Føler du flyskam? Flyskam er et nyt ord som dukkede op i Sverige i løbet af sidste år, og som sigter til en følelse af at det er moralsk forkasteligt at flyve ud fra et miljømæssigt synspunkt. Det viser sig at der var en nedgang i flyaktiviteten i samme periode, men alligevel virker det problematisk at tro at man kan skamme en ny og bedre verden frem. Lige så umuligt virker det at skamme, straffe og fyre sig til en ny feministisk utopi. Processen må være mere aktiv og generøs og præget af dybere studier af hvad kollektivitet er. Netop derfor er det så opløftende at besøge årets afgangsudstilling fra MA-eleverne på Kunstakademiet ved Universitetet i Bergen, som emmer af god energi og overskud.
Det er de maksimalistiske og farverige installationer som springer i øjnene. De overteoretiske kunstspirer, som den amerikanske forfatter og kunstkritiker Chris Kraus spøgefuldt omtaler som «Bataille Boys», virker blæst ud af rummene af en frisk stormvind. Den fantasi og farverigdom, som føles så pinlig for den coole kunstverden, har ofte stået i skammekrogen til fordel for strammere, minimalistiske greb. Heldigvis har dette hold af unge kunstnere intet imod at åbne døren til det hellhole af øko-fisse-kunst, som vinker til os fra 70’erne, og det er en glædelig begivenhed. De intime bekendelser fra privatlivet, som prægede sidste års afgangsudstilling, er byttet ud med de vilde samfundsvisioner som 70’ernes science fiction-litteratur- og film var en overflod af. Her har specielt den amerikanske biolog og teoretiker Donna Haraway været med til at åbne produktive forbindelser mellem teorier om den antropocæne tidsalder og værker af forfattere som Ursula K. Le Guin (1929-2018).
Udstillingens titel – with eyes closed, call me – fremmaner en mere emotionelt engageret måde at relatere sig til omgivelserne på end via synssansen, og er resultatet af et kollektivt skriveeksperiment («exquisite corpse») med rødder i den historiske surrealisme. Noget kan tyde på at samarbejdet med kurator Eva Rowson og det Malmö-baserede designkollektiv JAHJAH har været vellykket, i hvert fald er det længe siden jeg har set så synkroniseret en MA-udstilling i disse lokaler. Der er et flow gennem rummene som får mig til at tænke at det har lykkedes gruppen at finde frem til et produktivt hive mind. Gennem udstillingen er der mange eksempler på hvad et privat rum kan være, et rum som står åbent for den besøgende, men som alligevel ikke er så enkelt at træde ind i. Måske det er viden om disse intime rum som er grundlaget for en reel refleksion over hvad det kollektive kan være. Støtte kan findes mellem individer, men også når vi forsøger at træde tilbage til fordel for svagere økosystemer i krise.
Éléonore Griveaus installation Valeur limite måler niveauet af CO2 i rummet; ved åbningen så jeg installationens sensor blive pustet på og dermed hjulpet til at reagere, noget som fik en stabel hvide keramikplader, lagt til rette oven på et lille glasbord, til at vibrere og slå revner. Det er tydeligt at væggene i denne hvide kube ikke kan holde de planetære rystelser ude. I Gentian Rhosa Meiklehams video one moment the soundless flight of upright bodies søger tre dansere efter balance; på skift nærmer de sig et potentielt fald som afbødes af de andre. Meikleham har også bidraget med fanerne uden for Bergen Kunsthall (one only for the wind) som er prydet af digte, hvor ordet «one» er puttet i Googlisms internetmaskine, der har samlet et væld af sætninger som begynder med dette ord. Også Victor Guzmans værk er spredt ud over flere rum: As We Recall Home består af to tegninger og et videoværk som fortæller om dengang en chilensk familie bosiddende i Oslo fik satellit-tv og dermed blev forbundet til hjemlandet, eller måske først og fremmest til statskanalen TV Chiles glitrende overflader. På ydersiden af Bergen Kunsthall sidder tre satellittallerkner vendt for at modtage TV Chile, og i videoværket flettes familiens historie sammen med en hektisk collage af tv-programmer.
De mange lettere angstprovokerende invitationer til at træde ind i intime rum er en udfordring gennem udstillingen. Jeg føler mig mildt frustreret ved Audrey Hurds værk Sort of like swimming but maybe more like melting. To videoskærme viser kroppe dybt nedsænkede i dyner og puder, men vil jeg høre hvad stemmerne siger må jeg begrave ansigtet i en dyne som hænger på væggen og drukner den kanal, hvorfra stemmerne strømmer ud. Hvor tæt på dette intime dynedyr har jeg lyst til at være? Jeg stepper destabiliseret rundt mens jeg læner mig imod, væk fra og imod igen. Meget værre bliver det ved indgangen til udstillingens showstopper Kim Hankyuls skrækindjagende lydinstallation The Temple of the Golden Pavillion. Denne afbrændte, skeletagtig bygningsstruktur, som med jævne mellemrum bliver til en helvedesmaskine af piskesmæld og snurrende, brummende lyde, får mig til at tænke på Franz Kafkas novelle I straffekolonien (1917) og Fantoft Stavkirkes triste skæbne. Man kan også tænke på installationen som en afsløring af mekanismerne bag det enkeltstående værk som pumper sin gådefulde tavshed op på en indre dynamik af straf, kontrol og disciplin.
Ved indgangen til kunsthallens største rum rammes publikum af en massiv lugt af uld fra Linda Marie Westgaards Gjenbruk i nomadiske landskap, en slags uldbeklædt bivuak eller beduintelt, hvor man gerne kommer på visit og får et glas te. Resterne af dette ritual findes i form af nogle små keramikkopper og en metalkande. Jeg kravler ind og ser glimt af en optagelse af en performance, men bliver snart forstyrret af uldtråde som klistrer sig fast overalt. Jeg forsøger frenetisk at børste kunsten af mig. Alexandra Jegerstedts flamboyante værk Multi Kolore er en gave til rummet; lange kulørte bannere strækker sig mod loftet fra stabler af tunge, glaserede plader af keramik som stoffet snor sig ind og ud af. Skåle på ben der ligner åbne menneskekroppe, troner øverst på stablerne, som minder om jordens mange indre lag. Her ulmer scifi-imaginationskraften! Søren Krag har også skabt et lille rum som inviterer til refleksion mellem tre vævede tæpper, hvis mønstre er inspireret af den babylonske skabelsesmyte Enûma Eliš. Mønstrene kunne stamme fra en mørk medina hvor islamiske og psykedeliske traditioner flirtede med hinanden, men er faktisk skabt i Google Paint.
Trods alt er det de sære, vidunderlige og mildt skrækindjagende scifi-inspirerede værker som præger udstillingen. Tone Andersens © for change er en think piece som bliver siddende længe og producere spørgsmål. En keramikfigur står vendt mod en kalejdoskopisk videoprojektion hvor dukkehoveder svirrer rundt. Figurens hoved – lige nu en gul undulat – synes at kunne skiftes ud, andre mulige hoveder ligger strøet rundt omkring på gulvet. Det er imidlertid rummet med titlen Other Worlds som virkelig transporterer os hinsides. Centralt findes Tine Gunvaldsens installation waiting for tonight som kunne være rester fra en musikvideoproduktion af Gary Numan eller David Bowie, fra dengang popstjerner stadig spillede på et image som aliens. En torso i en romantisk opsætning med glitter og vindmaskine; er det den fremmede, vi skal møde eller den fremmede identitet, vi skal iklæde os? Vindmaskinen sætter nogle af Linda Morells H. R. Giger-agtige værker i let vippende bevægelse. Der er ingen romantik hos Morell, snarere er idéen om kroppen som en kollektion af proteser smertefuld; skarpe og kolde metalstrukturer perforerer den tynde blå plastikhud i intrikate mønstre. I Tine Adlers hjørne (Together with Two Oceans) er der meget at kigge på; det er som et frugtbarhedsalter af tvetydige figurer som både er muslinger, koraller, vaginaer og fremmede væsners slimede tunger. Her er faktisk en udstilling, hvor du gerne vil hænge ud, fordi den gør dig elektrisk af idéer.
