10. december – Toke Lykkeberg

Camille Henrot, The Pale Fox, Kunsthal Charlottenborg, København. 

Denne franske kunstner nåede med The Pale Fox næsten Mel Brooks’ske højder. Næsten. Hendes fortælling om universet er også en komisk fortælling om, hvor umulig en sådan fortælling er – ligesom Mel Brooks A History of the World part 1. Til gengæld var hendes udstilling mere visuelt overvældende end Brooks’ film. Vægge og gulv var klædt i en blå, der ifølge kunstneren, var dyb som havet og himlen. Men også blå som blue screen backdrop for alverdens ting, der flød sammen på sært virkelig og virtuel vis i rummet. Camille Henrot stod på Charlottenborg stærkt som repræsentant for en ny generation af kunstnere, der søger at udfolde vor oplevelse af, at skærmen idag er i rummet og rummet i skærmen.

Keren Cytter, Keren Cytter, Kunsthal Charlottenborg, København. 

Keren Cytter laver på bedste godardske vis film, der handler om at lave film. Men samtidig er hendes kunst-for-kunstens skyld også en samtidsdiagnose. Cytter er vor tids forbilledlige akrobat, der lever med hovedet oppe i egen bagdel. Hun fremstiller et lukket system – og et sådan er vi mange, der her for enden af individets frigørelsesproces, lever i. Keren Cytters film er vor tids ambiente selv-refleksivitet kondenseret.

Lars Brekke, Streben i anger: Problemer og menneskehetens bestrebelser, UKS, Oslo. 

Brekkes Streben i anger tog prisen som den absolut mest grinern og gribende udstilling jeg så i 2014. Især en lille video, hvor en ung mand taler om problemer. Som han forklarer er nogle små og andre store. Nogle er endda så små, at man kan proppe millioner af dem ind i et stort problem. Og sådan fortsætter den unge herre med så abstrakte og absurde overvejelser over problemets natur, at problemet bliver sit eget problem.

Jeremy Rifkin, The Zero Marginal Cost Society: The Internet of Things, the Collaborative Commons, and the Eclipse of Capitalism, Palgrave Macmillan, 2014. 

Nogle har kaldt økonomen Jeremy Rifkin optimist. Andre naiv. For en intellektuel er det ene værre end det andet. Og dog er det ligegyldigt, for havde han været en pessimistisk dommedagsprofet, havde man sikkert også latterliggjort ham af den grund – sådan som filosoffen Hans Jonas har foreslået: «Profetien om ulykken bliver fremsat for at undgå, at den bliver til virkelighed; at gøre nar af den, der ringer med alarmklokkerne, fordi det værste ikke er blevet virkelighed, er højdepunktet af uretfærdighed: det kan tænkes, at deres bommert er deres fortjenste.» Hvad folk har svært ved at kapere, er især Rifkins snak om kapitalismens forestående selvmord. Og selvom han ikke er den eneste intellektuelle, der er ude i dette ærinde, er denne tanke dog en præstation på et tidspunkt, hvor Mark Fisher har relanceret Fredric Jamesons ord om, at «det er lettere at forestille sig kapitalismens endeligt end verdens endeligt.» Rifkin forklarer, hvorledes «tingenes internet» baner vej for en kollaborativ kultur, hvor marginalomkostninger er så små, at kapitalismen taber guleroden og marginaliseres. Rifkin beskriver – hvad nogen vil kalde – et lys for enden af tunnelen. Og på så overbevisende, at man næsten kan se det for sig – hvad end det er der eller ej. Måske Rifkin kan håbe hans prognose bliver en selvopfyldende profeti. Givetvis er det det, der er planen. Moores lov om eksponentiel vækst, som Rifkin og andre refererer til inden for en række områder, kritiseres bl.a. som en «self-fulfilling prophecy.» Men når nu Rifkin også præsenterer sig selv som «aktivist» snarere end videnskabsmand er det ikke problemet. Det er også sådan han skal læses.

Cory Arcangel, Working On My Novel, Penguin Books Ltd, 2014. 

I nogle år har Cory Arcangel haft en væg på Twitter, der aggregerer alle tweets indeholdende de fire ord «working on my novel.» Resultatet er et meget godt billede på det, som intellektuelle kalder for masseindividualisme, og som Arcangel har muntret sig med at iscenesætte på alverdens måder. Alle arbejder hårdt på at realisere deres helt eget projekt, deres roman eller måske snarere deres selv. Men alle har forskellige måder at udleve og udtrykke det på. Nogle chiller med det: «Working on my novel, drinking mimosas and laying out by the pool. Good thing I skipped work today! #writing.» Andre kører det som en Nebengeschäft: «I’m planning on moving to London to open my own gluten free bakery, but at the moment I’m just kind of laying low and working on my novel.» Atter andre dyrker det, som en social begivenhed: «Sitting in Panera, working on my novel. Stop in and say hi!» Og så er der dem, der har erkendt, at det er ren selvterapi: «THAT’S WHY I’M WORKING ON MY NOVEL SO I WON’T FEEL SO PATHETIC ANYMORE». Det sjoveste ved Arcangels projekt er, at alle disse skribenter ikke skriver på deres roman, i det øjeblik de annoncerer det. De skriver på Twitter. Og dog er et udvalg af alle disse Tweets i år blevet udgivet som roman. Et tweet i bogen har Arcangel selv signeret. Det lyder blot: «working on my novel.» Man må formode, det er den bog, som han nu har udgivet i eget navn. Marshall McLuhan sagde, at et nyt mediums indhold er et gammelt mediums. I Arcangels tilfælde er det gamle mediums indhold et nyt medium. Cory Arcangel kan på mange måder virker som en gammeldags kunstnertype, men hans værker er nogle af de bedste tidsbilleder vi har. Working On My Novel er en født klassiker.

JEQU, IRL, Primary Information, 2013. 

Well, denne bog kom faktisk sidste år, men de mest aktuelle bøger er ikke nødvendigvis de nyeste. IRL er et langt interview med den franske sociolog Luc Boltanski, kendt i kunstverdenen for sin redegørelse for, hvorledes kunstnerisk kritik har været kapitalismens motor. Den pointe er nu ikke blot velkendt. Den er åbenbart også så affortryllende, at kunstverdenen har valgt at ignorere den til fordel for business as usual. Her fortsætter man med at dyrke en mislykket kapitalismekritik. Blandt andet derfor er megen kunst og kunstsnak ikke på højde med tiden. Og det er sjovt for, som Boltanski siger i IRL, er kunstverdenen de sidste 20 år ikke desto mindre blevet stadig mere optaget af teori: «We’ve moved past a model or archetype of the intentional artist (…) —for whom intentionality is not conscious—to an artist who is capable of having a theoretical discourse on that which he produces, and on the intentions of what he produces.» Okay, det vidste vi selvfølgelig godt allerede. Men måske det derfor også er på tide at overveje både hvilke teorier, der er relevante idag, og hvorvidt vi ikke også har brug for kunstnere, der laver noget andet end bare at læse teori ligesom mange kuratorer og kritikere. Når alle dyrker det samme, risikerer kunst at blive forvandlet til den dræbende og pseudovidenskabelige størrelse, man kalder kunstfaglighed, som snarere bør udfordres end dyrkes yderligere.

Bruno Latour, The affects of capitalism, Videnskabernes Selskab på Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, København. 

I modsætning til Jeremy Rifkin har Bruno Latour ikke meget tilovers for troen på, at kapitalisterne er «digging their own grave.» Den determinisme, som lurer i de økonomiske love, som Rifkin refererer til, mener Latour ikke er love ligesom naturens. Derfor tog Latours glimrende foredrag afsæt i et angreb på den jamesonske forestilling, at «det er lettere at forestille sig kapitalismens endeligt end verdens endeligt.» Og klimakatastroferne taget i betragtning har Latour jo ret. Han mener, at de tjener et formål i dag, hvor kapitalismen præsenteres som uforanderlig naturlov: «It helps thinking that the end of capitalism is much more realistic than the end of the world.» Latours spøjse ræsonnement lyder: Hvis mennesket kan ændre økosystemet på så gennemgribende vis, som vi er vidne til nu, burde det være overkommeligt for samme menneske at ændre det økonomiske system.

DISown, Red Bull Studios, New York, 2014. 

Mange i kunstverdenen bruger megen tid på at kritisere både kunstinstitutionen og kunstens kommercialisering. Med DISown gjorde newyorker kollektivet DIS noget andet. De ignorerede kunstinstitutionens eksisterende struktur med henblik på at skabe deres egen for at sikre kunstens kommercialisering: «Luxury brands couldn’t exist without the cheap belts and underwear that they make for the average consumer. DISown is making the ‘belts and underwear’ version of art, in effect creating artist diffusion lines.» Resultatet var ganske besynderligt: «’DISown – Not For Everyone,’ is an art exhibition posing as a retail store. Or maybe it’s the other way around.» Amalia Ulman havde lavet Social Strata Lingerie. Simon Fujiwara havde lavet Gay Wedding Ring. Ryan Trecartin og Lizzie Fitch havde lavet en «glow-in-the-dark» sweatshirt båret af holdet bag optagelserne til deres seneste film. Nogle vil sikkert kalde DIS’ projekt a- hvis ikke upolitisk. Med DISown kurator Agatha Waras ord er det dog nok snarere «pre-political.» Det er dybt under overfladen.

Transcendence, instrueret af Wally Pfister, 2014. 

Imens Her var en anmelderrost, smagfuld, sød og underspillet film om, hvordan en fremtidig kunstig intelligens vil tage sig ud, så var Transcendence med Johnny Depp i hovedrollen en overspillet, vulgær og kritiseret action-pumpet film om samme scenarie. Transcendence er latterlig – ligesom Hans Jonas’ ovennævnte dommedagsprofeti – men måske det samme gælder fremtiden. Fantastic Voyage, Star Trek, Robocop og Terminator virker selv den dag i dag latterlige – og ikke desto mindre er det sådanne historiske film, der til stadighed refereres, når vi forsøger at afkode vor samtid og begribe vor fremtid. Den tekno-videnskabelige udviklings exponentialitet bryder med vor lineære forståelse af det såkaldte fremskridt. Transcendence bryder også med sund fornuft. Det er måske ikke nogen begivenhed, men det er et første storslået og storladent forsøg på at forstå den begivenhed kaldet The Singularity, som måske – måske ikke – indtræffer en dag. Som Kevin Kelly har formuleret det med en parafrase over Raymond Kurzweils bog The Singularity is Near, som filmen er baseret på: «The singularity will always be near.» Og derfor kan en tåbelig film herom sjovt nok vise sig langtidsholdbar.