På den sidste dag i november åbnede direktøren for Documenta, Dr. Andreas Hoffmann, en konference på Documenta Archiv, institutionen, der indsamler alt, der har at gøre med den store tilbagevendende kunstbegivenhed i Kassel. Titlen på konferencen er «In/Out», og selvom vi ved, hvem der er ude – nemlig alle seks medlemmer af den såkaldte Findungskommission, dvs. ansættelsesudvalget, der skulle finde en ny ledelse – har vi ingen idé om, hvem der egentlig er inde. Konferencens fokus på «den moderne kunsts kanoniseringsprocesser og den første Documenta» virker noget malplaceret. For vi sidder vel reelt nu med eftervirkningerne – eller «kanoniseringsprocesserne» – efter Documenta 15?
Med henvisning til den indiske digter og kritiker Ranjit Hoskotes tilbagetræden fra Documentas «Findungskommission», der skete i form af et åbent brev, udsendt den 13. november af BDS India (en del af Boycott, Divestment, Sanctions-bevægelsen), sagde Hoffmann: «Den aktuelle udvikling omkring Documenta 16-ansættelseskomiteen viser endnu en gang, hvor lang vej der endnu er til en konsekvent bearbejdning af indtrykkene fra Documenta 15. Der er behov for en konsekvent afstandtagen fra enhver form for antisemitisme. Begivenhederne i sommeren 2022 må ikke gentage sig. Dette er den eneste måde, hvorpå man virkelig kan starte på en frisk efter begivenhederne under Documenta 15.»
Men hvad bestod «begivenhederne under Documenta 15» egentlig i? I store dele af den tyske presse er Documenta 15 blevet lig med en slags antisemitisk kunst-Oktoberfest. I Tyskland er det ulovlig at vise visse antisemitiske symboler, og gør man det, kan man straffes. Men uanset hvor mange aviser, der gengav de utvivlsomt antisemitiske detaljer i specifikt ét værk (banneret People’s Justice [2002] af den indonesiske kunstnergruppe Taring Padi), har statsanklageren på intet tidspunkt åbnet en sag mod Documenta. På nuværende tidspunkt er der i øvrigt udgivet en dybdegående akademisk undersøgelse, der afviser denne anklage, men den har tiltrukket sig langt mindre interesse i pressen.
Den første til at trække sig fra ansættelseskomiteen var Bracha L. Ettinger, som også var komiteens eneste kunstner og den eneste, der befandt sig i en hurtigt eskalerende krigszone. Hendes anmodning om at nedsætte hastigheden for komiteens arbejde var ikke kun emotionelt begrundet, men også en pragmatisk respons på at befinde sig i den israelske krigzone. Det var simpelt hen umuligt for hende af fokusere på eller overhovedet at deltage i de afgørende møder. Alligevel blev hendes anmodning ikke imødekommet. Derfor indleverede hun den 10. november sit opsigelsesbrev, som blev publiceret på E-flux: «Spørgsmålet om hvad det vil sige at være et menneske er tæt forbundet til meningen med kunst. Kunstnere skal ikke bruges til at smykke en given politik»
Tre dage senere indgav Hoskote sit afskedsbrev, også offentliggjort på E-flux, og retter disse ord til hr. Hoffmann: «Det står klart for mig, at der i denne giftige atmosfære ikke er plads til en nuanceret diskussion af de spørgsmål, der er på spil.» Han henviser specifikt til de anklager om antisemitisme, der er blevet rettet mod ham, og til at han er «blevet bedt om at acceptere en generaliserende og uholdbar definition af antisemitisme, der sætter lighedstegn mellem det jødiske folk og den israelske stat; og som på tilsvarende vis fejlagtigt fremstiller ethvert udtryk for sympati med det palæstinensiske folk som støtte til Hamas. Min samvittighed tillader mig ikke at acceptere denne generaliserende definition og disse båndlægninger på menneskelig empati.»
Her har vi netop et eksempel på et problem, som vi i stigende grad ser i tysk kulturpolitik, det være sig Frankfurt Buchmesses skandaløse tilbagetrækning af den litteraturpris, der var blevet givet til den palæstinensiske forfatter Adania Shibli, eller den nylige aflysning af en kommende udstilling på Saarbrücken Museum med værker af den Berlin-baserede Sydafrikanske (og jødiske) kunstner Candice Breitz. Museets bestyrelse er citeret i de tyske nyheder for at have truffet «denne beslutning efter nøje overvejelse og i lyset af mediedækningen af kunstneren i forbindelse med hendes kontroversielle udtalelser angående Hamas’ angrebskrig mod staten Israel.»
Hvilke kontroversielle udtalelser er så det? Man behøver ikke dykke dybt ned i Breitzs opslag på sociale medier for at opdage, at kunstneren gerne og på meget velformuleret vis udtaler sig om mange skandaler i og uden for kunstverdenen, men hvis man ser nærmere efter, afslører det et ret liberalt udsyn på verden, med udsagn som f.eks. «palæstinensiske børns liv er lige så meget værd som jødiske og israelske børns.» Er det for meget at sige sådan i Tyskland i disse dage? Man vil også opdage, at Breitz sammen med tusind andre kulturfolk i 2019 underskrev et brev, der opfordrede den tyske regering til at genoverveje beslutningen om at stemple BDS som antisemitisk og dermed gøre det obligatorisk at stoppe enhver statsstøtte, der måtte tilfalde eventuelle kulturprojekter med tilknytning til dem. Det, der på det tidspunkt blot lignede en let omgang symbolpolitik (i lyset af stigningen af anti-jødiske hadforbrydelser i Tyskland) er i dag blevet et politisk redskab: Når man risikerer at blive slået i hartkorn med andre, uden at man nødvendigvis deler deres synspunkter, holder folk op med at ytre sig. Det får reelt udvekslingen af forskellige synspunkter til at forstumme.
Da de resterende medlemmer af Findungskommissionen trådte tilbage, skrev de: «Kunsten må anskues kritisk og fra mange vinkler i alle dens forskellige former og al dens mangfoldige indhold for at kunne give genklang i samfundet og udfolde sit transformative potentiale. Kategoriske, ensidige reduktioner og oversimplifikationer af komplekse sammenhænge truer med at kvæle enhver sådan undersøgelse i opløbet.» Deres kollega Hoskote opsummerer det således: «Et system […], der vælger at ignorere både kritik og medfølelse – er et system, der har mistet sit moralske kompas.»
En skarp iagttagelse. Men hvordan kan man så orientere sig på ny? Skal vi opgive Documenta helt og lade den gå ind i solnedgangen lige som alle de andre dinosaurer gennem tiden? Skal vi lade den tage en tænkepause for at genopstå i ny stråleglans om syv år? Eller skal vi gå ren McKinsey på begivenheden og få den omstruktureret? Skal vi holde os helt væk fra politiske diskurser og få en light-udgave af Documenta i stedet?
Documentas styrke og tiltrækningskraft ligger i dens omfang og den frihed, det giver. At være kurator for Documenta er måske nok et meget udfordrende job, men det giver samtidig også en utrolig frihed, som man med en vis ret kan hævde er uden sidestykke i verden. Og det er netop denne frihed, dette fravær af politisk påvirkning, som vi skal bevare. Enhver omstrukturering vil uden tvivl indebære, at der indføres nye organer, der stækker kuratorens frihed. Så af hensyn til kunstens frihed kan vi kun sige, at the show must go on.
Men hvordan? Måske kan vi lade os inspirere af et andet projekt, der ganske vist ikke er aflyst, men i hvert fald udsat på ubestemt tid i kølvandet på Hamas-angrebet, nemlig et samarbejde mellem Breitz og Michael Rothberg, professor i litteraturprofessor ved UCLA (og 1939 Society Samuel Goetz Chair in Holocaust Studies): De skulle her først i december havde afholdt en konference med titlen «We Still Need to Talk». Fyrre talere fik at vide, at de ikke skulle komme alligevel, efter at de oprindeligt var blevet bedt om at reflektere over «relationelle hukommelseskulturer», som det hedder i omtalen online. De skulle med kunstnerens egne ord have udforsket «de etiske og æstetiske aspekter ved at håndtere andres lidelser og forsøge at undersøge forholdet mellem antisemitisme og andre almindelige former for had set i lyset af den stigende normalisering af højreorienterede ideologier i den politiske diskurs i og udenfor Tyskland.»
Her har vi et emne, der er meget problematisk og som påvirker kunstnere og deres miljøer globalt. Når vi indser, at det netop er kunstens frihed – hvis ikke ytringsfriheden i det hele taget – der er truet, kan vi også se, at der her findes et udgangspunkt for en kuratorisk udforskning, men også en chance for at gentænke Documenta som et mulighedsrum. Måske som en kulturel platform, hvor kulturelle konflikter kan udforskes i de relativt sikre omgivelser, som den tyske provins udgør. Og hvis konflikterne ikke ligefrem bliver løst, vil de i det mindste blive taget op og diskuteret. Man kan forestille sig denne mega-begivenhed som et laboratorium for forsoning – også selvom tanken om forsoning synes mere utopisk end nogensinde i øjeblikket. Men hellere en utopi end intet perspektiv.
Vi har stadig meget, vi er nødt til at tale om. For at kunne gøre det, er vi nødt til at etablere en kultur, hvor vi trygt og sikkert kan udveksle forskellige eller modsatrettede holdninger. Det kan lyde overfladisk. Men én ting er at tale, og noget andet er at lytte. Netop dét ser ud til at være den største udfordring for Documenta lige nu.
Kunstkritikk, 5. december: Artiklen er blevet opdateret for at tydeliggøre tidsforløbet omkring opsigelsesbrevene fra ansættelseskomiteens medlemmer.
