En sommer føles altid for mættet og juicy til at være en lykke, man kan regne med, det er meningen den skal visne, og når nætter som nu sluger dage efter otte timers lys, har det varme og grønne stort set forladt kroppen. Men at træde ind på Overgadens overtage, ind i Iselin Forslund Toubros udstilling Et ridt mod det tomme, er at få hældt lidt sommer udover sig. Den gyldne årstids sorgløshed og melankoli hænger mellem væggene.
Udstillingsrummet har en forladt eller endnu uindtaget teaterscenes stemning: En sommerhuscore-scenografi af træ og hør, sådan en kniplet, nordisk lækkerhed, indrammer det tomme og er tænkt som skulpturelle forlængelser af det 32 minutter lange videoværk En trup og en dans om drømme. Værket er vel en film, den har en slags handling og et dejlig bizart manuskript, skuespillere og dramaer og rulletekster. Det vil sige; man bør helt klart se den fra start til slut.
Syv unge mennesker, ekstra smukke af solen og vidunderligt tøj, kører gennem perfekte sommeraftener med deres perfekte mobilkøkken, åbner naturvin og serverer grøntsager for andre smukke mennesker i perfekte omgivelser – et middagsselskab på et parkeringshustag badet i lyserød skumring med Marmorkirkens hyperappetitlige kuppel i baggrunden er for eksempel vildt perfekt, både som skud og ide. På et tidspunkt sætter et rigtig voksent, uniformeret menneske en stopper for pop-up-livet i byen, så truppen og køkkenet tager ud i den saftspændte sommerskov, for at have det drømmende dér.
Utroligt nok kammer det hverken over i ironi eller noget prætentiøst. Subtil absurditet klistrer til alting, den gør virkeligheden mere åndssvag og tydeligere. En overskudstilværelse, vores, hvis aktiviteter og angst, slås op som et telt gennem filmen: at fange brændenælder og fisk, købe dyre urter, dyr vin, henkastet elske og afsky hinanden, frem for alt dyrke begæret som en lysegrøn gud og høste det. Men hele tiden afviger truppens virkelighed en anelse fra vores. En knækket saks, der må bindes sammen med snor, en knækket natur, der må bindes sammen med snor, bøjler på grene, en fladfisk på en pind i skovbunden og rivejernet er groet ned i mosset. Alle de her delikat surrealistiske billeder ved siden af måltidets konstante overorkestrering, så smukt og dumt, at man pendulerer mellem at glemme sin egen virkelighed og komme i tanke om den.
Iselin Forslund Toubro og truppen har virkelig bygget et helstøbt coutureliv på Overgaden. I såvel kostumer som grøntsagstilberedninger og installatorisk præcision er den skræddersyede ekstravagance til stede. Som med al sommer og skønhed følger en mulig sorg i hælene på at svælge i den, det virker som meningen her, og det er læskende at være i. En slags tidens stikkelsbærfarvede drøm om lidt og meget.
