Når man indløser entré til Kunsten i Aalborg, får man en nyhedsoverskrift med i købet, mundtligt overleveret af personen bag skranken. Som for eksempel den, at «Medina skabte sit megahit på et kvarter.» Hvad nogen måske ikke får med er, at det er et værk af Tino Sehgal, This is New (2003) – et lille praj i billetlugen om, at en performativ ånd undertiden spiller museumsnormerne på Kunsten et puds.
Selvom Tino Sehgal er en darling i den internationale kunstverden og hans værker i en årerække har turneret de store biennaler, er udstillingen This Succes / This Failure hans første i Danmark. Lidt spændende var det derfor at se, hvordan opgaven er løftet på det aalborgensiske museum, der – mig bekendt – ikke gør sig stort i performance. Lad det være sagt med det samme: Det er med køligt overskud, at Sehgals krævende instruktionsstykker bliver sat i scene på Kunsten.
Der er fire værker i udstillingen, som fordeler sig rundt i Aalto og Baruëls smukke bygning. Typisk for Sehgal er der ingen formidlingstekster og der gives kun sparsom information fra museets ansatte for at gøre værkoplevelsen så umiddelbar som mulig.
Og det giver faktisk et sæt i én, når udstillingsvagten bryder ud i skønsang. En enkelt strofe der lyder: «This is propaganda, you know, you know» og som bliver gentaget, mens vagten fæstner sit blik på de besøgende. Tvetydigt er det selvfølgelig, hvad det er, der er propaganda – skal det forstås institutionskritisk eller er det blot en retorisk sløjfe, som kækt illustrerer propagandaens virkemidler? Sidstnævnte er på en måde mest interessant.
På gulvet, mellem skulpturværker af John Kørner, Ib Gertsen, Erik A. Frandsen og Ole Folmer Hansen, får man øje på to dansere i tæt omfavnelse. De roterer langsomt om hinanden. Så langsomt at man indimellem bliver i tvivl om, hvorvidt de faktisk bevæger sig. Så glider de sammen i et kys og snurrer videre gennem et kunsthistorisk register af kærlighedspositurer fra kendte værker fra Auguste Rodin og Constantin Brâncuși til Jeff Koons.
I sig selv er The Kiss (2003) mest bare en lidt pæn og flad oversættelse af flere ellers ret outrerede skulpturkys. Men placeringen i samlingsudstillingen, ved siden af Kørners The Performance (2013) og Hansens Skulpturelt forløb (1971), skaber et sprødt lille møde om den levende skulptur og objekters performative egenskaber. Symptomatisk for flere af Sehgals værker synes pointen dog her mest at ligge i, at kunst også kan være andet end objekter og det emmer lidt rigeligt af 00’erne og den nye materialisme, der voksede i takt med diskursen om immateriel økonomi. Rigeligt fordi værkerne derfor også hænger fast i en note om, at kunstens institutioner er performative og bevægelige uden at bekymre sig for meget om, hvordan de er det.
Med en baggrund inden for dans og politisk økonomi gjorde Sehgal sin entré i kunstverdenen, som performancekunsten begyndte at få rum på museerne igen. Belejligt for den unge Sehgal, der skaber objektløse såkaldt «konstruerede situationer». Ikke så meget i en kritik af kunstmarkedet, som hos 1960’ernes konceptkunstnere, men mere i et opgør med den materialeorienterede verdens værdisystemer, hvor ting siger noget om, hvilken social status et menneske har.
Det objektløse og analoge princip hos Sehgal får en særlig fin betydning, når det handler om leg mellem børn i udstillingens hovedværk This Succes / This Failure (2007). Det er et deltagerbaseret værk, som involverer lokale børn og som Kunsten i øvrigt – med støtte fra Ny Carlsbergfondet – har erhvervet til samlingen.
Det foregår i en tom udstillingssal, og da jeg kommer ind, sidder en gruppe børn i 8-10 års-alderen i en rundkreds på gulvet. De leger hviskeleg og morer sig højlydt over, hvordan «kartoffelmad med persille» muterer til «kattemos med pastiller» efter at have været udsat for den mundtlige overleverings snørklerier i øregangene.
Det er grænseoverskridende at skulle forsøge at være med, selvom en af børnene har været henne og præsentere – efter instruks fra kunstneren – at det er et værk af Sehgal. Jeg kommer dog på benene, da en anden svinger armene om mig bagfra og giver tegn til, at vi skal lege hyphest. Kort efter står vi syv heste med ryttere langs den ene væg og venter på signal, så kapløbet kan sætte igang og herfra går det slag i slag med kluddermor og andre yndede lege, fra før iPaden blev alle børns bedste ven.
I grunden går det «bare» ud på at godtage præmissen om, at det er børnene, der er de indviede og dem, der bestemmer, hvad der skal ske. Men i museumsverdenen, hvor børn traditionelt set er en slags outsidere, er det jo lidt radikalt med en sådan omstyrtelse af oplevelseshierarkiet – hvis det vel at mærke ikke opløser sig selv i ren børneanarkisme eller institutionel styring. En næsten umulig opgave, der, hvis man skal tale om en slags succeskriterium, vel netop må bestå i blandingen af fri leg og de små, rutinemæssige italesættelser af, at det er et værk. Selvom Sehgal ikke er institutionskritiker som sådan, er der mere institutionel risk og ægte performativ vildskab over det, end de stringente koreografier og instruktionsstykker, der ellers kendetegner hans kunstnerskab. Det er en lille manifestation af liv og man får lyst til at sige mere af 70’erne og mindre af 00’erne til de nye 20’ere, tak.
