Nysgerrighed havde bragt mig til Vestre Fjordpark i Aalborg for at se FOS’ tårn med det fine og intime navn The Interior of Inés. Det offentlige værk blev indviet i efteråret 2017 i anledningen af genåbningen af rekreationsområdet Vestre Fjordpark, og nu var det spændende at se, hvordan værket havde udstået den lange frostvinter og en rekordforårshedebølge; om det i det hele taget var faldet godt til.
Og der stod det så, i egen høje person, The Interior of Inés. Jeg var kun lige ankommet til parkens hovedindgang, da jeg øjnede tårnets stråhat titte frem op over trækronerne. Jeg satte straks kurs mod tårnet, der i takt med at jeg nærmerede mig bakketoppen, hvor det står opført, åbenbarede sig mere og mere. Snart antog det monumental karakter.
Tårnet ligner noget taget ud af et Grimms eventyr peppet op med en god portion postmodernisme – sokkel i béton brut og ægte tækketag i nærmest indonesisk stil, rejst på tykke træpiller. Jeg ville op og se udsigten, og det kunne ikke gå for hurtigt, så jeg trådte ind i tårnets indre via ståltrappen, der snor sig inde i et hulrum af glasfiber, hvis blå farve tydeligt alluderer til FOS’ flydepavillon Osloo (2010-11), som først lå til kajs i Københavns havn, og siden i lagunen under den 54. Venedigbiennale.
Værket handler langt hen ad vejen om de overordnede linjer – hvordan et tilhørsforhold mellem by og landskab bliver skabt. Tårnet blotlægger fjernere egne ved at blikket løftes. Det skaber en udvidet stedsbevidsthed. I dette tilfælde bliver Aalborg by, Vestre Fjordpark og Limfjorden forbundet i et panoramisk udsigtspunkt, som tårnet vertikalt tilvejebringer.
Som også titlen antyder, så gemmer The Interior of Inés intet af vejen, tværtom. Alt, hvad der hedder ydermurer er skrællet af. Vi ser direkte ind i tårnets indre, ind til dets byggesten, dets indre organer. Tårnet fremstår således som en hudløs ærlig og transparent byggekunst, som uden dikkedarer sætter materialer og hårdværkstradition i forgrunden. Det lyder måske ikke som en sindsoprivende prioritering; det lyder slet og ret som måden hvorpå, man altid har solgt dansk design til udlandet. Lykkeligvis er FOS så tilpas off i sin kunst og i sit funktionalitetsbegreb, at hans værker altid er mere end blot summen af deres bestanddele. Det er som om, idéen omkring funktionel design og byggekunst altid lige køres igennem en fantasikværn. Samtidig er det en tværæstetisk kunstpraksis, trefoldigt bestående af kunst, design og arkitektur, alle med et socialt tilsnit. Det er måske også det, der ligger bag hans store succes som folkekær samtidskunstner. Det er en kunstpraksis, som involverer forskellige værdi- og funktionssystemer, hvilket giver stor kontekstuel smidighed, og som både fungerer i kunsthaller, gallerier, modebutikker, og, som her, i det offentlige rum.
Nu er FOS lidt af en sfinks, når det kommer til at sætte ord på sin kunst. Et interesseområde han dog tydeligt har italesat, og som nærmest hjemsøger alle hans kunstprojekter, er begrebet «kollektiv hukommelse», og hvad der foranstalter denne. Tårnet gestalter den fælles erindring i fysisk form ved at mønstre et samlingssted, som over tid vil vække minder. Jeg så endda initiale tegn, men dog håndfaste beviser på, at dette allerede er igang med at ske. For selvom det fra tårnets udkigspost rigtignok ser ud som om, at det eneste aalborgenserne havde travlt med i Vestre Fjordpark, var, at få et forspring i sommerkuløren, var det tydeligt at se, at kunstværket bliver besøgt. Det røbede cigaretskodder, skaller fra pistacienødder og smadrede Breezers. Nogen havde virkelig haft en fest.
Ingen har sagt, at socialitet nødvendigvis er et kønt syn. Hvis jeg var FOS, ville jeg være en meget fornøjet kunstner efter at have set hvilket liv, der tilsyneladende udspiller sig omkring tårnet i Aalborg. At blive hang-out for ungdommen – større anseelse fås simpelthen ikke. En kollektiv hukommelse, fælles historier, er i færd med at blive skrevet fra stedet, ikke mindst af de unge, som vil vokse op med værket.