14. december – Maria Kjær Themsen

Kunstkritikks egne skribenter og inviterte gjester velger det beste fra kunståret 2011. Hver dag fra 1. til 24. desember kommer et nytt bidrag. I dag: Maria Kjær Themsen.

Hvilke udstillinger, begivenheder og publikationer var de bedste i 2011? I Kunstkritikks julekalender opsummerer Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2011. Den fjortende i rækken er kritikeren Maria Kjær Themsen, som bor og arbejder i København.

Udstillinger

1.   Lászlo Maholo-Nagy, Rediscovered Photography, Malmö Konsthall. Den russiske konstruktivisme har altid interesseret mig, fordi de kunstneriske eksperimenter helt inde i essensen bar et omkalfatrende potentiale. Men særligt når poesien overskygger det politiske bliver jeg hed i hjertet, ligesom hos ungarske Lászlo Maholo-Nagy. Hans dystre poesi blev smukt udstillet på Malmö Konsthall i halvmørke denne februar. Og så synes jeg, det er så fint at samtidskunsten engang i mellem sættes i spil med ældre kunstnere på kunsthallen.
       
2.   Tove Storchs udstilling hos Nils Stærk, København. Tove Storchs skulpturelle installationer har rørt mig fra første gang jeg så dem – det var på hendes solo-udstilling hos Kirkhoff i 2007, hvor jeg skulle omvise en hel bande pensionister fra Køge i udstillingen. Hendes tilgang til materialer, hvor hun dengang fx skabte skulpturer ud af skygger på papir, eller som nu hvor hun  udspænder silke om stål, skaber nogle helt unikke skulpturer. En transformerende billedhugger simpelthen! (Billedet: Installationsfoto fra Nils Stærk.)
       
3.   Art + Text på Overgaden, København. En hel første etage på Overgaden med bøger i 14 dage, som jeg selv var så heldig at være med til at arrangere! At udstille bøger er en paradoksal ting, da bøger gerne skal røres ved og bladres i.  Art + Text var dog kendetegnet ved en levende ramme omkring de udstillede bøger, så man fx kunne høre forfatterne læse op, se kunstnerne folde deres bøger ud, eller man kunne møde passionerede bogsamlere som fx Claus Carstensen, Christian Vind og Åse Eg og høre dem fortælle om deres samling. Pure Book Love!

 

Events

1.   Så klart på en førsteplads: FOS’ ufattelige kunstneriske evne til at få det helt umulige realiseret i Venedig med sin flydende OSLOO-pavillon. Her blev ytringsfriheden taget helt andre steder hen, end den redundante politisk korrekte inde på land. Smukt at følge den blå pram fra Køge til København og endelig til dens endelige i Venedig.
       
2.   Rio Bravo i København. Selvom jeg selv kun nåede forbi lejligheden på Vester voldgade enkelte gange, hører Rio Bravo alligevel med til årets bedste events. Herskabslejligheden lagde hus til forfatteroplæsninger, kunstdiskussioner, performances , filmvisninger,  yoga og koncerter.  Sådan en måde at skabe en levende scene – på tværs af genrer – er noget af det mest inspirerende, der er sket i byen længe. (Billedet: Bravo Bravo på Rio Bravo.)
       
3.   Lilith Performance i Malmø. Den 3. december oplevede jeg en skinger nylonstrømpedystopi med en duft af popcorn hos Lilith, der præsenterede Icelandic Love Corporations Think Less, Feel More. Tidligere på året kyssede jeg næsten en fremmed i en lille boks i Einat Amirs performance Enough About You. Selvom de performances man oplever på Lilith altid er en oplevelse, så er det særligt folkene bag Lilith som jeg her honorerer. De har skabt et enestående sted  for performance-kunsten, der giver en tiltrængt respekt til en kunstart, der ofte  ellers bare bliver det skøre indslag til en fernis-fest. (Billedet: Icelandic Love Corporation.)

 

Publikationer

1.   Collapse – Philosophical Research and Development. Collapse er en serie-udgivelse af bøger, der sammensmelter filosofisk tænkning, aktuel videnskabelig forskning og kunstnerisk refleksion. Med andre ord – en sand passion! De kan erhverves over www.urbanomic.com.
       
2.   Seneste udgivelse med helten Goodiepal er udgivet af Pork Salad Press og er en sammenfoldet poster med en særlig kodeskrift, de goodiepalske hieroglyffer, der er en kombination af internetkoder og dansk med fejl. Bryd koden og forstå universet!
       
3.   Arena Kontra, senest Teddy Josephsens smukke bog Om tyngdekraften og dens tilbehør. Arena Kontra er en serie af bøger, der har usædvanlige formater, og som eneste anden fællesnævner sendes  med posten i en lille undselig plasticpose i en ikke nærmere annonceret rytme. Det har været en lille gave hver gang man har modtaget sådan en pose, og så nærer jeg en særlig forkærlighed for Teddy Josephsens hemmelige bøger og poesi. Både hans kortspil og hans Mallarmé-bearbejdning i Et Kup Det Det (2010) blev vist på udstillingen Unfolding Book Objects, Overgaden – og nu er vi blevet begavet med denne seneste udgivelse om tyngdekraften. Tak!

.

Diskussion