Svensk-argentinske Runo Lagomarsino (f. 1977) er ikke fremmed over for immigrationsområdet. Det sidste årti har han afdækket sin argentiske families eksilrejse til Sverige i flere værker. Denne personlige forudsætning er dog mindre i fokus i hans tredje soloudstilling hos københavnergalleriet Nils Stærk, som siden foråret har holdt til i nye lokaler i byens nordvest-kvarter.
Udstillingens hovedværk We have been called many names består af gipsafstøbninger af indersiden af 28 forskellige hatte opstillet på træsokler i en kvadratisk matrix. Hattene har Lagomarsino indsamlet i Los Angeles fra latinamerikanske arbejdere i bunden af servicesektoren – det såkaldte «nye proletariat», hvis arbejdskraft, skønt den er helt uundværlig, hverken socialt eller økonomisk værdsættes.
Denne venden-på-vrangen-kapitalismekritik og skildring af arbejderen som transformativ figur, som ifølge udstillingsteksten gør, at det «bliver muligt for os at forestille dem som mennesker hinsides deres relation til arbejde og kapital», finder jeg en smule enfoldig og letkøbt. Snarere fremstår mennesket bag arbejderen her som en skygge af sig selv.
Naboværket The Fourth Estate (2017) er ingen undtagelse. Det består af et stort sort-hvidt stoftryk af Giuseppe Pellizza da Volpedos maleri Den fjerde statsmagt (1901), der er ophængt, så det adskiller de to udstillingsrum. Maleriet, som desuden hænger på hovedet, afbilder en massiv arbejderstrejke. Lagomarsino gør her Joaquín Torres-Garcías (1874-1949) kunsten efter (i værket América Invertida (1943)) og søger på samme måde at vende op og ned på repræsentationskonventioner, som har udspring i tidlige koloniale verdensbilleder. Kunstgrebet med at vende tingene 180 grader bliver dog hverken radikalt eller perspektiverende, men blot en rundtosset reference.
I det andet rum finder vi det hypnotiske værk AMERICAMNESIA, som består af ordene «America Amnesia» trykt gentagelsesvist på endevæggen som et teksttapet fra gulv til loft – hvor a’erne i ordene overlapper hinanden og gør at vi ikke kan differentiere det ene ord fra det andet og alligevel gør vi det. Der er nærmest en derridask ordleg på spil. Overlapningen er en metafor for at vende det døve øre til. For Lagomarsino henvises der her navnligt til den amerikanske historieskrivnings utilstrækkelighed, historie som ganske enkelt går i glemmebogen. Værket er super koncist, trods det tvetydige greb.
Udstillingen advokerer for et omskifteligt verdensbillede, som fortolkes alt efter hvilke geopolitiske og kapitalistiske tilstande, der styrer omgivelserne og trælbinder mennesker. Det forudsætter nødvendigvis, at arbejderen er en relativ størrelse. Runo Lagomarsinos hensigt er, at åbne op for en betydningspluralistisk læsning af arbejderen, men formelt og konceptuelt forekommer udstillingen rettere uniformeret.
