæmpet med en følelse af, at talkshowet var et meningsløst format. Han rettede konstant på sin egen udlægning af dagens forløb og kunne ikke finde ud af om han skulle have dug på bordet eller ej. Det var først efter den tilbagevende diskussion af udviklingen i Borges’ karriere, samt mulige slægtskab med den argentinske forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986), og aftenens første gæst, Thomas Altheimer, at Olsson var varmet op. Selvom Altheimer mødte fuld op (angiveligt for at drukne sorgen efter et nyligt nederlag i Landsretten) fik Olsson ham til at fortælle nogenlunde sammenhængende om retssag (herunder valg af advokat, der ligesom Altheimer er rødhåret), privatøkonomi og fremtidsplaner. Derefter indtog den lavmælte skotske musiker John B. MacKenna fra bandet Monoganon gæstestolen til en snak om udtalen af bandnavnet og coveret til dets nyeste udgivelse Eternal See You Soon.

Olof Olsson Red Alert – a talk show on the brink of disaster, 2011

Så var der pause, og Olsson stillede et stort ur på sit bord, så alle kunne se og høre, når de 15 minutter var gået. Efter en improviseret diskussion med en vred kvindelig tilskuer, der mente at showet var gammeldags sexistisk, var det tid til aftenens sidste gæst, «husøkonomen» Ole Jørgensen. Olsson og Jørgensen kom ind på emner som logikken i bankers tildeling af rådgivere til kunder, Oles kærlighedsliv («it’s complicated – but in a good way»), aktiemarkedets reaktion på katastrofen i Fukushima, og Olssons mulighed for at låne penge til et projekt, hvor hver borger skulle udstyres med atomanlæg i lommestørrelse, således at vi alle, kollektiv løber risikoen og eventuelle sammenbrud er af en mindre skala. Olsson malede en gang en serie små malerier, hvorpå der stod «So Tired of Being Tired of Capitalism», ikke som en omfavnelse af kapitalismen, men som opfordring til at tage økonomien dybt alvorligt. Som en del af denne interesse er figuren Ole Jørgensen en skarp og velfungerende opfindelse fra Olsson side både som en udvidelse af talkshow-formatet og en kritik af samtidskunstens ofte ganske overfladiske tematisering af kapitalisme.

Olof Olsson Red Alert – a talk show on the brink of disaster, 2011

Red Alert er underholdning, ingen tvivl om det, men er samtidig båret af en ambition om at informere publikum og anspore dem til at interessere sig spørgende for verden i det små (Monoganons cover) såvel som i det store (atomkraft). Denne ambition kommer blandt andet til udtryk i aftenens afslutningsreplik, der i lighed med John Stewarts «moment of Zen», skal give publikum noget at tænke over tage med hjem. Aftenens replik var i det poetiske hjørne og omhandlede det engelske sprog, som vært såvel som gæster gennem det meste af aftenen havde bakset med, for eksempel i forbindelse med en diskussion angående gradsforskel mellem «angry» og «upset.» I Olssons værk er sådanne distinktioner ikke ubetydelige sofisterier, men væsentlige betydningsforskelle, da evnen til at engagere sig reflekterende i dem er vejen til en mere nuanceret, åben og kritisk omgang med verden, og det er denne vej som Red Alert i al ydmyghed inviterer publikum til at begive sig ud på.

Diskussion