Ved mit første besøg gik nogle fortvivlede turister rundt og sagde til hinanden og til museumsvagten, at de intet forstod af Marit Følstads noget gådefulde udstilling Akashic Field på Kode 2 i Bergen. Jeg kan heller ikke sige at jeg forstår så meget, men jo mere tid jeg brugte, jo mere blev jeg optaget af de nøje udtænkte sammenstillinger af forskellige strukturer, mønstre og farver. Det tæller definitivt som en intens oplevelse, en sanseøvelse.
Stjernen i udstillingen er 1,6 ton grønglitrende kvartsit, transporteret helt fra Kautokeino af Følstad og hendes team. Allerede ved museets indgang møder vi den største sammenhængende blok, som vender sin finpudsede side ud mod gaden som en velopdragen gravsten. Med det samme glider blikket ind mod snitfladen og følger de røgformede strukturer som snor sig omkring inde i stenen. Det er som et readymade landskabsmaleri, og det er ikke første gang jeg tænker på, om en sten kan være et slags optageredskab. Stenblokken står der i fuld menneskehøjde og fortæller mig om noget den har set. Bagsiden er mere rå og frembyder en lille hylde, hvor man kan sidde eller hvor en forbipasserende narkoman kan finde et diskret bord til at preppe sine stoffer. Blokken som servil genstand, eller simpelthen hjælpsom, generøs.
Følstad har taget en del af sin kunstneriske uddannelse i Chicago og har været optaget af Land Art-kunstnere som Robert Smithson og Michael Heizer. Hun har selv nævnt at Akashic Field kan forstås som et smithsonsk nonsite, altså et indendørs earth work. På et podium midt i landskabet af montrer og opstillinger af objekter som udgør udstillingen, slanger de mest dramatiske stykker af kvartsitten sig rundt. De kan se ud som et almindeligt stenskred, en lille katastrofe, sådan som de vælter ud over podiets kant, men det er tydeligt at de er nøje arrangeret, og de knivspidse kanter strækker sig op i rummet som en bjergryg i miniature. Dem der har oplevet at blive hypnotiseret af en glitrende vandoverflade, som med en nærmest magnetisk kraft byder dig at svømme, kan opleve noget af det samme i selskab med disse grønne sten: You can’t stop staring! Et andet sted ligger en bunke av det samme kvartsit i pulveriseret form. Jeg ved ikke hvor meget gurlesque glitterneglelak der kunne blive ud af dette, det er det rene Pride-optog.
Omkring en af museets temmelig kedelige betonsøjler findes en opstilling af forskelligt praktisk materiale, blandt andet en rulle wire og lecablokke. Brugt til at transportere kvartsitten? Jeg opfatter det som funktionelle genstande, indtil jeg begynder at undre mig over, hvorfor der er stoppet en bid af gulvtæppet ind mellem nogle af lecablokkene. Sandelig falder man igen ned i et næsten psykedelisk hul, når man begynder at iagttage disse masseproducerede genstande op mod hinanden; strukturen i tæppet, strukturen i blokkene. Mit blik er blevet så meditativt at jeg næsten får et chok da jeg opdager at den kedelige betonsøjle, genstandene hviler sig mod, har aftryk af træmateriale i sig. Det leder tankerne videre til et antal montrer i rummet, som fremviser hvad der kan ligne forstenede naturgenstande, men som faktisk er afstøbninger. Her er både kastanjer og nogle ekstremt glamourøse jordnødder pimpet op i guld. En behagelig video i natteblå farver viser langsomt bølgende røg med en klar hilsen til kvartsittens snirklede landskaber. Det er som en animation af stenens former. Det er svært ikke at associere videre til nordlys. Har stenen optaget og husket nordlyset?
The Akashic Field er et teosofisk udtryk for det kollektivt ubevidste, eller en form for mindebank for al jordens liv gennem tiderne. Dem der har intuitive og clairvoyante evner, er specielt godt opkoblede og kan modtage signaler i billedform, glimt af indsigt som strækker sig ud over det enkelte menneskes egen erfaringssfære. I googlesøgninger dukker udtrykket ofte op som the Akashic record, og det er nemt at forestille sig, hvor stimulerende det er for en kunstner at tænke på dette ganske esoteriske fænomen som et arkiv, et bibliotek, en optagelse, en mark, et site, måske endda et website. Indiske Sadhguru spørges i et YouTube-klip, hvad the Akashic field er for noget, og han ler og svarer at det er en slags alternativt internet. Følstad og hendes team har udfoldet et intuitivt samarbejde med kvartsitten. Det er noget ganske andet end det som faktisk foregår i Kautokeino, hvor industrien bestemmer hvilke stendele som er eksklusive nok til at blive solgt, og hvilke som skal forkastes. Det er det forkastede materiale, som Følstad går i dialog med, det som ingen kan tjene penge på og som ligger tilbage i en sørgelig tilstand, som ene og alene peger på hvor triste og idiotiske vi er i vores profitorienterede tilnærmelse til jordens forskellige væsner og materialer. Følstads udstilling er et frugtbart tanke- og sanserum for dem der ønsker sig anderledes og mere gensidige relationer til genstandene omkring os.
