Et af Københavns nyeste udstillingssteder hedder Meter, og bag det står de tidligere medlemmer fra NLH Space, Rie Meter Rasmussen og Louise Lassen Iversen. Som omdrejningspunkt for deres anden udstilling, I would prefer not to, har de valgt forfatteren Herman Melvilles ofte refererede novelle fra 1853, Bartleby the Scrivener. Og det er da også en oplagt case study til at udfolde formatet for deres udstillingssted. I lokalerne på Nørrebro skal der skrues ned for produktiviteten og i stedet foretrækkes fordybelse i 5-6 måneder lange udstillinger – med løbende udskiftning af kunstnere og med talks, events samt værkgennemgange.
Som centralt element for hele udstillingen, har forlaget KLD Repro gentoptrykt novellen om en mand, Bartleby, som efter at have været særdeles flittig og lydefri, ganske pludseligt indstiller sit arbejde og siden da svarer på enhver af hans overordnedes instrukser med et: «I would prefer not to». Hurtigt indser man finessen ved det forbavsende svar på tiltale: arbejdsgiveren må se i øjnene, at kun ved at forbryde sig på Bartlebys selvbestemmelsesret, kan han få sin vilje. Og det kan arbejdsgiveren alligevel ikke få sig selv til. Med noget så usædvanligt som passivitet lykkes Bartleby således med at tilegne sig sin autonomi. Og det er netop denne form for oprør med omvendt fortegn, som Meter ikke kun vil tematisere men også vil praktisere.
Meter vil forsøge at tilbyde den Københavnske kunstscene en kuratorisk praksis, hvor der tages afstand fra de vanlige udstillingsformater og den økonomi, de indgår i. Der skal være tid til at trække sig tilbage, samtale, bygge intime, solidariske fællesskaber op, tage fejl og skifte mening. Der skal undersøges hvilken værdi, der kan skabes ved at lave mindre, ved kedsomhed og ved dovenskab.
Den mest direkte udfordring af de vanlige konventioner om, hvad en udstilling skal indeholde, og hvordan en udstilling skal performe dette indhold, må være Kristoffer Ørums indgreb i Meters formidling. Med en stemmegenkendende software opsnapper Ørum alle samtaler i udstillingsrummet på Nørrebro og overskriver med dem langsomt al tekst på www.meterspace dk — til noget der må formodes at ende som volapyk. Hvis formidling er et middel til opmærksomhed, og hvis tid er den vigtigste ressource, der konsumeres i opmærksomhedsøkonomier, så er Ørums kæp i hjulet på formidlingen på subtileste vis en re-distribution af tid.
Samtidig må man på udstillingens nuværende stadie notere sig, at hvis Meter ikke foretrækker produktivitet, så har de alligevel været tilbøjelige til at foretrække «produkter». Det viser sig nemlig, at det deklarerede format ikke har afledt et hav af alternative, kuratoriske valg. Snarere er det blevet til en ganske konventionel, tematisk gruppeudstilling med en række individuelle kunstnere, der præsenteres med mere eller mindre afgrænsede værker – i et nydeligt arrangement. Skal der for alvor være noget på spil, gælder det om ikke kun at tematisere radikalitet, men simpelthen om at operere gennem radikalitetens logik.
Blandt kunstnerne er der dog flere som egenhændigt sætter sig selv på spil. For eksempel blottede Jakob Jakobsen sig til ferniseringen med en rørende oplæsning om de patologiske effekter, som et kapitalistisk samfund kan have på individets psyke. Og omend der kun var en udstillet bid af Jan Bäcklunds store, mere end 20-år lange livsprojekt, bør BUREAUGRAVITY ligeledes fremhæves i dets radikalitet. Igennem et monstrøst omsiggribende arkiv af indekskort, digitale databaser, tekstsider og tegninger, forsøger Bäcklund at lave et Jorge Borges-kort af en total-encyklopædi. Det er en overmægtig, sisyfospraksis, der sprænger rammerne for, hvad en kunstner laver, i hvilket omfang og i hvilket tempo.
Man må selvfølgelig medgive at nuværende stadie af udstillingen i sagens natur er et provisorisk oplæg. Derfor bliver det selvfølgelig stadig interessant at se, hvordan Iversen og Rasmussen tager udstillingen videre de resterende fire og en halv måned.
