Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de mest interessante i 2014? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2014. Den 21. i rækken er Pernille Albrethsen, Kunstkritikks redaktør i København.
UDSTILLINGER
I år har to københavnske institutioner præsteret årsprogrammer af en kaliber, som giver håb på et helt overordnet niveau. Det fortjener en bemærkning.
Statens Museum for Kunst/ X-rummet, København, årsprogram 2014: Haim Steinbach, Lutz Bacher, Afsked med forældrene kurateret af Henrik Olesen, Daniel Buchholz og Christopher Müller. Selvom projektrummet som museologisk fænomen forekommer lidt démodé, så er det ikke så længe siden, at ethvert museum med ambitioner på samtidskunstens vegne forventes at have et rum dedikeret til det eksperimenterende, det unge eller uafprøvede. X-rummet på Statens Museum for Kunst har efterhånden udviklet sig til en institution i institutionen, som præsenterer gennemarbejdede udstillinger med international samtidskunst i den etablerede liga. Det er således mere et x for x-klusiv end et x for det ukendte. Reelt betyder det, at København på grund af kurator Marianne Torps vakse programlægning har et sted, hvis udstillinger kan sammenlignes med det man ellers ser på kræsne udenlandske institutioner, såsom Renaissance Society i Chicago eller Raven Row i London. Og alene det, at jeg gjorde en af årets absolutte kunstneropdagelser, amerikanske Lutz Bacher, hjemme i København siger egentlig det hele. |
|||
Kunsthal Charlottenborg, København, årsprogram 2014: Superflex, Kerry James Marshall, Gerhard Nordström, Camille Henrot, Keren Cytter, Rose English m.fl. Med direktør Jacob Fabricius ved roret blev Charlottenborg i 2014 faktisk den vidt favnende, men skarpt profilerede kunsthal med dansk og international kunst, som man har efterspurgt i København i årtier. En ambitiøs retrospektiv med den lokale gruppe Superflex, sværvægtermaleri af Kerry James Marshall og Keren Cytters videoer var nogle af højdepunkterne. Dertil kom den bluescreen-blå udstilling af Camille Henrot, som blev vist i København på det tidspunkt, hvor hun var allermest hypet rundt om i verden. Den slags er vi heller ikke vant til at kunne i København, men det kan vi altså nu. |
|||
Real DMZ, kurateret af Sunjung Kim and Nikolaus Hirsch, grænseområdet nær DMZ (Dimilitarized Zone), Cheorwon-gun, Gangwon-do. En lillebitte landsby på grænsen til Nordkorea, hvor aldersgennemsnittet for byens 50 indbyggere var omkring de 70, var rammen om en udstilling omkring ideologier, fred og krig. Særligt værket af Adrián Villar Rojas i en rismark udenfor byen – vandmelon og død krabbe snøret stramt sammen omkring hovedet på et krucifiks, der nærmest fungerede som fugleskræmsel – var bevægende. Det er klart, at det faktum, at det forbudte land ligger lige bag bjerget, og at amerikanske soldater passerer forbi i en jeep gennem rismarken, er så potent en kontekst for en samtidskunstudstilling med internationale kunstnernavne, at det næsten er kvalmende – men ikke desto mindre voldsomt fascinerende. For hvad lavede jeg egentlig selv her på grænsen til Nordkorea. |
|||
Cucumber Bones (Hannah Heilmann, Uffe Isolotto, Renaud Jerez, Travis Jeppesen, Christian Jeppsson, Yves Scherer, Matthew Smith, Alex Turgeon, organiseret af Anna Frost & Christian Jeppsson).Koncert med Sandra Mujinga og Brynje 1 og Brynje 2, TOVES, København. Der var sæsonåbning i København og jeg havde været igennem en del ferniseringer og set lidt for mange fetichobjekter i specialdesignede museumsmontrer, da jeg tilsidst nåede frem til Toves på Amager. Der var ild i olietønderne med de udstansede Toves-logoer i kanten, Uffe Isolottos frugtorme/ekskrement-grafitti på væggen og Hannah Heilmanns autistiske, centerløse gulvarrangement af kontaktlinser, kondomer, sylteglas og generel lommeuld. Det hele toppet af trippende koncert med Sandra Mujinga efterfulgt af brødrene Brynje 1 og Brynje 2, hvis snakkende refrain «Få-jer-en-kærest’» lød i mit hoved, da jeg cyklede hjem forvisset om, at Københavns kunstscene endnu er fuld af dedikerede folk, der arbejder seriøst med tiden og tingene. |
|||
EVENT
Åbningen af DISown, Red Bull Studios, New York, 6. marts, 2014. I New York bliver tendenser altid udstanset i versaler. Derfor var åbningen af DISmagazines butik, DISown, også den perfekte matrice til at mærke røret omkring denne «bevægelse». Det slår mig, at noget af det forfriskende ved DIS er, at det måske er første gang siden Warhol, Factory, Velvet Underground og venner, at den nye kunst for alvor synes at have sit udspring i New York. I hvert tilfælde var det som om min ven og jeg var iført alt for meget uld og bomuld, alt for meget lædersnørresko, omgivet af den kridhvide (altså tøjet) sweatsuit-Nike-nylon-Ikea-generation. Der var en del merchandise-kunst-produkter – a la stuepalme fastgjort rullede kontorstoleunderstel eller Slavoj Zizek techfit shirt – som man kunne erhverve eller tage selfies foran. Og som så ofte før med denne scene (piger med rottehaler og børnerygsække på dansegulvet) blev jeg transporteret tilbage til ecstasy-90ernes Club kids, buffalo-sko og Douglas Coupland, som meget apropos netop har bidraget til en bog, som DIS magazine har udgivet i år – om selfies! Fin de Siècle-fornemmelser af godt udspilet Nike-nylon-vindjakke-med-måske-kritisk-inderfoer, lige før den store implosion. What a blast! Dengang – og nu. |
|||
Cecilia Bengolea og François Chaignaud, Sylphides, 2009/2014. Performance på Gwanjgu Biennalen, 2014. Lille tætbygget mand i stram batikmønstret tricot valser rundt på tåspidssko mellem to kvindelige dansere, som han efter et par indledende piruetter guider ind i sorte latexposer, som han derefter vacuumsuger ved hjælp af en forbundet støvsuger. Til sidst ligger der to, sorte gummikroppe, som trækker vejret gennem lille ventil ved munden. Det var næsten parodisk med den larmende støvsuger og den mandlige protagonist, som ind imellem sine halvvejs sadistiske gøremål leverede perfekte stræk med vristen og poserede i split. Ikke desto mindre har jeg sidenhen tænkt en del på denne underlige performance og føler mig overbevist om, at sado-François kommer til at plage mange kvinder i latexposer på adskillige biennaler fremover. |
UDGIVELSER
Kenneth Goldsmith, Wasting time on the internet, Dep. of English, University of Pennsylvania, Spring course 2015. «The internet is destroying literature (and it’s a good thing)» var bare en af de utalelige statusopdateringer fra digteren og UbuWeb-grundlæggeren Kenneth Goldsmith, som dette efterår gang på gang har fået mig til at bremse op i Facebooks møgflod-feed om morgenen. Goldsmith leverer nærmest dagligt nye poetikker i agitatoriske formater, som altid fremkalder et væld af reaktioner. Annonceringen af at han til foråret udbyder et creative writing-kursus med titlen «Wasting time on the internet» på University of Pennsylvania fremkaldte nærmest en mediestorm, hvor en glad Goldsmith endte med at måtte forklare sig på amerikansk morgen-tv. Midt i vores padlende trældomsliv i sociale medie-møgfloder, hvor man skiftevis føler sig godt underholdt og godt misbrugt, forekom Goldsmiths opdaterede cut-up poetik ret besnærende. Kurset er ifølge beskrivelsen dedikeret til «the alchemical recuperation of mindless scrolling» og forventer af kursisterne, at de i løbet af undervisningens tre timer kun interagerer gennem skærmen via chat rooms, social medier etc. Som det lyder: «Distraction, multi-tasking, and aimless drifting is mandatory.» |
Diskussion