Torben Ebbesen, Between Yes and No, Simian, København
Ørestadens semi-nye kunsthal Simian viser igen og igen nogle af Københavns bedste udstillinger, og i august åbnede en museumstjekket soloudstilling med den danske kunstner Torben Ebbesen. En egentlig enorm, men hverken overfyldt eller ufremkommelig, præsentation af fem årtiers arbejde, og det lignede, at Ebbesens værker kunne rumme hvad som helst, både hvad angår medier og materialer. At fortabe sig i hans minutiøse ansamlinger af dimser og humor og formfuldendt skønhed mindede om at prøve at gennemskue spørgsmål, måske endda før de blev stillet. Værkerne føltes som en essens af kunst: alt det før-fysiske, der vel starter et formløst sted i hovedet, var med skiftevis avanceret og casual opmærksomhed, blevet tildelt en plads i den håndgribelige virkelighed, som andre kan tage del i og blive rørte af.
Bananskolen, Den Frie Udstillingsbygning, København
I kælderen på Den Frie, det vil reelt sige i et enkelt rum, præsenterede Bananskolen henover sommeren og efteråret en på alle måder tætpakket udstilling. Formentlig omkring 100 billeder på fire vægge, et par skulpturer og to vitriner med plader og skoleskemaer og diverse kostbarheder, som ramme om det egentlige indhold: fire måneders skole, det vil sige performances, foredrag, læsegrupper, musikundervisning, koncerter, kunstteori, digterskole etc etc etc. Det fuldkommen billedmættede rum føltes i sig selv som en flot sjældenhed (malerier har det med at kræve/få plads omkring sig for at opnå tilstrækkelig kunstseriøsitet), og at en ikke-gratis kunsthal bliver serveret et så omfattende, gratis eventprogram føltes som den slags scoop, der formentlig kommer til at være langt imellem på københavnske kunstinstitutioner fremover.
Ejnar Nielsen, Livstegn, Den Hirschsprungske Samling, København
Der er noget mørkt i Ejnar Nielsens malerier, der bliver siddende i øjnene eller kroppen, efter man forlader den her flotte (næsten for flotte) præsentation af hans hovedværker. At død og dårligdom virkelig findes til overflod i Nielsens billeder, behøver man ikke have særlig meget kendskab til dem for at fornemme, men det overvældende ved udstillingen er hullerne af lyst liv mellem det lidende. At der i det ikonisk tuberkuløse blik og alle de stengrå tilværelser og landskabernes kølighed hele tiden er spor af en genkomst. En uundgåelig og opløftende cyklusbevidsthed, selv i afbildningen af liv, der slutter. Blomster og korn ved siden af sygdommene. Og malerierne er så magnetisk smukke, som om både sorg og varme er indlejret i selve malingen, at bevægelsen gennem dysterheden blev sjældent katarsisrensende for et efterårsblåt humør.
Nanna Friis er kunsthistoriker og en af Kunstkritikks skribenter. Er derudover kunstkritiker på Politiken, ansat på Overgaden og en del af udstillingsstedet AYE-AYE.
Se øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her
