Med en entrépris på 175 kroner per voksne snude har Skulptur Odense-triennalen, som i år er rykket ind i Odense Zoo, garderet sig mod hærværk som det, flere af værkerne i 2014 blev udsat for. Dermed har man også brudt med en tradition for en tilbagevendende kunstbegivenhed i offentligt rum siden 1961. Med forholdet mellem dyr og menneske som et emne, der boomer inden for samtidskunsten lige nu – i et opgør med speciesisme og menneskeligt overherredømme – er zoo dog et interessant sted at placere udstillingen, der bærer titlen Becoming Human.
Værkerne har nu ikke fået lov at være i fred af den grund. Odense Bys Kunstfond har flyttet fotografierne i Ryan McGinleys Animals fra indgangsområdet til en mere afsidesliggende del af zoo efter klager fra folk, der følte sig stødte. Fotografierne viser dyr og nøgne menneskekroppe sammen i mere eller mindre pikante, skulpturerede positioner uden at være direkte pornografiske. At det er for provokerende synes, konteksten «dyr i fangeskab» taget i betragtning, en anelse pudsigt, men nuvel.
Ud over en række eksisterende værker af internationale navne som McGinley, Carsten Höller og Carolee Schneemann har kurator Marie Nipper inviteret en håndfuld yngre, danske kunstnere til at skabe nye, stedspecifikke bidrag til udstillingen.
Alexander Tovborg har for eksempel lavet et stemningsfuldt lille radiospil om hunden som billede på troskab – installeret i et læringsrum for skoleklasser, der ser ud som om, det ikke har været i brug siden 1990erne. Typisk tovborgsk blandes det barnlige og naive med højtsvungne religiøse og kulturhistoriske referencer. Som et af de få værker på udstillingen har det også parkens yngste publikummer som målgruppe. Sympatisk nok når nu zoo sådan set er et udpræget børneudflugtsmål.
I de falske klipper, der omkranser løvernes og tigernes reservater, får man dagens fix af kattevideoer. Der er hele tre af slagsen, hvorfor man også hurtigt får nok af legen med at placere huskatten ved siden af sine «vilde» artsfæller. Der er Fischli & Weiss’ ikoniske video Büsi (Kitty) (2001) efterfulgt af Cory Arcangels Drei Klavierstücke (2009) og Carolee Schneemans Infinity kisses – The Movie (2008), der i en kavalkade af grynede selfies, fra før selfien blev opfundet, viser hende og hendes kats dybfølte morgenkys.
Utvivlsomt er Odense Zoo en heftig ramme om en udstilling med sine Jurassic Park-lignende kulisser, vaffelis og dyr i alle afskygninger, hvis fascinationsfaktor synes svær at overgå. På en måde er det jo nærmest et Gesamtkunstwerk i sig selv. Flamingoerne alene gør det for en hel kabaret. Derfor kan det også være svært at få øje på værkerne, som er spredt fra Antarktis til Amazonas, og som mest resulterer i diskrete indgreb i kæmpescenografien.
Godt gemt mellem palmebladene i tropehuset finder man Astrid Myntekærs pubbeskulptur Perdita (Biophilia), udformet i flamingo med et påmalet hybridt organsystem. Den er smukt placeret på den frodige bred ved søkoens vandbassin, hvor den går grøn i grøn med sine fugtige omgivelser som i, ja, en anden biofil elskovsakt.
Et ensomt højdepunkt i den kritiske ende, hvor mellemmenneskelige andetheds-strukturer udfoldes, er Moussa Sarrs videoværk L’étalion noir (The Black Stallion) (2011) placeret i en træhytte nær savannen, eller Wild Africa, som det afsidesliggende sumpområde minsandten kaldes. I videoen performer Sarr, prustende og vrinskende, en sort hingst i et hvidt rum. Det er en enkel og effektfuld reminder om den dyreliggørelse og fornedrelse af mennesket, som de afrikanske slaver blev udsat for.
Også Jakob Kolding forholder sig kritisk og reflekterer meget passende (og tiltrængt) over kolonitiden i den antarktiske del af zoo. Formidlingsplakaten På besøg hos pingvinerne udfolder et forgrenet mindmap om ægte og uægte fugle, opdagelsesrejser, eventyr, migration og om at kolonisere land, dyr og mennesker formidlet i et inkluderende sprog. Den burde hænge i enhver SFO, og det er ment som en kompliment.
Hos dødningehovedaberne har Sif Itona Westerberg lavet en skulpturserie af slangeformede figurer. De kryber alien-agtigt rundt i skovbunden som abjekte, udefinerbare væsner. Med deres babyblå ormelegemer stiller de lysende spørgsmålstegn ved vores måder at definere arter, miljøer og os selv på.
I bund og grund er det netop, hvad udstillingen handler om – titlen taget i betragtning. Becoming Human formodes at være en reference til Deleuze & Guattaris Becoming Animal fra 1987. Men man savner nogle bud på spændende tværdisciplin mellem kunst og naturvidenskab, nye feministiske omsorgsarbejder i relation til andre arter, traditionel vidensopdyrkelse og queer-blikke på det transartede, for at nævne noget af det, som man finder på de store udstillinger, der de sidste par år har floreret om emnet internationalt. Becoming Human er mest af alt en lidt ufarlig kunstsafari, som ikke rigtig får sat kløerne i de verserende debatter inden for området, som synes at ligge ligefor.
