En knebel er den bevægelige del af en klokke, som skaber en lyd, når den rammer den stationære del. En knebel er desuden substantiv-versionen af «at kneble nogen», altså selve det stykke stof, rem eller bideskinne, som man spærer munden med. Og endelige er Knebel titlen på Stense Andrea Lind-Valdans udstilling i Museumsbygningen, hvor de udstillede værker både skriger ud imod verden og vender sig tavst ind i sig selv.
Museumsbygningen på Kastelvej har fungeret som anneks for Statens Museum for Kunst, auktionshus og kunsthal for Lauritz.com og er i dag overtaget af Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel. Foruden at varetage det kunstneriske eftermægle for en række fotografer af ældre dato, præsenterer Rathnov også yngre danske samtidskunstnere, der arbejder med kroppen som værktøj i det, der vel må være Danmarks mest museale gallerilokaler. Stense Andrea Lind-Valdans (f.1985) kun anden soloudstilling strækker sig således over fire store sale, og minder mest af alt om en mellemstor museumsudstilling.
Lind-Valdans signatur-værker består i forskellige afarter af kropslige aftryk på papir, oftest præsenteret i serier – mange serier. Det handler om kampen for kroppen og dens ret til at udtrykke sig indenfor et felt, der er styret af andres konventioner og forventninger, hvad enten disse er af kunstnerisk eller kønslig karakter. Det er kroppen i form af tunge, øjenvipper, tænder og håndled, der sætter udtryk og aftryk på de grumsede, plettede og krøllede stykker papir, der udgør lærredet for hendes værker.
Udsagnet ligger i materialiteten, i taktiliteten og i væsken som er tilstede overalt i form af maling, spyt og blod, der er tværet, sprøjtet, kastet eller slikket ud over værket. Det er en krop, der helt bogstaveligt vender vrangen ud på sig selv og indgår i et udvekslingsforhold med værket, hvor menstruationsblod og maling sætter slimede spor af kød på papir. Papiret bliver en slags second skin i et performativt spil, hvor kunstner og værk skiftevis agerer subjekt og objekt.
Således åbner Knebel med to serier af kropstryk: Hunting Log, med aftryk af håndled på sider fra en jagtbog, altså den kvindelige krops uregelmæssighed op imod det klassisk maskuline behov for at sætte alting i system, og en serie helkropsaftryk med den vrængende titel The Joy of All Men’s Lives. Der er en eksistentiel desperation og en utilpasset vrede i de værker, der forsøger at skære igennem de strukturer og traditioner, der indsnævrer kroppen og maleriets råderum, og den vrede går i fin symbiose med det højdramatiske, visuelle sprog. Det helt klassiske modsætningsforhold imellem (kvindelig) krop og (maskulint) system fungerer særligt godt i de serier, hvor aggressionen i aftrykket spiller op imod skrøbeligheden i papiret, og knap så godt i et værk som Men’s Ties, hvor fem hvide silkeslips er blevet påsmurt menstruationsblod. Her bliver det en anelse endimensionelt og utidssvarende.
Side om side med de mere udadreagerende, aggressive værker finder vi også serier, der viser en langt mere intim og sårbar side af Lind-Valdans produktion. Bagerst i udstillingen, nærmest helt skjult bag to store stofværker, gemmer sig en serie figurative akvareller, der kredser tematisk om moderskabet og angsten for at miste. «Jeg elsker og ødelægger dig», står der eksempelvis på et helt sart portræt af et drengeansigt. En anden serie taler om dødsangst: «Death shall not take me entirely so I paint myself more like myself than I am» står der repeteret gentagende gange i en udflydende blanding af rød tusch og menstruationsblod. Vi bliver her lukket ind i ekstremt privat og intimt univers som følgere af Lind-Valdans blog youshouldpopstuff vil kunne nikke genkendende til, men når det fungerer så godt i blog-kontekst, er det netop fordi det spiller op imod bloggens korte historie som det første medie, hvor vi i ly af internettets løfte om anonymitet troede, at vi kunne blotte os totalt. I Museumsbygningens ovenoplyste virkelighed og uden blogmediet som ramme, kommer det til at fremstå nærmest ubehageligt udpenslet og dagbogsintimt.
Lind-Valdan arbejder i et ekstremt personligt, autobiografisk univers, hvor kunstner og værk har en tendens til at smelte sammen i en sådan grad, at mediet nærmest forsvinder, og det er selvfølgelig også udstillingens præmis, at vi igennem krop og væsker skal helt derind, hvor de allerstørste følelsesmæssige dramaer udspiller sig. Men Knebel begår den fejltagelse at ville tale om alle de store følelser samtidig, og for mig personligt bliver det simpelthen for intimiderende med al den vrede og følsomhed udfoldet over så mange værker i træk. Der er helt klart noget både dragende og kraftfuldt i den kompromisløshed og totale åbenhed, som Stense Andrea Lind-Valdan leverer med Knebel, men ligesom en dagbog har brug for stram redigering for at ende som et autobiografisk værk, kunne man godt have ønsket sig, at Knebel fremstod strammere, mere fokuseret og en hel del mindre.
