«En tysk familie bryder sammen i fnisen på en sushi-restaurant. På busholdepladsen forskrækker en mand de ventende passagerer ved at kaste en gummimursten ind mellem dem. Og en mand med knust hjerte dør.»
Der er en varm humor i Bedwyr Williams værker, som jeg ikke kan lade være med at blive glad for. Ovenstående ordlyd er fra Hypercaust (2017) hvor citater fra engelske lokalaviser er klippet sammen til en grotesk og egentlig også ganske poetisk voice-over. Billedsiden er til gengæld gravalvorlig; en storladen 3D-visualisering af et romersk badehus, som man i 1960erne fandt resterne af under udgravningen til et butikscenter i Chester i England – og som man eftersigende skilte sig af med for at undgå, at arkæologer skulle forsinke byggeriet. Nå ja, og så er det hele tilsat et imposant musikalsk tema spillet på græsk rørpibe, som er fortidsudgaven af sækkepiben. Ret heftigt.
Hypercaust vises som det ene af to videoværker og en række plakater i udstillingen Nu-, for- og fremtidsfortællinger på det aktive kunstnerdrevene udstillingssted Sydhavn Station i København, der har eksisteret siden 2012 og som til anledningen er omdannet til en black box.
Som den meget pragmatiske udstillingstitel siger det, handler det om kollapser af tid. Mere interessant er dog kollapserne af stil og genre og det tragikomiske, som den walisiske kunstner i øvrigt er kendt for fra sine performanceværker. «I want my sex robot to speak Welsh» står der på en af hans såkaldte «antiplakater» i forhallen og det er jo i virkeligheden bundtrist men sjovt på den underspillede britiske måde.
I videoværket Tyrrau Mawr (2017) som på walisisk betyder «store tårne»har Williams ved at google «kontroversielle bygninger»fundet frem til en uskøn samling af arkitektoniske giganter, som han har plantet i et pittoresk bjerglandskab. Eksempelvis ligger Guggenheim New York fotogent placeret ved søbredden omgivet af mareridtsagtige skyskrabere. Det er et surreelt og smådystopisk billede og samtidig overhovedet ikke uvirkeligt, når man tænker på copy-paste-arkitekturen, der skyder op over alt; i naturområder eller på ruinerne af romerske bade og andre kulturarvsagtige ligegyldigheder.
Sådan har det absurde det som bekendt med at blive til virkelighed i disse tider med privatiseringsmani og nationalistiske krampagtigheder til alle sider og humor kan synes både upassende, nytteløst og ikke mindst tiltrængt. Et lille skud britisk tragikomik gør i hvert fald godt.
