På Kunsthal Charlottenborg kan man i øjeblikket se Ovartaci & Galskabens Kunst. Det er en udstilling, der tager afsæt i kunstneren Ovartacis arbejder. Kuratoren Mathias Kryger har gerne villet gøre Ovartaci (1894-1985, født med det borgerlige navn Louis Marcussen) nutidig og vedkommende og har derfor sat det i spil med værker af yngre nulevende kunstnere.
Ovartaciudstillingen er en meget velkommen visning af et stort, smukt, poetisk, åndeligt og mærkeligt arbejde af for mig at se en af vores største kunstnere, som fejlagtigt er rubriceret som «outsiderkunstner» eller som «gal». Udstillingen kan også ses som fortsættelsen af en trend, som peakede med documenta 13 i 2012 og Venedigbiennalen i 2013, hvor fokus også lå på åndelige og spirituelle sider af kunsten med relanceringen af for eksempel Hilma af Klint, brasilianske Arthur Bispo do Rosário og Carl Gustav Jungs Den røde bog som vigtige og vægtige eksempler.
For at forstå denne trend synes jeg, man også må forstå, at der i samtidskunsten og –kulturen har været et betydeligt åndeligt tab. Hvor man i den tidlige modernisme i høj grad åbnede op for alle porte, også de spirituelle, så har samtidskunsten i stigende grad gennem det 20. århundrede været synonym med forestillingen om «det nye», om genrebrud, og helst rubriceret i felter som vi kan tematisere som politisk kunst, konceptuel kunst, pop eller kulturel appropriation og videre op til formmæssige eksperimenter såsom det udvidede maleri eller relationel æstetik – alt sammen kategorier, der har genereret en vestlig kunstnerisk selvforståelse og en forestilling om territorial erobring af nyt erkendelsesmæssigt land.
New age katte og hieroglyfmalerier
At se på Ovartacis værker er som at træde ind i et barnligt løfterigt univers: Katte og fuglelignende aliens, der vandrer rundt mellem skove, babelstårne eller ægyptiske kulisser. Sirligt ornamenterede og kolorerede med en intensitet, så man fornemmer, at det ikke kun er illustrationer til en børnebog, men en imaginativ symbolsk optur. Tiden er på en måde ophørt eller strækker sig i alle retninger. Et lys stråler ind fra solen og højere sfærer. Det er gribende, men også sært, fremmedgjort og på den måde en smule ubehageligt.
Ovartacis univers kan ses i sammenhæng med hans samtidige; Hans Scherfigs urskovsmalerier og J.F. Willumsens vilde farvede malerier af nøgne børn, der løber mod vandet. Men hos Ovartaci er det i en mere mytisk, mystisk, new age, syret udgave. Han er tydeligt påvirket af ægyptiske hieroglyfmalerier af kinesiske tegn og af hans tid i en anden natur, sikkert fra hans lange ophold i Sydamerika, eller hans mange ånderejser.
Mange af Ovartacis figurer ligner aliens, men er nok en form for ånder, måske endda (shamanistiske) budbringere. Og når man hører ham tale om sine malerier, så forstår man, at selvom det er syret, så er det også konkret, indre erfaret – for eksempel, når han fortæller om sin kunst i de opstillede videoer på Charlottenborg., «Nå ja, det var dengang jeg var fugl», siger han om et maleri af en fugl og fortsætter derudaf, gennem utallige tider og steder, som forskellige fugle, fluer og elskerinder.
Ovartacis visioner og figurer er langt hen af vejen udenfor normaliteten, men de var hverken gale eller psykotiske, som udstillingstitlen ellers selvfølgeligt og misvisende fastslår. De er klare, eksalterede, visionære men også almindelige, i hvert fald for Ovartaci selv.
Det hører med til historien, at Ovartaci kunstneriske arbejde først begynder i 1929, hvor han bliver indlagt på hospitalet i Risskov, hvor han arbejder til han dør i 1985. Han bor og arbejder således i den mest blodige og eksperimenterende tid i dansk psykiatri (blandt andet beskrevet i Jesper Vaczy Kraghs Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983, 2010). På trods af at Ovartaci levede på en tid, hvor han har måtte gennemgå utallige eksperimenterende behandlinger, så er hans verden forbavsende tydelig og eventyrligt klar.
Om at leve sin praksis eller have den som projekt
Når man går på udstillingen bliver man slået af de utallige gentagelser af navnet «Ovartaci», som er skrevet på tegninger og malerier som var det en trylleformular, sammen med andre mærkelige betegnelser som «Pupparpasta». Der er en kredsen om dette navn, alter egoet, som om identifikationen med navnet «Ovartaci» giver ham en mulighed for at foretage et hamskifte, at påtage sig en ny identitet. Det er udenfor det borgerlige navn (Louis Marcussen), at Ovartaci finder en frihed. Det er i en anden udgave af sig selv, at han finder sit sprog. Jeg tænker at der dybt i hans psykoser ligger et ønske om at slippe fri. Fri af sin krop og sit køn, fri af sin tid, fri af sin identitet, og at han gennem sin kunst får den mulighed, så han kan agere som transkønnet, i et transhistorisk rum, med en ny identitet.
Det er måske også i dette felt, at kurator Mathias Kryger har omkredset Ovartacis værker med levende bud på tematikker, der tager livtag med et transrum. For mig står de kuraterede værker i rummene omkring Ovartaci i stor kontrast til Ovartacis værker. Det er næsten umuligt at forstå forbindelsen mellem de verdener, der her forsøges spundet sammen.
Samtidig er det netop afstanden mellem praksisserne, som kaster lys, på hvilken kunstforståelse vi opererer med i dag: Hvor Ovartacis værk er et resultat af en (indre) dialog med en anden verden – så bruger de nutidige kunsten som en metode til at undersøge verden med og til at skitsere alternative forståelser af verden. Hvor Ovartacis værk er dybt integreret i hans liv – så er kunsten for de nutidige kunstnere et projekt, som er rettet mod kunstverden. Hvor Ovartaci kan virke naiv – så er de nutidige kunstnere uhyre selvbevidste.
Krydsfeltet mellem de nye praksisser (som vi, der ser meget kunst, næsten allerede kender for godt) overfor Ovartaci fungerer på den måde godt og slet ikke. Godt, fordi man bliver opmærksom på at det er fuldstændigt forskellige kunstbegreber; og slet ikke, fordi forsøget på at invitere Ovartaci ind i en kontemporær virkelighed mislykkes. For er en del af pointen med at vise Ovartacis værker ikke netop at stille spørgsmål til en moderne vestlig kontemporær kunstforståelse og livsforståelse? At stille spørgsmålstegn ved præmisserne for den vestlige kunstæstetik og vores moderne livsform. At stille spørgsmålstegn til normalitetsbegrebet? At bevæge sig væk fra det normative?
Det er også spørgsmål, som tages op i de gennemarbejdede, velovervejede, godt kuraterede og interessante værker, som omgiver Ovartaci. Værker, der virker som om de kunne være produceret præcis til den her udstilling, men også til en hvilken som helst anden udstilling. Det er værker, der meget nemmere indgår i en moderne kunsthal og de er allesammen smukt installerede. Det er værker, der på forskellig måde undersøger aspekter af det sind, som har det svært i vores modernitet. Og her synes jeg – efter at have gået med udstillingen i hovedet et par dage – at det kuratoriske blik fremstår, omend ikke klart, så oprigtigt og vigtigt; at det er det afvigende sind, som kuratoren gerne vil have os til at konfrontere os selv med.
Der bliver gået i dybden med forståelsen af Guattaris antipsykiatri i Angela Melitopoulos & Maurizio Lazzaratos lange oplysende og interessante researchbaserede video. Tilsvarende bliver der dvælet ved spiritismen som helbredende i Kasper Akhøj og Tamar Guimaráes igangværende videoværk med den seje titel «Studies for A Minor History of Trembling Matter». Der er også moderne, cool, sjove og ret gode værker, der tager livtag med taktile, sansemæssige, afvigende, næsten diagnostisk kliniske praksisser, der søger at genfylde det tomme rum, som kunsten er blevet en del af – i værker af Lea Porsager, Maria Meinild og Sidsel Meineche Hansen – for nu at udtrykke det på samme kryptiske måde som værkerne selv.
Det åndelige som praksis
Det åndelige er en sær fisk i moderne kunst. Og introduktionen af det spirituelle i samtidskunsten med Hilma af Klint og mange andre har ikke virket særligt overbevisende, men har i højere grad virket som en søgen efter nybrud i vestlig kunst. Der har manglet en forbindelse til en åndelig praksis, og kunsten har stået tilbage som et tomt postulat. Og selvom new age og okkultisme dyrkes i en form for dokumentarisk praksis af flere kunstnere, så er interessen mere på linje med eksperimenter med stofoplevelser, psychedelia, eller politisk tematiseret psykiatri og ikke som noget, der faktisk findes.
At stå overfor Ovartacis arbejde er at rokke ved den båd. Hans værker har i lang tid levet sit eget liv på sit eget Museum Ovartaci på det psykiatriske hospital i Risskov i Århus. At tage til Risskov var som at træde ind i en hemmelig overset verden, man blev medlem af en særlig klub. Men det er også en mental, sanselig, mystisk og transcendent oplevelse, som jeg ikke synes, det er lykkedes at eksportere ind i de moderne udstillingslokaler på Kunsthal Charlottenborg. I hvert fald er det levede liv og Ovartacis tætte samhørighed med værkerne helt forsvundet i den kølige installering af hans arbejde.
Det er svært at forstå Ovartacis værk uden at mærke den nænsomhed, den samtale, han førte med værkerne. Jeg mangler i udstillingen at se og mærke den praksis, der blev levet og som greb ind i rummene og tiden og trodsede en mere nøgtern og objektiv forståelse af verden. Jeg mangler at se de hjemmelavede værktøjer, hans små objekter, pibehoveder, amuletter, papmacheånder – de for ham levende væsner, som han levede med og holdt samtaler med, kyssede med. Han tog dem endda med på cykeltur, når han fik tilladelse til det. Og det er vel i grunden ikke meget mere mærkeligt end at folk taler med deres hunde.
I stedet er de blevet til kunstgenstande i et lækkert udstillingsdesign specialproduceret af Petersson & Hein til udstillingen. Det er et udstillingsdesign, der gerne vil trække kunstneren ind i en moderne cool verdensforståelse, men som dermed mister det fortrolige og nære. På den måde kommer installeringen nemt til at virke som et postkolonialt togt i de gales verden – som genstande, der er frarøvet deres hjem og levested. Ligesom når man på Nationalmuseet tager de rituelle dragter fra oprindelige folk og sætter dem ind bag glas, er Ovartacis fine skrøbelige sensibilitet på samme måde sat ind mellem store tykke glasplader, der er skruet ned i indfarvet beton. Ånderne ophængt og udstillet – ikke som venner, men som kunstgenstande. Det er den form for barbari, vi lever under. Tænk hvordan det må være for en ven at blive udstillet på den måde! Som et offer for antropologens og kuratorens nøgterne blik – som en alien i en glasbutik, i stedet for at være med en tur på cyklen eller i sofaen, hvor de var omgivet af menneskets kærlighed. Men hvis man går helt tæt på og glemmer den spejlende overflade, som vi eller ser nok af, så lever værkerne alligevel deres eget liv som kanaler ind til en åndeverden, der lever dybt under kulturens fernis.
Super god artikel med vigtigt indhold om det tabte åndelige element i kunsten. Jeg er meget enig i, at kunstverdenen i lang tid har været præget af en nærmest videnskabelig og undersøgende tilgang, samt spejling af det materialistiske samfund. Det er i al fald dét, jeg oplever udtrykkes i artiklen.
De sidste sætninger er i min optik utrolig vigtige…..”….Men hvis man går helt tæt på og glemmer den spejlende overflade, som vi eller ser nok af, så lever værkerne alligevel deres eget liv som kanaler ind til en åndeverden, der lever dybt under kulturens fernis…”.
Jeg har ikke selv oplevet udstillingen på Charlottenborg, men jeg har arbejdet i Åbent Atelier ved Ovartaci Museum og har set og mærket Ovartacis billeder. Det kan ikke siges bedre ! Der opstår en slags kanal ind til en spirituel verden, når du oplever billederne og virkelig SER ind i dem. Og det er kunst, der åbner nye og direkte døre ind til lag i mennesket, som jeg synes, at vores samtid i den grad kan profitere af. Ovartacis kunst er netop kunst, der ÅBNER døren i mødet med beskueren, istedet for at forholde sig undersøgende og beskrivende og dermed bevæge sig i fernissen.
Tak for en meget smuk og vedkommende artikel om kunst, der kan det.
Jeg syntes at det er en rigtig god artikel og jeg glæder mig til at se udstillingen – Det jeg først og fremmest hæfter mig ved er kommentarerne vedr. det kuraterede og det cool i vor tids kunst verden , contra Ovartarci`s mere indefra kommende udtryk – Det , tror jeg, er et af tidens store problemer ! Den selvbevidste og dog uerkendte tilstand –
Min oplevelse af udstillingen passer fint med anmeldelsens vendinger ”en alien i en glasbutik”, ”et postkolonialt togt i de gales verden” og nationalmuseets placering af rituelle dragter bag glas.
Problemet og spørgsmålet er for mig at se, hvilke kuratoriske valg og perspektiver der ville have været mere relevante? Netop ved en kunstner som Ovartaci synes jeg, at det er utrolig vanskeligt. Uanset det valgte perspektiv, vil der være tale om en form for ”overgreb” på hendes kunst.
Ved den forholdsvis store udstilling med hendes kunst på Ribe Kunstmuseum i 1990erne var et af de overordnede begreber for kurateringen det kollektive ubevidste. Mine egne tilgange dengang, hvor jeg boede i Ribe, var især den tidlige Jungs begreber om forvandlingens symboler og Joseph Campbells begreb om mytologier. I dag vil det for mig at se også være oplagt at inddrage Deleuze og Guatteris begreber om blivelse eller tilblivelse, hvilket dog i for høj grad i udstillingen ligger skjult bag et fokus på sygdomsforløbet.
De præsenterede eksempler på samtidskunst giver en mulighed for nye perspektiver på Ovartacis kunst og skal vel ses som et valg, der til en vis grad bliver et alternativ til en mere skarpt vinklet kuratering (og et overgreb) på Ovartacis egne værker.
Godt skrevet. En enestående oplevelse. Kan ikke anbefales nok. Må se den igen og igen. Louisianas Outsiders i 1979 var ligeledes en stor oplevelse. Får pulsen op !!