Ikke helt sjældent går man rundt i museumssale og savner intensitet. Man savner, at der sker noget, at det hele pludselig eksploderer og brænder ned, og når den følelse rammer, hvad er så mere effektivt end at reaktivere elementer fra punkhistorien?
Den russiske aktivistgruppe Pussy Riot, som første gang så dagens lys i 2011, vendte sig imod vestlige punktraditioner og lod sig inspirere. De dannede et pigepunkband, skrev klassiske vrede og morsomme punktekster mod præsident Putin, og fremførte dem ved flash mob-agtige aktioner. Således blev de et skrigende neongult advarselsskilt, som handler om langt mere end dét, der foregår derovre, så langt væk fra os.
I et interview med Louisiana Magasin, siger Maria Alyokhina, som har skabt udstillingen i samarbejde med galleriet Kling & Bang i Reykjavik, følgende som vi bør lytte til: «Jeg tror ikke, at alle er klar over, at situationen kan blive meget værre. Andre lande kan blive angrebet. Og hvad vil I så gøre? Bare vente og se, om krigen når frem til jeres grænse, eller hvad?»
At gå igennem gangene på det ellers smagfulde Louisiana-museum, hvor Pussy Riots udstilling Velvet Terrorism udfolder sig, er som at tage et narkotisk stof, der får dig op at flyve med det samme. Jeg ler mig gennem første halvdel af udstillingen, selvom der vitterligt intet er at le af i forhold til den reelle fare, som Putins regime udgør.
Vi præsenteres for en kronologisk gennemgang af udvalgte Pussy Riot-aktioner. Videoskærme spiller kakofonisk fra alle vægge, som er malet i krasse neonfarver. Informationsteksterne er håndskrevne, og de forvredne tapebokstaver, som staver Pussy Riots navn ved indgangen, skriger dig ind i hovedet. Det er bestemt ikke en meditativ udstilling, men der er heller ikke tid til meditation, når truslen er akut.
Velvet Terrorism – en titel, som i øvrigt stammer fra en biskop i den russisk ortodokse kirkes betegnelse for gruppen – er en dokumenterende plancheudstilling skabt med henblik på at ophidse, men også at informere. Der er få reelle forsøg på at lave kunstværker som sådan; det er først og fremmest de aktivistiske handlinger, der iklædes form og farve for at tiltrække maksimal opmærksomhed omkring Putin-regimets vilje til undertrykkelse. Når det er sagt, står et par værker frem med ekstrem visuel kraft. Det indledende videoværk, det mest kunstfærdigt konstruerede på hele udstillingen, slår tonen an og skaber en følelse af at bevidne en reel subversiv gestus. En cocktail af skam og latter bobler frem, for her pisser Pussy bokstaveligt talt på Putin.
Udstillingen præsenterer en serie af ikoniske fotografier, som bør være en fast del af enhver fremstilling af protestkunst gennem tiderne. Min top tre er aktionen Putin peed his pants på Den Røde Plads i 2012, aktionen Punk prayer i frelserkirken i 2012, som fik tre af gruppens medlemmer arresteret, plus nogle absurde billeder fra vinterolympiaden i Sochi i 2014, kort tid før Putin-styrets annektering af Krim-halvøen. Det er svært at forstå, men længslen efter en forankring i en forestilling om oprindelig russisk identitet har skabt et selvtægtspoliti, som spankulerer rundt på gaderne udklædt som kosakker. Det er nogle af disse spøgelser fra fortiden, som pisker løs på pigerne i Sochi. Latteren knækker over i rædsel, og man spørger sig selv: Hvad i himlens navn er det, der sker?
Empatien vækkes, det er en medrivende udstilling, og man føler sig let lidt reaktionær, hvis man forsøger at komme med indvendinger. Det høje tempo, farverne og dét, som også taler til pigernes fordel, nemlig deres karisma, kan resultere i at man føler sig fodret med et noget uskarpt billede af modstanderne som onde og dumme. Aktivisme er på godt og ondt emotionel politik, og aktiv modstand kræver en sort-hvid forståelse af omstændighederne. Er udstillingen blot et heftigt fix? Alle kan være Pussy Riot, men får jeg tilfredsstillet min trang til handling så jeg ikke behøver at være Pussy Riot, når jeg småsøvnig og mæt som en fed kat bumler afsted i toget tilbage mod København?
I dokumentarfilmen Pussy vs. Putin (2013), som krediteres pseudonymet Gogols hustruer, ser man i et klip Nadya og Yekaterina Samutsevich. De holder et foredrag i et auditorium om de amerikanske kunstaktivister Guerrilla Girls og bandet Bikini Kill, som var en central del af 90’ernes punkfeministiske undergrundsbevægelse i USA. Pussy Riot har mobiliseret deres viden om protestkunst og skabt sin egen hyperdynamiske version.
Putin-regimets propagandamaskineri har i årevis været igang med at konstruere et billede af oprindelig russisk identitet. Her er fjenden den LGBT-livsstil, der fremstilles som vestlig import. Denne krig om identitet tilspidsedes, da Pussy Riot trådte ind på scenen med deres 40 sekunder lange punkbøn, og på spektakulær vis måtte gennemgå en offentlig skueproces som straf. Det handler ikke om den såkaldte identitetspolitik, som nogle mener er så truende, men en ideologisk identitetskrig i kombination med statssanktioneret hjernevask.
Allerede før punkbønnen slog tankepolitiet til imod ”pervers” livsstil og kunst: Flere gallerier i Moskva fik deres udstillinger lukket under påskud af krænkede religiøse følelser. I Rusland ledte det ideologiske hjernespind i første omgang til Putin-regimets annektering af Krim og senere til de pågående krigeriske forsøg på at erobre Ukraine. Måske er den danske regering på vej ned ad samme sti, når det gælder krænkelse af religiøse følelser?
Modstandere af Putin-regimet bliver overvåget og chikaneret, eller endda forgiftet, som det skete med Pussy Riot-medlemmet Pyotr Verzilov. Dette er blevet for meget for de fleste, og senest er det ikke bare Alyokhina og hendes kæreste, som er flygtet. Medlemmer af kollektivet Chto delat, som kombinerer politisk teori med kunst og aktivisme, den grafiske kunstner Victoria Lomasko som har udgivet flere bøger med tegninger fra Pussy Riot-retssagen og af LGBT-liv i Rusland, og mange andre har forladt landet over hals og hoved.
Rock gerne med til Velvet Terrorism, men glem ikke at lytte til Alyokhinas advarsel om, at Putins politik kan risikere at få konsekvenser langt flere steder end blot i Ukraine.
