1. december

Kunstner Tora Schultz ser tilbage på et år, hvor den kunstnerdrevne scene i Stockholm blomstrede.

Catherine Christer Hennix spiller på shō. Foto: Ari Marcopoulos, Courtesy of Blank Forms, New York.

A Memorial for Catherine Christer Hennix (1948-2023), arrangeret af Blank Forms, Mint og Vassa Tassar, Stockholm

Et par måneder før det dagslange mindeprogram til ære for Catherine Christer Hennix i Stockholm hørte jeg komponistens ensemble opføre hendes sidste værk Kamigaku (2022) på Performance Space i New York. En hel dag dedikeret til Hennix’ lydunivers og hendes soniske idealer, hvor der eksempelvis kun spilles, når musikerne føler sig inspireret. Under ABF-huset i Stockholm skaber Mint plads til visuel kunst, poesi og eksperimentel musik. Her optrådte ensemblet (Marcus Pal, Ellen Arkbro, Mattias Hållsten, Susana Santos Silva, Amedeo Maria Schwalle) igen efterfulgt af en udstilling med en blandt andet en sinusbølge-komposition af Hennix. Smukke, underlige, kraftige, men bløde intonationer.

Annika Eriksson, No Never, 2025. To-kanals video. Installation view, Antics, del af det kuraterede progam Houred Time af anorak. Foto: Johan Österholm.

Apropos Stockholm

Tilbagevendt fra New York i sommers var det forfriskende at komme til Stockholm og se den kunstnerdrevne scene blomstre. Jeg så et fedt værk af Annika Eriksson på Antics Gallery. Og Beau Travail har et program med lokale og internationale kunstnere, der får byen til at føles varm og mindre langt væk. Det lille venue Cues serverer god kunst og specialdrinks til deres events omkring et stort blåt poolbord. Tidsskriftet og forlaget Filmögon arrangerer filmvisninger, den seneste med Moyra Davey kombineret med udgivelsen af deres svenske oversættelse af hendes bog Index Cards. Daveys udstilling på Simian i København var et andet højdepunkt.

Lutz Bacher, Jackie & Me, 1989 (print 6 af 7), Astrup Fearnley Collection, Oslo. Courtesy the Estate of Lutz Bacher and Galerie Buchholz.

Lutz Bacher, Burning the Days, Astrup Fearnley Museet, Oslo

Tog til Oslo bare for at se Lutz Bacher-udstillingen. For nu at sige det helt kort: hendes værker er fantastiske, se dem! Indtil da looper Bachers tolv timer lange video, Do You Love Me? (1994), på museets hjemmeside. Jeg stod engang højt oppe med en ven, der fortalte mig, hvordan det var som om åbne landskaber gjorde det muligt at strække øjnene som man strækker sin krop. På en eller anden måde er det, hvad Lutz Bachers værker gør, og gør så ubesværet – at få de to små øjne inde i mit hoved til at strække sig. Far-off edge.

Tora Schultz er kunstner, bosat i København og for tiden aktuel med udstillingen Tie på Palace Enterprise, København.