Gul plejer at larme. Den er udsalg og tabloid og børnedimser, et forsøg på at give sollys en farve, men når der gult andre steder end i landskabet, ser det som regel syntetisk ud. Det samme gælder nok pink. I Bianca d’Alessandros helt regulære udstillingsrum, en højloftet firkant med stort ovenlys, perfekt til denne aftens frostrosa himmel, vises lige nu fem Kirsten Lockenwitz-malerier fra 1976-77, der blandt andet er ret gule og ret pink, men de larmer ikke. De ser gennemkomponerede men egentlig ukunstige ud, smidige flader, hvor farven nærmest kommer indefra.
Lockenwitz (f. 1932) er mest billedhugger, men inden skulpturerne – måske også ved siden af dem – har hun malet disse billeder. Et rum med fem malerier og 0 tekst føles næsten ikke som en udstilling, og det er en dejlig følelse: oplevelsen af at kunsten gerne bare må være en kort stemning, der er behagelig at være i uden at den nødvendigvis skal begribes. Et farvet glimt med samme forbigående tempo som den hurtige januarsolnedgang, malerierne hænger under.
Lyserød overflod er det første, der fanger blikket, fordi rummets største billede Ommaggio Di Francesco (1977) stort set ikke er andet end vældig indtagende pink. En næsten for delikat firkant, som enhver Ganni-girl ville elske at have i sit hjem eller printet på sin totebag, men som er malet for 46 år siden, og derfor virker renset for leflende mode- og plakatintentioner. I øvrigt er det også maleriets vildt afstemte sammenføjninger af mæt rød og mere luftig lyselyserød og hvid og magenta og lavendel og adskillige mellemnuancer, der laver den pink helhed.
Værkerne deles om appetitligheden, måske netop fordi farvegradienternes subtilitet og præcision er så markant i samtlige malerier. Måske fordi motivernes bølger og øjne ser beroligende ud, det er næsten hypnotisk at stirre ind i et malet blåt blik uden ansigt bag en sær byge af gule æg eller planeter (Shower, 1977).
Diskret spiritualitet lader til at fylde lige så meget som dygtig farvebeherskelse i de her billeder, og samtidig føles det ikke som om de vil være pæne bare for at være det. Der er Nepal og eventyrlyst i titlerne (Himalaya Rose II, Cousteau), og nordeuropæerens entusiastiske bevægelse mod Østen, og sindets udvidelse kan jo være sin egen lidt kvalmende 1970’er-kliche, men den holdes i skak af kølige malerier, som frem for alt virker optagede af at beskrive et indre i gang med mental udvidelse. Ikke kigge på andre med et fremmedgørende blik, snarere forsøge at blotlægge en række deforme, men også underligt genkendelige humører. Kirsten Lockenwitz’ billeder ligner universelle øjeblikke af indadvendt granskning, vi er i et specifikt menneskes perplekse eller åbenbarede hoved, og der er stille og ånd og blågrøn fortvivlelse og blomstergult lys, ligesom i hvilket som helst menneskes dage gennem verden.