Den begynder allerede i Kunsthal Charlottenborgs gård, årets afgangsudstilling med 29 nye dimittender fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
Her har de to kunstnere Vebjørn Guttormsgaard Møllberg og Owen Griffiths bygget en pavillon, der elegant hægter sig på kunstakademiets murværk og som er bygget op omkring slyngplanter og et vindue – som en lille knopskydning eller en udposning på den del af akademiets bygningskrop, som rummer Skolen for Mur og Rum.
Det er den afdeling, Møllberg og Griffith har studeret på og deres ritualprægede og bløde film a space, vises inde i pavillonen. Man ser næsten ingen ansigter i filmen, der kredser om et træ, der til slut bæres ud i lyset og som i sin helhed kan ses som en hyldest til de metoder, der arbejdes med på netop denne afdeling: kollektivet, eksperimentet og det skrøbelige sted; «Togetherness as liquid architecture» som det hedder i filmens voice over. Måske som en kommentar til den store lidt truende og mere muskuløse kunsthalsarkitektur på den anden side af gården.
Det kollektive fremstår også som en præmis – eller en poetik – i Sidsel Carrés afgangsprojekt, der tager form som tre forskellige samarbejder med hver sin partner. Skulpturer og videoer er installeret samlet i ét rum. Nu er vi inde i kunsthallen, men også her findes en direkte kobling til den institutionelle relation mellem kunsthal og kunstakademi, idet et skulpturelement, som er lavet i samarbejde med Sofie Holten (der tog afgang i 2013), er placeret nedenfor vinduet, i billedhuggerhaven. Herfra nærmest stirrer det, som et kuglerundt øje, tilbage på den, der kigger ned i haven.
I Margarite del Carmens installation Aerotopo er udenfor inviteret helt ind i kunsthallen via et langt rør der transporterer kølende luft fra jorden i haven bag bygningen ind i kunsthallens – om sommeren – alt for varme lokaler. Overfor står Michael Christensens pergolakonstruktion af stålrør med små kasser beplantet med kravlende uzbekisk snerle, hentet hjem fra en studietur. Omkring stålrørene sidder små højttalere, der udsender en dyb hjertelyd, som kun akkurat fornemmes når man berører konstruktionen. De to værker – det ene, der bæredygtigt løser et praktisk problem, det andet mere poetisk illustrerende – inviterer begge «naturen» indenfor i bygningskroppen. Måske som en art institutionskritik gennem konstruktiv og poetisk intervention?
Mathias Sæderups værker er passende placeret i begge ender af kunsthallen som en organisme (Swamp city approaching hedder projektet), der kan angribe fra begge sider. Her er institutionstematikken tydeliggjort: «Institutionerne absorberer udefrakommende forstyrrelser: dette vil styrke institutionernes grundlæggende identitet: miljøet implementeres; forskelle opløses i gensidig identifikation; institution og miljø er ét», som det hedder i en collage.
Helt konkret hvilke institutioner der, for Sæderup, er tale om henstår uafgjort, men at han og de øvrige nævnte kunstnere i det hele taget formulerer en institutionsbevidsthed og måske endda en kritik fremstår forfriskende og som et af de helt tydelige temaer på årets afgang; institutionerne bliver til ruiner, svampesporer, snerler og kollektivets samværsformer mødes i natur-kulturen.
Men lad os da lige zoome lidt ud og se på, hvilket institutionelt miljø det egentlig er, vi befinder os i.
Akademiet på Kongens Nytorv nr. 1 har i dimittendernes studietid været præget af flere omgange med besparende omlægninger af det administrative apparat og med afskedigelser af lektorer samt lukning af en enkelt professorskole. Hertil kommer fusionen af kunsthallen og billedkunstskolerne i 2012, der også har ført forandringer med sig og som har medført, at institutionen i dag måske nærmere er at opfatte som en større virksomhed, der på en og samme tid uddanner kunstnerne, producerer udstillinger og – for at hente lidt finansiering ind til drift og udstillingsproduktion i kunsthallen – lejer lokalerne ud til blandt andet modeshows og de sidste par år til kunstmessen Chart. Uddannelse, formidling og marked er med andre ord uvægerligt masseret sammen i denne institution.
Måske er det netop disse forhold der gør, at flere af kunstnerne forholder sig til det institutionelle og til indgreb i den institutionelle arkitektur-krop? En kritik anedes under alle omstændigheder i en performance under ferniseringen i form af et modeshow med en kollektion af oversize viskestykkedragter af det feministiske modekollektiv Silent Spring som afgænger Lea Guldditte Hestlund er med i. Det var en performance, som klart kunne opfattes som en kommentar til kunsthallens status som en af modebranchens foretrukne oplevelsesøkonomiske legepladser under de københavnske modeuger.
Er det ikke institutionens korpus som sådan, der undersøges og formuleres i udstillingen, så er det menneskekroppens status i verden. Dette fokus kan spores flere steder: fra det konkrete og virkelig cool eksperiment på egen krop med hard core body building i forsøget på at forme kroppen efter et klassisk ideal i Lea Guldditte Hestelunds eget værk Körper til det mikroskopiske men svimlende pixel-DNA-eksperiment af Claus Spangsberg, der har indkodet den digitale information fra et billede i kunstigt DNA-materiale.
Og fra Malene Mathiassons helt analoge kød-vævs-tegninger på landkort, der vækker mindelser om Michel Houellebecqs roman La Carte et le Territoire til Amalie Smiths video Eyes Touching Fingers Seeing, som er et lækkert kunstteoretisk billedforedrag om relationen mellem kroppens og billedets dimensioner. Dette eksemplificerer Smith ved den seneste teknologiske udvikling indenfor touch user interface.
Og kroppen er i den grad til stede i Felia Gram-Hanssens ambitiøse undersøgelse af notations- og oversættelses-principperne i en performance for tre trommeslagere og tre dansere, ligesom den er det i Viktoria Wendel Skousens stærke bearbejdning af pornografi, voldtægt, internet og botanik i en præsentation bestående af så forskellige materialer som klassisk radering, print på aluminium og et banner af udklippede og sammensyede lagner.
Skærm og verden mødes også i Julie Riis Andersens enkle men effektive tapet af sort-hvide mønstre som skaber optiske illusioner, som flimrer som om netop en skærm havde placeret sig mellem øjnene og verden. En flimren, der næsten bliver til animation, når man faktisk ser værket på en skærm i det cool afgangskatalog, der udelukkende findes online.
Det er egentlig ikke i forbindelse med denne opremsning af gode værker fra udstillingen (hvis nogen steder overhovedet) synderligt interessant at tale om det analoge overfor det digitale. Det hele er smeltet sammen for længst og både kroppens og skærmens overflader reagerer nu på fingres berøringer: «The skin has eyes like a peacocks tail», som det hedder om skærmteknologiens overflader i Amalie Smiths video.
Det som for mig er interessant her er, at bevidne hvad man kunne betegne som en posthuman position. Værkerne inviterer os nemlig til at overveje hvilke kroppe som konstrueres her og nu og til at erkende menneskekroppens væren og relationer til andre arter og livsformer, krydsninger med institutioner, i universet og med en digitalitet der findes ned på celleniveau og sågar, som i Claus Spangsberg værk, på DNA-niveau.
I den sammenhæng er det måske også interessant at se nærmere på hvad billedets og formens status kan være i dette posthumane perspektiv?
Et bud kunne være Fredrik Tydéns skulptur, som passende er betitlet Science Fiction og som folder sig ind i en hyper-samtidig formgivningspraksis: udgangspunktet for værket er et barokt skulpturelt fragment fra en bygningsudsmykning, som står i Billedhuggerhaven. Tydén har foretaget en 3D-scanning og -udskæring af formen, men har beholdt den digitale fragmentering som objektet i den proces er gennemgået. Herefter er formen støbt i bronze og præsenteret på et podie af kemisk træ.
Tydéns værk folder sig på den ene side omkring kunstens historie og traditionelle materialer: den udhuggede sten, den støbte bronze. Og samtidigt foldes der omkring relationen mellem billedets flade og skulpturens volumen. Og i den fold ligger det klare digitale spor, som en akse igennem formen.
Med dette værk folder vi os også helt tilbage til begyndelsen af denne tekst – til institutionen – idet den oprindelige form som sagt er at finde i akademiets såkaldte Billedhuggerhave.
Det er væsentligt afslutningsvis at påpege, at en posthuman indgang til kunsten som jeg her sporer på udstillingen ikke er lig med en a- eller post-politisk position og ikke placerer objektet, billedet og undersøgelsen udenfor historie, tid eller sted.
Miriam Haile minder os om dette med sin komplekse og engagerende installation af video, animation og lyd, som undersøger den historiske mediering af Eritreas selvstændighedsproces. Selvom dette værk nok stod lidt alene med sit udprægede politiske perspektiv, så peger udstillingen som helhed i nye politiske retninger. Afgang 2015 er en overbevisende manifestation af – eller i det mindste en fejring af – det post-individuelle og post-institutionelle i en verden efter mennesket, som vi hidtil har kendt det.
