I forrige uge blev det offentlig kendt, at Diana Baldon afgår som direktør for Malmö Konsthall. Det er kun lidt over et år siden Baldon tiltrådte stillingen og lancerede et internationalt program, som blandt andet har rummet en udstilling med Ad Reinhardts satiriske tegneserier og en gruppeudstilling bygget op omkring en stor installation af Christoph Schlingensief. I denne uge åbner en storstilet retrospektiv udstilling med Joan Jonas’ værker.
Baldon tiltrådte stillingen som direktør af Malmö Konsthall i juni 2014 efter en forholdsvis lang proces forestået headhunting-bureauet Recruitment international. Bemærkelsesværdigt for en direktørstilling i denne skala er det, at Kulturförvaltningen i Malmö kommune tilbød Baldon en kontrakt på bare 2,5 år. Baldon fratræder stillingen i maj 2016, omkring et halvt år før kontrakten udløber i december 2016.
Kunstkritikk har stillet et par spørgsmål til den afgående direktør.
Hvad er årsagen til din tidlige fratrædelse som direktør for Malmö Konsthall?
Efter gensidig aftale har Kulturförvaltningen i Malmö kommune og jeg besluttet at stoppe samarbejdet efter en kort men spændende tid. Desværre har mange svenske medier ikke oplyst, at jeg stadig er direktør frem til slutningen af maj 2016, hvor jeg afslutter min 2-årige periode. Som baggrundsinformation kan jeg oplyse, at Kulturförvaltningen, før min tiltrædelse, reorganiserede strukturen, sådan at jeg ville være ansvarlig for programmet, mens en administrativ leder ville tage sig af personalets daglige fordeling af opgaver, infrastruktur etc. I fremtiden vil man sandsynligvis gå tilbage til, hvordan det var forud for min ansættelse.
Det svenske dagblad Sydsvenska Dagbladet rapporterede at fratrædelsen skyldes en uenighed omkring anvendelsen af kunsthallens gallerier – altså nærmest en slags kuratorisk uenighed mellem dig og personalet. Er det korrekt?
Det kan jeg blankt afvise. Det er et polemisk rygte, som ikke har nogen grund i sandheden. Hverken personalet, bestyrelsen eller Malmö kommunes kulturdirektør, Elisabeth Lundgren, har nogensinde blande sig i mine ideer.
Hvilke ambitioner havde du, da du ankom til Malmö for et år siden, og i hvilken grad har du været i stand til at realisere disse ambitioner?
Jeg er stolt af, at jeg, på trods af en meget kortvarig kontraktansættelse, har været i stand til at realisere et meget ambitiøst udstillingsprogram, som har været rost af både medier og publikum for dets kvalitet og engagement. Kort tid efter min tiltrædelse lykkedes det mig at sikre afgørende finansiering, takket være Goethe-Institut Schweden, til at realisere en utrolig energisk gruppeudstilling bygget op omkring Animatograph, et af de sidste eksisterende storskala-installationer af den tyske kunstner, teaterdirektør og filmskaber Christoph Schlingensief – et sjældent set værk grundet de rummelige og finansielle krav til dets realiseing. Til samme udstilling inviterede jeg den cubanske kunstner Tania Bruguera til at initiere et helt nyt projekt i Lindägen, en forstad til Malmö – men hun blev arresteret og holdt i forvaring i Havana i næsten et helt år, en ulykkelig begivenhed som resulterede i et ramaskrig i alverdens medier, som fokuserede på behovet for at adressere spørgsmålet om kunstnerisk frihed i en domstol. Min Ad Reinhardt-udstilling Art vs. History har været den første udstilling i Europa, og den anden på verdensplan, som har præsenteret et stadig ret uudforsket aspekt af den amerikanske kunstners visuelle praksis. I arkiverne i Reinhardt-estate i New York har jeg kunnet vælge blandt de originale politiske tegneserier, satiriske kunsttegneserier, collager og den legendariske «Non-happening»-dias værker. Jeg mener også, at jeg hurtigt opfangede Malmös kunstliv i kraft af mit samarbejde med teatergruppen Institutet, såvel som med Carla Zaccagnini og Runo Lagomarsino – sidstnævnte voksede i øvrigt op og studerede i Malmö og er dette år en af få svenske repræsentanter på den prestigefyldte Venedigbiennale. Det kunne næppe have været en mere tilfredsstillende periode for en kunsthaldirektør.
Hvad er dine fremtidsplaner?
I de næste ti måneder vil jeg selvfølgelig følge forløbet af min næste udstilling, som jeg forventer vil blive den vigtigste udstilling i Malmö Konsthalls institutionelle historie, en afgørende retrospektiv med Joan Jonas’ værk i samarbejde med HangarBicocca, som tegner et billede af det 20. århundredes video- og performancekunst. Og i de næste to år vil jeg udvide Ad Reinhardt-udstillingen i nye opsætninger i Finland på EMMA museum og i Luxembourg på MUDAM museum.
