Lad nu det bare ligge – var mere eller mindre kunsthistorikeren Harald Kimpels svar, da han i et nyligt interview til avisen Frankfurter Rundschau blev bedt om at kommentere på de ændringer til Documenta-organisationen, der er blevet foreslået af Metrum, et managementkonsulentbureau med speciale i kulturinstitutioner. Men eksperten i Documentas historie antydede ikke kun, at ændringerne blot er «kosmetiske»; han bemærkede også, at «det primære dilemma er, at man for længst har opgivet det kunstneriske indhold; at der er sket en af-kunstificering.» Derfor foreslog han i stedet, at man helt burde opgive Documenta én gang for alle, for dermed at lade den få en «strålende afslutning efter syv årtier, og redde den fra at blive genoplivet som en slags kulturel zombie hvert femte år.»
Hr. Kimpel har dog intet at skulle have sagt i denne sag, hvad man alt efter temperament kan billige eller begræde. Men hans synspunkt deles især af de generationer af kunstelskere, der gennem deres løbende møder med de forskellige udgaver af Documenta lærte at favne den abstrakte ekspressionisme, Joseph Beuys, Harald Szeemann og så videre, og som nu kæmper for at fatte – og er blevet mere og mere skeptiske over for – diskurser, der forholder sig til globale emner, såsom postkoloniale spørgsmål.
Der er imidlertid andre, der bestemt har noget at skulle have sagt, og det gælder ikke mindst Documentas særlige tilsynsråd, der består af politiske repræsentanter fra bystyret i Kassel, forbundsstaten Hessen, og – efter de seneste ændringer – også fra det tyske kulturministerie. Dermed er detaljerne i anbefalingerne fra Metrum, som blev hevet ind for at foreslå mulige ændringer efter den seneste Documenta, blevet diskuteret bredt på tværs af de involverede politiske organer. De præcise ændringer, der nu skal implementeres, er beskrevet i omfattende dokumenter, som Documentas pressekontor har offentliggjort dette forår.
Dokumenterne rummer en masse tekst, og når man ser en sådan maksimal gennemsigtighed i forhold til en egentlig ret uspektakulær administrativ rokade kunne man få den mistanke, at man prøver at lægge røgslør ud for at skjule en eller anden skandaløs manøvre. Der er dog ingen lyssky tiltag at finde her, selv ikke efter en grundig gennemlæsning. Men når man overvejer konsekvenserne af de foreslåede ændringer, afsløres det, hvor usikker hele situationen for den kommende udgave af Documenta synes at være.
Der skal gennemføres en række mindre administrative ændringer for at afklare de forskellige ansvarsområder og ansvarsfordelingen mellem den administrative og kunstneriske ledelse. Ændringerne vil blandt andet omfatte oprettelsen af et nyt såkaldt «management board», der vil bestå af repræsentanter for bestyrelsen samt de kunstneriske ledere. Der sker ingen ændringer i forhold til den såkaldte Findungskommission, et ansættelsesudvalg bestående af eksterne eksperter, der har til opgave at udvælge den kunstneriske ledelse til den kommende udstilling.
Blandt de nye tiltag er indførelsen af et fagligt eller «videnskabeligt» udvalg (Wissenschaftlicher Beirat), hvis seks medlemmer skal rådgive Documentas tilsynsråd (dog uden stemmeret). Selve tilsynsrådet øges i omfang, så det ikke blot omfatter repræsentanter for bystyret i Kassel og forbundsstaten Hessen, men også repræsentanter for det tyske statsministerium for kultur og medier. I Tyskland er kulturpolitikken de enkelte delstaters ansvar, i dette tilfælde Hessen, så denne ændring afspejler det nationale bidrag på 3,5 millioner euro, svarende til lige knapt 10 procent af det samlede Documenta-budget.
Den sidste og mest kontroversielle ændring består i, at man indfører et adfærdskodeks (Code of Conduct) for de to organisationer, der står for at arrangere begivenheden, nemlig Documenta og Museum Fridericianum GmbH – men ikke for den kunstneriske ledelse. I rapporten fra Documentas pressekontor står der: «I stedet vil Documenta GmbH, i samråd med den kunstneriske ledelse, afholde en offentlig begivenhed inden for tre måneder efter valget af den kunstneriske ledelse, hvor den kunstneriske ledelse vil præsentere deres kuratoriske koncept, belyse deres holdning til den aktuelle udvikling inden for samtidskunsten og gøre rede for, hvordan de agter at sikre respekten for menneskelig værdighed og samtidig værne om den kunstneriske frihed.»
Dette vakte en øjeblikkelig medierespons, især i den konservative presse. Flere kritikere udtrykte stor skepsis over for de seneste reformer og fremførte, at et adfærdskodeks, der ikke gælder for den kunstneriske ledelse, skyder forbi målet og reelt ikke er andet end en barriere af administrative foranstaltninger, der skal beskytte arrangørerne, ikke mindst den øverste chef for det administrative område, mod eventuelle kontroverser, der måtte blive forårsaget af de kunstneriske ledere.
Det blev videre fremført, at en offentlig udtalelse fra den kunstneriske ledelse i sagens natur ville blive fremført længe før, der overhovedet er blevet installeret nogen kunstværker. Dermed kan en sådan udtalelse næppe betragtes som mere end ren snak – et trick, der gør det muligt at foregive at have effektive værktøjer til at forhindre diskrimination og antisemitisme. Dette kan og bør diskuteres. Men argumenterne udartede sig til det groteske, da repræsentanten for det ekstremistiske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AFD) under den offentlige høring om de seneste udviklinger angående Documenta i delstatsparlamentet i Kassel lod forstå, at de «frø af had og udelukkelse», man ser på de tyske gader (med henvisning til pro-palæstinensiske protester mod krigen i Gaza) var blev sået af mennesker, der «gemmer sig bag et røgslør af kunststudier og friheden til at demonstrere.»
Hvor latterligt absurd dette udsagn end måtte være, afspejler det en voksende bølge af tysk angst blandt konservative og højrefløjspolitikere, der ser spøgelser i form af en voldsom og international postkolonialistisk kunstelite, der knap kan tøjle sin ukontrollable trang til at udgyde antisemitisk hadtale – et spøgelse, der må have mundkurv på. Med Kimpels ord: «For mig er det at kræve, at man forpligter sig til at sikre menneskelig værdighed nærmest en krænkelse af menneskets værdighed. Det tilkendegiver ikke blot en tilstand af hjælpeløshed, men er også en del af en fremherskende mistillidskultur.»
Selvom det har taget næsten to år at udvikle, vil de ovenfor beskrevne foranstaltninger, når først de er implementeret, bane vejen for at vælge en ny Findungskommission, nedsætte det faglige/videnskabelige rådgivende udvalg og forhåbentlig inden årets udgang præsentere den nye kunstneriske leder for Documenta 16. Især sidstnævnte vil stå overfor betragtelige udfordringer, hvoraf en er at håndtere den aktuelle bølge af mistillid.
Et andet problem angår tidsrammen: Hvis den kunstneriske ledelse bliver valgt inden udgangen af dette år, vil de have 2,5 år – omkring 900 dage – frem til den planlagte åbningsdato, som er 12. juni 2027. Dette er afgjort kortere tid (ca. et år eller mere) end nogen af deres seneste forgængere havde til rådighed. Selv om 2,5 år normalt er tilstrækkelig tid til at lave en stor udstilling, opererer Documenta i en helt anden skala, ikke mindst hvad angår størrelse, publikumsengagement og budget. Se blot på Documenta 15, der rummede 1500 kunstnere, tog imod 750.000 besøgende og havde et budget på 42 millioner EUR. Det vil være svært at gennemføre en udstilling af tilsvarende omfang i det forkortede tidsrum, et problem, der slet ikke er blevet taget op indtil videre.
Men der er også en masse baggrundsstøj, der skal tages med i betragtning. Et eksempel er den igangværende krig i Ukraine og Putins løbende bestræbelser på at destabilisere de vestlige demokratier. Parallelt hermed ses også en øget lydhørhed overfor højreorienterede fortællinger på tværs af partigrænser, som eksemplificeret af det ekstremistiske AFD-partis succes.
På trods af de massive landsdækkende protester i Tyskland tidligere i år efter at det blev offentligt kendt, at AFD-partiets embedsmænd havde planer om at udvise millioner af tyske borgere, har partiet kun mistet ganske lidt opbakning og står stadig stærkt i meningsmålingerne. Og på trods af den seneste tids afsløringer af, at nogle af deres embedsmænds har været involveret i spionage, vil partiet sandsynligvis klare sig godt ved kommende valg, især til delstatsparlamenterne i Brandenburg, Sachsen og Thüringen.
En aktuel stigning i politisk motiveret kriminalitet afspejler også denne udvikling. I maj fremlagde det tyske indenrigsministerium tal, der viser, at kriminaliteten fra højrefløjen er steget med intet mindre end 23 procent i forhold til året før. I ugerne op til de ovennævnte opinionsmålinger blev adskillige meningsmålere angrebet og i mindst et tilfælde tævet så slemt, at de måtte på operationsbordet. Og det er blot de seneste begivenheder.
Derudover har vi også den tyske regerings kamp for at håndtere den pludselige stigning i antisemitiske hadforbrydelser såvel som de protester, man ser mod krigen i Gaza og dens følger inden for kulturlivet – især de mange tilfælde af forsøg på at undertrykke de stemmer, der udfordrer den tyske regerings fortsatte og tilsyneladende ubetingede støtte til Israels grusomme krig i Gaza.
Onlinemediet Archive of Silence beretter om, hvordan kritiske holdninger undertrykkes. Som eksempel kan nævnes den pludselige aflysning af den Berlin-baserede palæstinensiske kunstner Jumana Mannas udstilling på Kunstverein Heidelberg i oktober 2023. I 2017 blev Manna ellers stolt brugt som ansigt for det tyske kulturlivs inklusivitet; hun var nomineret til den prestigefyldte Preis der Freunde der Nationalgalerie og udstillet på Hamburger Bahnhof. Seks år senere, efter at have underskrevet Strike Germany-kampagnen, blev hendes udstillinger i landet aflyst. I en oplysende artikel publiceret på Hyperallergic skrev hun: «Liberale kulturinstitutioner bukker rutinemæssigt under for presset fra anti-palæstinensiske kræfter af en række forskellige årsager: En frygt for at miste finansiering, intimidering, konformitet og strukturel racisme.»
I en situation som denne føles det som om, at Tyskland er i reel fare for at miste sin moralske autoritet til at være vært for en troværdig global begivenhed som Documenta. Og så har jeg ikke engang talt om global opvarmning; et emne, der i høj grad er elefanten i rummet i de desperat kæmpende bilproducenters land.
Måske har hr. Kimpel ret i, at den næste Documenta risikerer at blive en zombie. Men det er ikke så meget fordi den originale Documenta-ånd er blevet udhulet, men snarere fordi megaudstillingens primære kendetegn gennem årtierne er blevet dens evne til, uden alt for store kompromiser, at bære nye kunstneriske diskurser frem. Med andre ord er det velsagtens på grund af dens konstante udvikling og stadigt skiftende «ånd», at Documenta er i fare. Men den kunstneriske ledelses position er uden tvivl svækket af de nye begrænsninger, fortællingerne om mistillid og manglen på støtte fra forskellige politiske interessenter, hvilket sammen med den reducerede tidsramme truer udstillingens mest afgørende element: den kuratoriske visions uafhængighed.
Selv om jeg elsker tanken om en sidste efterfølger til George A. Romeros klassiske zombiefilm – Documenta of the Dead – vil det være mere udfordrende end nogensinde at gøre den næste Documenta fuld af liv. Det er vigtigt at huske, at det i sidste ende skal være en Documenta skabt af og for de levende.
