På en rolig boligvej i Nordvest ligger det to år gamle kunstnerdrevne udstillingssted Bonamatic, opkaldt efter den kaffemaskine, der hænger permanent på én af stedets hvide vægge. Intentionen om at sløre grænsen mellem kantine og galleri synes at forblive i illusionen i den hvide kubes værdiladede rum. Men den sexede, industrielle stålmaskine er et spidsfindigt greb, der sammen med stedets placering bringer det uudtømmelige 80er-Gevaliaslogan til live igen.
Det er her ved kaffemaskinen, at de lokale nysgerrigt spørger ind til udstillingen. Og det er også her, at Kasper Hesselbjergs udstilling er stærkest. Ligesom kaffen på kanden der har stået lidt for længe. Værket Prosperity Coffee består af små, japansk-inspirerede, keramiske kopper med håndskårne trælåg, der er pyntet med skulpturelt opsatte euro-guldchokolader på toppen, som man må spise. Det peger på japansk zen sidestillet med euroøkonomi, håndlavet keramik og fabrikeret velstand. Værket lægger samtidig spor ud til resten af udstillingens uendelige associationsrækker, som man kan gå på opdagelse i, mens man bevæger sig gennem de knitrende granitskærver, der fylder hele gallerigulvet.
Den japansk-inspirerede zenhave er en slags mikrokosmos, der undersøger, hvordan betydninger skabes. En form for udvidet Pareidolia-fænomen, som særligt de seks billedkollager på væggen illustrerer; billeder hentet fra internettet, hvis forskelle og ligheder sætter fokus på humoristiske paradokser og dobbeltbetydninger. Dette er også på spil i de tre sneglefælder på gulvet, der forestiller ænder. Skulpturerne er lavet af plastikflasker med omvendt flaskehals beklædt med lilla papmaché og bladguld. I bunden ligger der øl. Når sneglene først og kravlet ind, kan de ikke komme ud, ligesom de vil drukne i ferniseringsøllen. Værket understreger det ambivalente forhold mennesket har til sneglen som skadedyr og delikat spise.
Kasper Hesselbjerg har en unik praksis, der med et glimt i øjet ofte præsenterer mad i betagende, skulpturelle, keramiske former. De bærer en skæv iagttagelse og særlig skarphed, som jeg savner lidt i denne udstilling. Det er som om, at den japanske perfektionisme i det friserede granitgulv skurer lidt mod de håndskårede flamingo-piedestaler, der bærer flere af udstillingens værker.
Men den røde tråd fungerer. Som i pressemeddelelsen, der indeholder en opskrift på snegle og succes, ledsaget af gode råd til, hvordan man kan imponere sine gæster ved at lægge bladguld i sneglehusenes åbning. Det viser ikke blot hen til skadedyrsfælderne på gulvet, men sender os samtidig fluks tilbage til de gyldne euromønter, vi startede med. Og sådan hvirvler man flere gange rundt i udstillingen, så det kilder lidt i maven.
