For et par uger siden så jeg animationsfilmen Inside Out. En af disse voksenabstrakte og børnefølsomme Pixar-film, hvor en 11-årig piges indre er sin egen farvestrålende verden af formgivne sindstilstande, minder, karaktertræk. Blandt meget andet flot i den her kortlægning af menneskesensibiliteten findes forestillingen om, at erindringer lagres i os som kugler af glas, og at hukommelsen derfor er et endeløst glaskuglearkiv. Desuden er selve personligheden sat sammen af øer, som hver især er hjemsted for de tilværelseskomponenter, der er dine vigtigste eller mest elskede.
På tærsklen til en pubertet er hovedpersonens inderside stadig kun forankret i øer som ’familie’ (på den helt kernede far-mor-barn-måde), ’hockey’ og ’venskab’ (med primært en enkelt person), men fundamenterne skælver, og man aner, at en udvidelse af karakteren og hendes ølandskab er under opsejling. Jo ældre mennesket bliver, jo flere øer har det i sig, forstår vi, og i det grænseløst stenende hoved, der er denne fuldkommen indholdsløse vinters, opstod tanken: Hvad mon mine øer er? Dernæst: Har jeg seriøst en kunstø?
Straks vrængede mit indre og alle dets kunstverdenforbehold af denne tanke. Af forestillingen om at en ø fyldt med værker og lyse sale –måske en lille fontæne af boblende drikke og besynderlig ferniseringssocialitet – skulle være en slags hjørnesten i min person. Men på bagsiden af forbeholdene lod jeg tanken få plads. Glimt af ting jeg har kigget på; en usandsynlig papirby eller en tynd skulder i bevægelse eller en sindrig konstruktion af snøre og træ for eksempel, al kunsten jeg har set og opbevaret som delikate glaskugler et sted bag kroppens ydersider.
Uafhængigt af den rimelig forcerede erindring om værker som kunstøen og glaskuglerne satte i gang kom jeg til at tænke på den argentinsk-schweiziske kunstner Vivian Suter. Jeg stødte for første og stadig eneste gang på hendes arbejde på Documenta 14 i Kassel, og af grunde jeg ikke kan gennemskue, er mit hoved vendt tilbage til hende flere gange siden. Hver gang har jeg glemt hendes navn i mellemtiden og må lade ubehjælpsom googling gøre hukommelsesarbejdet (’south american female artist mother collage’ virkede utroligt nok denne gang).
Hvad jeg husker er Suters stilfærdige omgang med sin ældgamle mor i deres fælles hjem ved en sø i Guatemala. Grove malerier og nøjagtige collager mellem de to kvinders hænder, lærredernes samhørighed med naturen og dens potentielle ødelæggelser. Jeg husker det fugtige og dunkle, der hviler over huset som en tung plante, mørket under et løvdække, der kan virke helt sort, når solen over løvet skinner af al middags- og ækvatorkraft, fornemmelsen af at inde og ude deles om luften, fordi alting står åbent i det her hus, at varmen er over det hele. At rød og gul og grøn fylder som farverne i denne tilværelse.
Hvad jeg i virkeligheden husker – finder jeg på et tidspunkt ud af i mine genkaldelser af Suter – er en anden kunstners videoværk om hende, Vivian’s Garden. En grundigt komponeret adgang til hendes liv og arbejde, som den palæstinensisk-britiske kunstner Rosalind Nashashibi har lavet, er blevet til min oplevelse af Vivian Suter.
Et andet sted i Kassel, i et butikslokale omdannet til midlertidigt udstillingsrum, hænger Suters egne værker i lag med en tæthed, der bærer lidt skovfornemmelse og fugtighed ind i de cementfarvede omgivelser. Som reduktioner eller præciseringer af maleriet hænger disse lærreder, meget mætte af farve, fra loftet og fucker oplevelsen lidt op, fordi rummet er for pakket til øjnenes scanning af vægge og gulve; kunsten står ligesom bare ned i stænger.
Måske er det derfor Vivian Suter – som en slags samlet, men helt konturløs erindring – er blevet hængende i mig, fordi følelsen af at befinde sig i noget omsluttende akkompagnerede det visuelle. Sandsynligvis kan erindringens ophav ikke forklares, heldigvis, men måske kan værker blive tydeligere minder, når kroppen virkelig sluges af dem. Ikke nødvendigvis bedre – adskillige forbehold er nødvendige overfor den kunst, der får muligheden for enorme skalaer og offentlig tilgængelighed. Alligevel er Bruce Naumans Square Depression i Münster eller Michael Heizers Levitated Mass i Los Angeles blevet til den slags glaskugler i mig, der virker lettere at fremkalde end de slør af billeder, som udstillinger hurtigt omdanner sig til i hukommelsen.
At kigge og huske er naturligvis hyperindividuelt og generaliseringer om sansning er naturligvis besværligt (eller forbudt), men jeg tænker jævnligt over, hvordan andre ser på kunst, hvorfor de gør det, hvordan jeg selv gør det. Hvordan sætter kunstoplevelserne sig fast? Hvordan flytter vi dem med os rundt i et liv, hvor aftaler og mennesker og jobs og ting at fortære i gaderne lader til at være vigtigst og dejligst? Kan vi på en eller anden måde fremkalde kunsten, ligesom dufte eller humører, aktivere glaskuglerne som nogle visuelle følelsesåbninger i den her hermetisk lukkede vinter?
Mest nærliggende er det at fremkalde sammenhænge, der virkelig flyder over af kunst. Dem har jeg ikke oplevet særlig mange af. En gang har jeg været i Venedig, en gang i Kassel, men begge gange har jeg – ved siden af forpustelsen over alle disse udstillede ting, og magten de får og giver – ikke kunnet løsrive tanken og blikket fra de mennesker, jeg kigger sammen med. Hvad ser I? Hvordan tager I de her bunker af kunst ind? Bliver I rørte? Hvad er det I elsker? Ikke på en fordømmende eller bedrevidende måde, men fra et undrende sted, der opstår i erkendelsen af, at rigeligheden selvfølgelig er skøn og gavmild, men også virkelig svær at gennemtrænge.
Jeg kan godt lide at kigge på ting, jeg ikke fatter eller mærker, og jeg kan egentlig også godt lide at svælge i undren eller fremmedgørelse. Men jeg forsøger hele tiden at gøre det klart for mig selv, hvad der kan være at holde af i et værk – måske i forsøget på at skærpe muligheden for, at kunsten bedre kan blive til glasminder.
Måden en overlagt forglemmelig ramme af ubehandlet fyrretræ er sat udenpå to enorme, strikkede værker af Rosemarie Trockel, så disse felter af strik også ligner en kampplads. Et rødt, metallisk mørke mellem draperingerne i et af El Anatsuis usandsynlige kapseltæpper, der ligesom viger udenom sit materiale, og bliver en anden slags blødhed, en velkomst. Konstateringen af at mursten og runde ting virkelig ligner hinandens modsætninger i en grad, der gør Judith Hopfs murstensbolde smukke af dygtighed og tørt sjove på samme tid (og at det humør er sjældent i et udstillingsrum). At Katinka Bock har fået citroners forrådnelse til at gøre en stramt kedelig installation omskiftelig, det nuttede ved de perfekte frugter, der hænger og er sig selv og gule midt i en totalt sakral, skandinavisk samtidskunstatmosfære. En sværdfisk og frosne blomster og en sko, sådan en casual bunke yndige ting bag glasdørene i et lysende køleskab i et blåt rum, som Adrian Villar Rojas også havde fyldt med andre former for uspændende antropocæn naturkunstighed – og i et par sekunder gav fiskens tomme øjenhuler adgang til en eller anden strøtanke, der virkede vigtig og straks blev glemt. Fornemmelsen af et uafbrudt efterår i Paula Modersohn-Beckers kærlige eller bedrøvede malerier.
Det her er ting, jeg husker, måske var de ikke præcis sådan. Synet er vel den primære sans for dem, der kan se, og hvad vi ser, er måske derfor dømt til at være det, der kan fortabe sig hurtigst i hukommelsens uendelighed af alt det sete. At billedkunst som regel henvender sig til øjnene og kroppen på en anden måde end ord eller toner, bærer måske en del af ansvaret for, at billedsansningen hurtigere fordamper, end alt det, der også indtages ikke-visuelt. Hvordan skulle jeg dog kunne huske kunsten, jeg så bedre end ansigtet, jeg kendte og kiggede sammen med; cigaretten ansigtet røg på trappen i solen udenfor udstillingen, mens det sagde noget sødt.
Hvad jeg kunne ønske mig er at blive bedre til at se og mærke og opbevare denne kunst, der er så svær at få greb om. Og måske er der særligt gode forudsætninger for at kultivere sit kommende blik, nu, hvor vi kun i hovederne kan kigge på kunst, vi allerede har set. Hvordan skal kunstværker blive en følsomhed, vi kan gemme på og argumentere for vigtigheden af i et de facto kunsthadende, kunstdræbende samfund, hvis øjnene har meget travlt. Eller hvis de mest kigger gennem et kamera eller hvis hovedet allerede ved, hvad det får og nikker ad fællesskabernes beslutninger om kvalitet. Jeg vil selvfølgelig ikke skyde nogen disse former for bevidstløshed i skoene, men jeg kender dem selv, og muligvis er jeg ikke den eneste.
Jeg ser for eksempel Anne Imhof på Venedigbiennalen i 2017 uden at ane, hvem hun er. Ved et slags tilfælde har jeg fået mig et pre-pre-pre-preview-pas til al kunsten et par dage før den bliver bredt tilgængelig, og derfor kan jeg stille mig i en endnu overkommelig kø til den tyske pavillon. Det gør bestemt noget ved mig at være derinde, det ekstravagante publikums ærefrygt overfor performernes tungsindige Neukölln-attitude og -garderobe var i sig selv dejlig bizar at overvære, og mit uindviede blik fortabte sig mere i de dynamikker end i selve performancen. Hvad var ’selve performancen’ hvis ikke også dette ekstreme møde. Nærmest så snart jeg er kommet ud fra en lille times Faust, begynder jeg at fornemme omfanget af hypen, og på samme tid kan jeg så fryde mig over at have været der, og ærgre mig over, at jeg hverken vidste eller rigtig mærkede, hvad jeg kiggede på. Det er herefter – og stadig – ikke til at afgøre om min oplevelse af noget betydningsfuldt er helt min egen, eller om den snarere er noget de mange professionelle netværksøjnes kvalitetsstempling har givet mig.
På alle måder er det også underordnet. Erindringer er vel især de glaskugler, vi giver til og tager fra hinanden, og i forhold til noget vi er så internetagtigt fælles om som billedkunst, er det både utopisk og åndet at forestille sig sit eget klare blik på noget som helst. Alligevel er det svært at slippe ønsket om bedre at kunne absorbere kunst gennem mine egne øjne, gemme den nogle af de samme steder som kærlighed gemmes. Og derfra at kunne fremkalde og omsætte den bedre til hengivne, vægelsindede erindringer om intuitive følelser, der virker afgørende for kunstens uafhængige eksistens i fornuftens og økonomiens og magtens virkelighed. Samtidig virker det ikke som et utænkeligt scenarie at glemme, hvorfor kunst overhovedet er en dejlig ting at beskæftige sig med, hvorfor det skulle kunne udgøre en hel ø i mit indre, hvis det at kigge mest føles som en valuta jeg skal have adgang til.
Det står naturligvis enhver frit for at drøne gennem museerne eller Venedig i lige præcis sit eget tempo, at veksle sine kunstoplevelser til et profitabelt feed, at elske og fejre det allerede elskede og fejrede – jeg er på ingen måde interesseret i at gøre mig til dommer over, hvordan kunsten mærkes bedst. Men mens jeg, til min egen overraskelse, faktisk kan mærke, at jeg mangler den, noget fremmed og blæst og vreden og skønheden at kigge på, ønsker jeg mig dette: At den altid potentielle følsomhed og en åben snarere end skeptisk undren bliver noget, jeg bedre kan høste fra kunstværker, når de igen findes i andet end skærme.
